¹Da kom Herrens ord til mig, og det lød så:

¹In beseda GOSPODOVA mi pride, govoreč:

²Menneskesønn! Vend ditt åsyn mot Jerusalem og prek mot helligdommene og spå mot Israels land!

²Sin človečji, obrni obličje proti Jeruzalemu in kapljaj besede proti svetinjam in prorokuj zoper zemljo Izraelovo;

³Og si til Israels land: Så sier Herren: Se, jeg kommer over dig og drar mitt sverd av skjeden, og jeg vil utrydde både rettferdige og ugudelige i dig.

³in reci zemlji Izraelovi: Tako pravi GOSPOD: Glej, jaz sem zoper tebe in izderem meč iz njegovih nožnic in zatarem v tebi pravične in brezbožne.

⁴Fordi jeg vil utrydde både rettferdige og ugudelige i dig, derfor skal mitt sverd fare ut av skjeden mot alt kjød, fra syd til nord.

⁴Zatorej, ker zatarem v tebi pravične in brezbožne, pojde meč moj iz svojih nožnic zoper vse meso od poldneva do polnoči.

⁵Og alt kjød skal kjenne at jeg, Herren, har draget mitt sverd av skjeden; det skal ikke mere vende tilbake.

⁵In vse meso spozna, da sem jaz, GOSPOD, potegnil meč svoj iz nožnic njegovih; ne vrne se več.

⁶Men du, menneskesønn, skal sukke så det bryter i dine lender; i sår verk skal du sukke for deres øine.

⁶Ti pa, sin človečji, zdihuj, kakor da te ledje boli, v bridki bolečini zdihuj vpričo njih.

⁷Og når de da sier til dig: Hvorfor sukker du? - da skal du svare: Over en tidende; for den kommer, og da skal hvert hjerte smelte og alle hender synke og hver ånd bli sløv og alle knær bli som vann; se, det kommer, og det skal skje, sier Herren, Israels Gud.

⁷In ko ti poreko: Zakaj zdihuješ? odgovóri: Zavoljo govorice, ki prihaja; in kopnelo bo vsako srce in vse roke opešajo in vsak duh omedli in vsa kolena se raztajejo kakor voda. Glej, prihaja in zgodi se to, govori Gospod Jehova.

⁸Og Herrens ord kom til mig, og det lød så:

⁸Še mi pride beseda GOSPODOVA, govoreč:

⁹Menneskesønn! Spå og si: Så sier Herren: Si: Et sverd, et sverd er hvesset, og slipt er det og.

⁹Sin človečji, prorokuj in reci: Tako pravi Gospod: Reci: Meč, meč, nabrušen in zlikan!

¹⁰Til å slakte er det hvesset, til å lyne er det slipt. Eller skulde vi glede oss, du min sønns stamme* som forakter alt tre**? / {* d.e. Israels folk.} / {** d.e. all tukt; ESK 21, 13.}

¹⁰Da napravi klanje, je nabrušen, da se bliska, je zlikan. Ali naj se razveseljujemo? Palica, določena za mojega sina, zaničuje vse drevje.

¹¹Det skulde slipes for å tas i hånd; det er hvesset dette sverd, og det er slipt for å gis i en drapsmanns hånd.

¹¹Dali so ga zlikati, da se more prijeti v roko. Meč je nabrušen in zlikan, da se da morilcu v roko.

¹²Skrik og hyl, menneskesønn! For det kommer over mitt folk, det kommer over alle Israels fyrster; de blir overgitt til sverdet sammen med mitt folk. Derfor slå dig på lenden!

¹²Vpij in tuli, sin človečji! kajti zoper moje ljudstvo je namerjen, zoper vse kneze Izraelove: meču so izročeni z mojim ljudstvom vred; zato se tolci po stegnih.

¹³For en prøvelse er for hånden, og hvad skulde den ramme, om ikke den stamme som forakter tukt? sier Herren, Israels Gud.

¹³Kajti izkušnja se je naredila; kaj pa, če palice, ki zaničuje vse, ne bode več? govori Gospod Jehova.

¹⁴Og du menneskesønn, spå og slå hendene sammen! Dobbelt, ja tredobbelt kommer sverdet, det sverd som slår mange ihjel, dette sverd som slår den store* ihjel, det som truer dem på alle kanter. / {* d.e. kongen; ESK 21, 25.}

¹⁴Ti pa, sin človečji, prorokuj in ploskaj z roko ob roko; in dvojen bodi meč, trojen bodi meč, ki smrtno rani; morilni meč, veliki morilni meč je, ki jih obkroža.

¹⁵Forat hjertene skal smelte og anstøtene bli mange, setter jeg et blinkende sverd mot alle dets* porter; akk, det er gjort til å lyne, skjerpet til å slakte. / {* Jerusalems.}

¹⁵Nameril sem ost meča proti vsem njih vratom, da jim skopni srce in jih mnogo popada. Gorje! narejen je, da se bliska, priostrili so ga za morjenje.

¹⁶Ta dig sammen og hugg til høire! Vend dig og hugg til venstre! Dit hvor din egg er bestemt!

¹⁶Mahaj zadaj, na desno, spredaj, na levo, kamorkoli je namerjena ostrica tvoja!

¹⁷Også jeg vil slå hendene sammen og stille min harme; jeg, Herren, har talt.

¹⁷Pa tudi jaz bom ploskal z roko ob roko, in potolažim srd svoj. Jaz, GOSPOD, sem govoril.

¹⁸Og Herrens ord kom til mig, og det lød så:

¹⁸Zopet mi pride beseda GOSPODOVA, govoreč:

¹⁹Og du menneskesønn, gjør dig to veier, som kongen av Babels sverd kan fare frem på! Fra ett land skal de begge gå ut, og du skal risse en hånd* - risse den ved begynnelsen av veien til hver by! / {* som veiviser.}

¹⁹In ti, sin človečji, napravi si dva pota, po katerih naj pride meč kralja babilonskega; iz ene dežele naj držita oba; in nariši kažipot, ob začetku pota v mesto ga nariši.

²⁰En vei skal du gjøre som sverdet kan fare frem på til Rabba i ammonittenes land, og en til Juda, inn i Jerusalem, den faste by.

²⁰Napravi pot, da bi prišel meč v Rabo sinov Amonovih in na Judovo v utrjeni Jeruzalem.

²¹For Babels konge står på veiskjellet, ved begynnelsen av de to veier, for å la sig spå; han ryster pilene, han spør husgudene, han ser på leveren.

²¹Zakaj kralj babilonski se ustavi ob razpotju, ob začetku tistih dveh potov, da se posvetuje z vedeževanjem: pretresa pšice, vprašuje hišne malike, ogleduje jetra.

²²I sin høire hånd får han loddet: Jerusalem; der skal han stille op murbrekkere, åpne munnen til krigsskrik, lufte røsten med hærrop - stille op murbrekkere mot portene, kaste op en voll og bygge skanser.

²²V desnico njegovo pride vedeževanje „Jeruzalem!“, da naj nastavi zidolome, odpre usta, veleč moriti, povzdigne glas z bojnim vpitjem, nastavi zidolome zoper vrata, nanosi nasipe, zgradi obležne utrdbe.

²³Men dette er i deres* øine bare en tom spådom; de har jo de helligste eder**. Men han*** minner om deres misgjerning, forat de skal gripes. / {* jødenes.} / {** de mener sig på grunn av Herrens eder sikre; MIK 3, 11. JER 7, 4.} / {*** Herren.}

²³In zdelo se jim bo, kakor da je lažnivo vedeževanje; s prisego so jim potrdili; a on napelje v spomin krivdo, da bi bili ujeti.

²⁴Derfor sier Herren, Israels Gud, så: Fordi I selv minner om eders misgjerning, idet eders overtredelser åpenbares, så eders synder viser sig i alle eders gjerninger - fordi jeg således blir minnet om eder, skal I gripes med hånden.

²⁴Zatorej pravi tako Gospod Jehova: Ker ste napeljali v spomin krivdo svojo s tem, da so se odkrili prestopki vaši, tako da se vidijo v vseh dejanjih vaših grehi vaši – ker ste prišli v spomin, boste ujeti z roko morilčevo.

²⁵Og du dødsdømte, du ugudelige, du Israels fyrste, hvis dag er kommet når den misgjerning er skjedd som fører til undergang!

²⁵Ti pa, skrunilec svetega, brezbožnik, knez Izraelov, čigar dan je prišel ob času, ko se krivičnosti naredi konec,

²⁶Så sier Herren, Israels Gud: Ta huen bort og løft kronen av! Det som nu er, skal ikke være mere; det lave skal ophøies, og det høie skal fornedres.

²⁶tako pravi Gospod Jehova: Snemite mu pokrivalo z glave, vzemite mu krono! Kar je, ne bode več tako. Nizko bodi povišano in visoko ponižano!

²⁷Jeg vil vende op ned, op ned, op ned på det som er; heller ikke ved dette skal det bli, inntil han kommer hvem retten tilhører*, og jeg gir ham den. / {* d.e. Messias; 1MO 49, 10.}

²⁷Uničim, uničim, uničim jo; tudi ta ne bode več – dokler ne pride, kateri ima pravico do nje: njemu jo dam.

²⁸Og du menneskesønn, spå og si: Så sier Herren, Israels Gud, om Ammons barn og om deres hånsord*: Du skal si: Et sverd, et sverd er draget, slipt til å slakte, til å fortære, til å lyne, / {* ESK 25, 3.}

²⁸Ti pa, sin človečji, prorokuj in reci: Tako pravi Gospod Jehova zastran sinov Amonovih in zastran njih sramotenja, in reci: Meč, meč, izdrt v morjenje, poostren, da požira, da se bliska

²⁹mens de skuer falske syner for dig og spår dig løgn, for å legge dig ved siden av de ihjelslåtte ugudeliges halser*, hvis dag er kommet når den misgjerning er skjedd som fører til undergang. / {* d.e. for å slå eder ihjel sammen med de ugudelige i Juda.}

²⁹(oni pa vidijo ničemurne prikazni zate, ti prorokujejo laži), da ga denejo na vratove skrunilcem svetega, brezbožnikom, katerih dan je prišel ob času, ko se krivičnosti naredi konec.

³⁰Stikk sverdet i skjeden igjen! På det sted hvor du blev skapt, i det land hvorfra du er oprunnet, der vil jeg dømme dig.

³⁰Vtakni ga zopet v nožnice svoje! Tam, kjer si bil ustvarjen, v rojstva tvojega deželi te bom sodil.

³¹Og jeg vil utøse min harme over dig, min vredes ild vil jeg la lue mot dig, og jeg vil gi dig i ville menneskers hånd, som er mestere i å ødelegge.

³¹In izlijem srd svoj nadte, ogenj jeze svoje bom pihal zoper tebe; in dam te v roko ljudem živinskim, ki kujejo pogubo.Ognju bodeš v jed; kri tvoja bo sredi dežele; ne bo ti spomina več. Zakaj jaz, GOSPOD, sem govoril.

³²Du skal bli til føde for ilden, ditt blod skal bli utøst i ditt land, ingen skal mere komme dig i hu; for jeg, Herren, har sagt det.

³²Ognju bodeš v jed; kri tvoja bo sredi dežele; ne bo ti spomina več. Zakaj jaz, GOSPOD, sem govoril.