¹Og Herrens ord kom til mig, og det lød så:

¹In prišla mi je beseda GOSPODOVA, govoreč:

²Menneskesønn! Tal til ditt folks barn og si til dem: Når jeg lar sverdet komme over et land, og landets folk tar en mann av sin midte og setter ham til vekter for sig,

²Sin človečji, govori ljudstva svojega sinovom ter jim reci: Če pošljem meč nad deželo, ljudstvo dežele pa vzame koga izmed sebe in ga sebi postavi za čuvaja;

³og han ser sverdet komme over landet og støter i basunen og advarer folket,

³in če ta, videč meč prihajati nad deželo, zatrobenta in posvari ljudstvo:

⁴men den som hører basunens lyd, ikke lar sig advare, og sverdet kommer og tar ham bort, da skal hans blod komme over hans eget hode;

⁴kdorkoli bi slišal trobente glas, a se ne bi dal posvariti, njega pobere prišli meč, in njegova kri bodi na glavi njegovi.

⁵han hørte basunens lyd, men lot sig ikke advare, hans blod skal komme over ham selv; men hadde han latt sig advare, så hadde han berget sitt liv.

⁵Glas trobente je slišal, pa se ni dal posvariti: njega kri bodi nad njim samim; kajti ko bi bil sprejel posvarilo bi si otel dušo.

⁶Men når vekteren ser sverdet komme og ikke støter i basunen, og folket ikke blir advart, og sverdet kommer og tar bort nogen av dem, da blir han tatt bort for sin misgjernings skyld, men hans blod vil jeg kreve av vekterens hånd.

⁶Ako pa čuvaj vidi meč prihajati, a ne zatrobenta in ljudstvo ne bo posvarjeno, meč pa pride ter pobere koga izmed njih: ta bo vzet v krivici svoji, ali kri njegovo bom zahteval iz roke čuvajeve.

⁷Og du menneskesønn! Til vekter har jeg satt dig for Israels hus, og når du hører et ord av min munn, skal du advare dem fra mig.

⁷Tebe torej, sin človečji, sem postavil hiši Izraelovi za čuvaja, da bi jih, čujoč besedo iz mojih ust, svaril v mojem imenu.

⁸Når jeg sier til den ugudelige: Du ugudelige, du skal visselig dø, og du ikke taler og advarer den ugudelige for hans ferd, da skal han, den ugudelige, dø for sin misgjernings skyld, men hans blod vil jeg kreve av din hånd.

⁸Ako rečem brezbožnemu: Brezbožnik, moraš umreti! ti pa ne govoriš, da bi posvaril in odvrnil brezbožnega s poti njegove: tedaj umrje on, brezbožnik, zaradi krivice svoje, ali kri njegovo bom zahteval iz tvoje roke.

⁹Men når du har advart den ugudelige for hans ferd, at han skal vende om fra den, men han ikke vender om fra sin ferd, da skal han dø for sin misgjernings skyld, men du har reddet din sjel.

⁹Ako pa posvariš brezbožnega zavoljo poti njegove, da naj se obrne od nje, pa se ne obrne od poti svoje, on umrje zavoljo krivice svoje, ti pa si otel dušo svojo.

¹⁰Og du menneskesønn! Si til Israels hus: Således sier I: Våre overtredelser og synder tynger på oss, og for deres skyld visner vi bort; hvorledes kan vi da leve?

¹⁰Ti torej, sin človečji, govóri družini Izraelovi: Tako govorite in pravite: Prestopki naši in grehi naši leže na nas, in mi ginemo v njih; kako bi neki mogli živeti?

¹¹Si til dem: Så sant jeg lever, sier Herren, Israels Gud, jeg har ikke behag i den ugudeliges død, men i at den ugudelige vender om fra sin ferd og lever. Vend om, vend om fra eders onde veier! Hvorfor vil I dø, Israels hus?

¹¹Reci jim: Kakor res živim, govori Gospod Jehova, nikakor mi ni po volji smrt brezbožnikova, temuč da se brezbožnik obrne od svojega pota in živi. Obrnite se, obrnite se od hudobnih potov svojih! ker čemu bi hoteli mreti, o družina Izraelova?

¹²Og du menneskesønn! Si til ditt folks barn: Den rettferdiges rettferdighet skal ikke frelse ham på den dag han synder, og den ugudelige skal ikke omkomme for sin ugudelighets skyld på den dag han vender om fra sin ugudelighet, og den rettferdige skal ikke kunne leve ved sin rettferdighet på den dag han synder.

¹²Ti pa, sin človečji, govori ljudstva svojega sinovom: Pravičnost pravičnega ga ne reši v dan, ko se pregreši; in vsled krivičnosti svoje ne pade brezbožnik v dan, ko se izpreobrne od krivičnosti; pravični pa ne bo mogel živeti po pravičnosti svoji v dan, ko bo grešil.

¹³Når jeg sier om den rettferdige: Han skal visselig leve, og han setter sin lit til sin rettferdighet og gjør urett, da skal ingen av hans rettferdige gjerninger tilregnes ham, men for den uretts skyld som han har gjort, for den skal han dø.

¹³Ko rečem pravičnemu, da bo gotovo živel, pa se zanaša na pravičnost svojo in počenja krivičnost: tedaj se ne bo spominjalo nobeno iz pravičnih del njegovih, temuč zaradi krivičnosti svoje, ki jo je storil, mora umreti.

¹⁴Og når jeg sier til den ugudelige: Du skal visselig dø, og han vender om fra sin synd og gjør rett og rettferdighet,

¹⁴Ako pa rečem brezbožnemu: Moraš umreti! in se izpreobrne od greha svojega in streže pravici in pravičnosti,

¹⁵så han, den ugudelige, gir pant tilbake, godtgjør det han har røvet, følger livets bud, så han ikke gjør urett, da skal han visselig leve, han skal ikke dø.

¹⁵tako da povrne zastavo, kar je po sili vzel, prinese nazaj, ravna po postavah življenja, ne delajoč nič krivičnega; gotovo bo živel, ne umrje;

¹⁶Ingen av de synder som han har gjort, skal tilregnes ham; rett og rettferdighet har han gjort, han skal visselig leve.

¹⁶nobeden iz grehov njegovih, ki jih je zagrešil, se mu ne bo spominjal; pravici in pravičnosti je stregel: gotovo bo živel.

¹⁷Og ditt folks barn sier: Herrens vei er ikke rett. Men det er deres vei som ikke er rett.

¹⁷Toda ljudstva tvojega sinovi pravijo: Ni ravna pot Gospodova! ko vendar njih pot ni ravna.

¹⁸Når den rettferdige vender om fra sin rettferdighet og gjør urett, så skal han dø.

¹⁸Ko se odvrne pravični od pravičnosti svoje in počenja krivičnost, umrje zategadelj.

¹⁹Og når den ugudelige vender om fra sin ugudelighet og gjør rett og rettferdighet, så skal han leve.

¹⁹In ko se odvrne brezbožni od krivičnosti svoje in streže pravici in pravičnosti, bo živel zaradi tega.

²⁰Og enda sier I: Herrens vei er ikke rett. Jeg vil dømme eder, Israels hus, hver efter hans ferd.

²⁰A vi vendar pravite: Ni ravna pot Gospodova. Vsakega izmed vas bom sodil po potih njegovih, o družina Izraelova!

²¹I det tolvte år efterat vi var bortført, i den tiende måned, på den femte dag i måneden, kom det nogen flyktninger fra Jerusalem til mig og sa: Staden er inntatt.

²¹In zgodilo se je v dvanajstem letu našega ujetništva, peti dan desetega meseca, da pride k meni ubežnik iz Jeruzalema in reče: Mesto je premagano!

²²Og Herrens hånd var kommet over mig om aftenen, før flyktningene kom, og han oplot min munn, innen de kom til mig om morgenen; min munn blev oplatt, og jeg var ikke lenger målløs.

²²GOSPODOVA roka pa je prišla nadme zvečer, preden je ubežnik prišel; in odprl mi je usta, dokler ni prišel oni k meni zjutraj, in tako so bila usta moja odprta in nisem več molčal.

²³Og Herrens ord kom til mig, og det lød så:

²³In pride mi beseda GOSPODOVA, govoreč:

²⁴Menneskesønn! De som bor iblandt grushaugene der borte i Israels land, sier så: Abraham var bare en, og han fikk landet i eie; vi er mange, vi har fått landet til eiendom.

²⁴Sin človečji, prebivalci tistih razvalin po zemlji Izraelovi govore in pravijo: Abraham je bil edinec in je dobil to deželo v posest; nas je pa veliko, nam je dežela dana v posest.

²⁵Si derfor til dem: Så sier Herren, Israels Gud: I eter kjøtt med blodet i og løfter eders øine til eders motbydelige avguder og utøser blod - og I skulde eie landet?

²⁵Zatorej jim reci: Tako pravi Gospod Jehova: Jeste meso s krvjo in obračate oči h grdim malikom svojim ter prelivate kri, in vi naj bi posedli deželo?

²⁶I trosser på eders sverd, I gjør det som vederstyggelig er, og krenker hverandres hustruer - og I skulde eie landet?

²⁶Zanašate se na svoj meč, gnusobe počenjate in oskrunjate ženo drug drugemu, in vi naj bi posedli deželo?

²⁷Så skal du si til dem: Så sier Herren, Israels Gud: Så sant jeg lever, de som bor blandt grushaugene, skal visselig falle for sverdet, og den som er på marken, ham gir jeg til føde for de ville dyr, og de som er i fjellborgene og i hulene, skal dø av pest.

²⁷Tole jim povej: Tako pravi Gospod Jehova: Kakor res živim, kateri bivajo v razvalinah, padejo pod mečem; in kdor je na polju, tega dam divjim zverinam v žrtje, in kateri so v trdnjavah in votlinah, pomrjejo za kugo.

²⁸Jeg vil gjøre landet til en ørken, en ødemark, og det skal være ute med dets stolte makt, og fjellene i Israel skal ligge øde, så ingen ferdes der.

²⁸In storim deželo v puščavo in pustinjo, da preneha napuh moči njene; in opustošene bodo gore Izraelove, da nihče ne bo hodil po njih.

²⁹Og de skal kjenne at jeg er Herren, når jeg gjør landet til en ørken, en ødemark, for alle de vederstyggelige tings skyld som de har gjort.

²⁹Tedaj spoznajo, da sem jaz GOSPOD, ko storim deželo v puščavo in pustinjo zaradi vseh njih gnusob, ki so jih počenjali.

³⁰Og du menneskesønn! Ditt folks barn taler sammen om dig ved veggene og i husdørene, og alle sier de til hverandre: Kom og hør hvad det er for et ord som utgår fra Herren!

³⁰Kar se pa tiče tebe, sin človečji, ljudstva tvojega sinovi se pogovarjajo o tebi ob zidovih in med hišnimi vrati in drug pravi drugemu, brat bratu: Pojdiva vendar in poslušajva, kakšna je beseda, ki prihaja od GOSPODA.

³¹Så kommer de til dig i store skarer, og de setter sig foran dig som mitt folk og hører dine ord, men de gjør ikke efter dem; for det som er efter deres smak, det gjør de, og til vinning står deres hu.

³¹In hodijo k tebi, kakor ko se ljudstvo shaja, in sedé pred teboj kakor ljudstvo moje in poslušajo besede tvoje, pa ne delajo po njih; kajti ljubeznivo govore s svojimi usti, njih srce se pa žene za njih dobičkom.

³²Og se, du er for dem som en yndig sang, som en som har en vakker røst og spiller fagert; de hører dine ord, men gjør ikke efter dem.

³²In glej, ti si jim kakor pesem o ljubezni, kakor če kdo zna lepo peti in sladko gosti: poslušajo besede tvoje, a ne delajo po njih.In kadar pride to (glej, že prihaja!), tedaj spoznajo, da je bil prorok med njimi.

³³Men når det kommer - og komme skal det - da skal de kjenne at en profet har vært iblandt dem.

³³In kadar pride to (glej, že prihaja!), tedaj spoznajo, da je bil prorok med njimi.