¹Men Jakob bodde i det land hvor hans far hadde bodd som fremmed, i Kana'ans land.

¹Jakob je torej bival v deželi tujčevanja očeta svojega, v deželi Kanaanski.

²Dette er historien om Jakobs ætt. Da Josef var sytten år gammel, gjætte han buskapen sammen med sine brødre; ung som han var, fulgte han med sønnene til Bilha og Silpa, sin fars hustruer; alt det onde som blev sagt om dem, gikk han til deres far med.

²Ti so rodovi Jakobovi: Jožef, star sedemnajst let, je pasel z brati svojimi čredo, in bil je kot deček pri sinovih Bilhe in pri sinovih Zilpe, žen očeta svojega. In Jožef je poročal njih očetu, kadar je šel hud glas o njih.

³Men Israel hadde Josef kjær fremfor alle sine sønner, fordi han var hans alderdoms sønn; og han hadde latt gjøre en sid kjortel til ham.

³Izrael pa je bolj ljubil Jožefa nego vse svoje sinove, zato ker mu je bil v starosti rojen, in naredil mu je dolgo, pisano suknjo.

⁴Og da hans brødre så at deres far hadde ham mere kjær enn alle hans brødre, hatet de ham og kunde ikke tale vennlig til ham.

⁴Ko so pa videli bratje njegovi, da ga bolj ljubi njih oče nego vse njegove brate, so ga sovražili in ga niso mogli prijazno ogovoriti.

⁵Engang hadde Josef en drøm, som han fortalte sine brødre; da hatet de ham enda mere.

⁵Imel pa je Jožef sanje in jih je pripovedoval bratom svojim; zategadelj so ga še bolj sovražili.

⁶Han sa til dem: Hør nu hvad jeg har drømt:

⁶Rekel jim je namreč: Poslušajte vendar sanje te, ki sem jih imel.

⁷Jeg syntes vi bandt kornbånd ute på akeren, og se, mitt kornbånd reiste sig op og blev stående, og eders kornbånd stod rundt omkring og bøide sig for mitt kornbånd.

⁷Glejte, vezali smo snope na polju, in glejte, moj snop se je vzdignil in je stal, glejte pa, vaši snopi so hodili okrog in se priklanjali mojemu snopu.

⁸Da sa hans brødre til ham: Skal du kanskje være vår konge og råde over oss? Siden hatet de ham enda mere for hans drømmer og for hans ord.

⁸Tedaj mu reko bratje njegovi: Hočeš li kar kraljevati nam ali kar gospodovati nam? In so ga še bolj sovražili zaradi sanj njegovih in zaradi njegovih besed.

⁹Og han hadde ennu en annen drøm og fortalte den til sine brødre; han sa: Jeg hadde ennu en drøm, og se, solen og månen og elleve stjerner bøide sig for mig.

⁹Nato je imel še druge sanje in jih je povedal bratom svojim ter rekel: Glejte, imel sem še sanje; glejte pa, solne in mesec in enajst zvezd se je klanjalo meni.

¹⁰Og da han fortalte det til sin far og til sine brødre, skjente hans far på ham og sa til ham: Hvad er dette for en drøm du har hatt? Skal da jeg og din mor og dine brødre komme og bøie oss til jorden for dig?

¹⁰Ko je pa pripovedoval očetu svojemu in bratom svojim, ga pokara oče in mu reče: Kake so te sanje, ki si jih imel? Pridemo li res jaz in mati tvoja in bratje tvoji, da se ti priklonimo do tal?

¹¹Og hans brødre var misunnelige på ham; men hans far gjemte det i sitt minne.

¹¹Zavidali so mu torej bratje njegovi, oče njegov pa je to besedo ohranil v misli.

¹²Engang gikk hans brødre avsted for å gjæte sin fars buskap i Sikem.

¹²Ko so pa odšli bratje njegovi past čredo očeta svojega poleg Sihema,

¹³Da sa Israel til Josef: Gjæter ikke dine brødre ved Sikem? Kom, jeg vil sende dig til dem. Og han svarte: Ja, her er jeg.

¹³reče Izrael Jožefu: Ali ne paso bratje tvoji poleg Sihema? Pojdi, pošljem te k njim. On pa mu reče: Tukaj sem.

¹⁴Da sa han til ham: Kjære, gå og se om det står vel til med dine brødre, og om det står vel til med buskapen, og kom så tilbake til mig med svar! Så sendte han ham avsted fra Hebron-dalen, og han kom til Sikem.

¹⁴Nato mu veli: Pojdi torej in poglej, ali so zdravi bratje tvoji in zdrava čreda, in sporoči mi kaj. Tako ga je poslal iz Hebronske doline, in Jožef krene proti Sihemu.

¹⁵Mens han nu vanket om på marken, møtte han en mann, og mannen spurte ham: Hvad leter du efter?

¹⁵Najde pa ga neki mož, ko je, glej, taval po polju, in vpraša ga tisti mož, rekoč: Kaj iščeš?

¹⁶Han svarte: Jeg leter efter mine brødre; kjære, si mig hvor de gjæter!

¹⁶On pa reče: Brate svoje iščem; povej mi, prosim, kje neki pasejo.

¹⁷Mannen sa: De har draget herfra; jeg hørte dem si: La oss gå til Dotan! Så gikk Josef efter sine brødre og fant dem i Dotan.

¹⁷Mož pa reče: Šli so iz tega kraja, kajti slišal sem, ko so rekli: Pojdimo v Dotan. Jožef je šel torej za brati svojimi ter jih najde v Dotanu.

¹⁸De så ham langt borte, og før han kom nær til dem, la de op råd om å drepe ham.

¹⁸Oni pa ga zagledajo oddaleč, in ko ni bil še prišel do njih, so skovali zvijačo zoper njega, da ga usmrte.

¹⁹De sa sig imellem: Se, der kommer denne drømmeren!

¹⁹Reko namreč drug drugemu: Glejte, tisti gospod sanj prihaja.

²⁰Kom nu og la oss slå ham ihjel og kaste ham ned i en av brønnene her, og så vil vi si: Et vilt dyr har ett ham op. Så får vi se hvad det blir av hans drømmer.

²⁰Sedaj torej, dejte, umorimo ga in vrzimo ga v enega tistih vodnjakov, pa porečemo: Huda zver ga je požrla; in bomo videli, kaj bode iz sanj njegovih.

²¹Da Ruben hørte dette, vilde han fri ham ut av deres hender og sa: La oss ikke slå ham ihjel!

²¹Ali ko je slišal Ruben, ga otme iz njih rok, rekoč: Ne udarimo ga smrtno!

²²Og han sa til dem: Utøs ikke blod, kast ham ned i denne brønn her i ørkenen, men legg ikke hånd på ham - for han vilde fri ham ut av deres hånd og føre ham tilbake til hans far.

²²In jim reče Ruben: Ne prelivajte krvi; vrzite ga v tisti vodnjak, ki je v puščavi, in ne položite roke nanj! – da bi ga otel iz njih rok ter ga pripeljal k svojemu očetu.

²³Da nu Josef kom til sine brødre, klædde de av ham hans kjortel, den side kjortel som han hadde på.

²³In zgodi se, ko je prišel Jožef k bratom svojim, da mu slečejo suknjo, tisto pisano, dolgo suknjo, s katero je bil oblečen,

²⁴Og de tok og kastet ham ned i brønnen; men brønnen var tom, det var intet vann i den.

²⁴in ga vzemo ter vržejo v tisti vodnjak. Vodnjak pa je bil prazen, vode ni bilo v njem.

²⁵Så satte de sig til å holde måltid; og da de så op, fikk de se et reisefølge av ismaelitter som kom fra Gilead, og deres kameler bar krydderier og balsam og ladanum*; de var på vei med dette ned til Egypten. / {* et slags velluktende gummi.}

²⁵Nato sedejo, da použijejo kruh; in povzdignejo oči ter vidijo, in glej družbo popotnih Izmaelcev, ki so prihajali iz Gileada; njih velblodi otovorjeni z dišavami in mazilom in miro, in potovali so, da bi to prinesli v Egipt.

²⁶Da sa Juda til sine brødre: Hvad gagner det at vi slår var bror ihjel og skjuler drapet?

²⁶In Juda reče bratom svojim: Kaj bode dobička, če umorimo brata svojega in skrijemo kri njegovo?

²⁷Kom og la oss selge ham til ismaelittene, men la oss ikke legge hånd på ham, han er jo vår egen kjødelige bror. Og hans brødre gjorde som han sa.

²⁷Dejte, prodajmo ga Izmaelcem, in roke naše naj se nad njim ne pregreše, zakaj brat je naš, meso naše. In poslušali so ga bratje njegovi.

²⁸Da nu de midianittiske kjøbmenn kom forbi, drog de Josef op av brønnen, og så solgte de Josef til ismaelittene for tyve sekel sølv; og ismaelittene tok Josef med sig til Egypten.

²⁸Ko so torej mimo šli kupci madianski, izvlečejo ter potegnejo Jožefa iz vodnjaka in ga prodado Izmaelcem za dvajset srebrnikov. Ti pa odpeljejo Jožefa v Egipt.

²⁹Da Ruben kom tilbake til brønnen, fikk han se at Josef ikke var i brønnen. Da sønderrev han sine klær,

²⁹Ko se je pa vrnil Ruben k vodnjaku, glej, ni bilo Jožefa v vodnjaku; in raztrga oblačila svoja.

³⁰og han gikk tilbake til sine brødre og sa: Gutten er der ikke, og jeg - hvor skal jeg gjøre av mig?

³⁰In se vrne k bratom svojim in reče: Dečka ni tu, jaz pa kam naj se obrnem?

³¹Så tok de Josefs kjortel og slaktet en gjetebukk og dyppet kjortelen i blodet.

³¹Tedaj vzemo suknjo Jožefovo in zakoljejo kozliča in jo pomočijo v kri njegovo.

³²Og de sendte den side kjortel hjem til faren og sa: Denne har vi funnet; se efter om det ikke er din sønns kjortel!

³²Potem pošljejo tisto dolgo, pisano suknjo in jo velé nesti k njih očetu, ter reko: To smo našli; poglej vendar, je li ta suknja sinú tvojega ali ne.

³³Og han kjente den igjen og sa: Jo, det er min sønns kjortel; et vilt dyr har ett ham op, Josef er visselig revet ihjel!

³³On pa jo je spoznal in reče: Suknja je sina mojega; huda zver ga je požrla; raztrgan, dá, raztrgan je Jožef!

³⁴Og Jakob sønderrev sine klær og bandt sekk om sine lender og sørget over sin sønn i lang tid.

³⁴In Jakob raztrga oblačila svoja ter si ogrne ledja z žimovino, in žaloval je po sinu svojem mnogo dni.

³⁵Og alle hans sønner og alle hans døtre kom for å trøste ham; men han vilde ikke la sig trøste; han sa: Med sorg må jeg fare ned til min sønn i dødsriket. Og hans far gråt over ham. .

³⁵In vstali so vsi sinovi njegovi in vse hčere njegove, da bi ga tolažili, a branil se je tolažbe, govoreč: Ne, kajti doli pojdem žalosten k sinu svojemu v grob [Hebrejski šeol, t. j. bivališče mrtvih, država smrti.]. In jokal je oče njegov za njim.Madiani pa ga prodado v Egipt Potifarju, dvorniku Faraonovemu, načelniku telesne straže.

³⁶Men midianittene solgte ham i Egypten til Potifar, som var hoffmann hos Farao og høvding over livvakten.

³⁶Madiani pa ga prodado v Egipt Potifarju, dvorniku Faraonovemu, načelniku telesne straže.