¹Hvem er han som kommer fra Edom, i røde klær fra Bosra, så prektig i sin klædning, kneisende i sin store kraft? - Det er jeg, jeg som taler rettferdighet, som er mektig til å frelse.

¹Kdo je ta, ki prihaja od Edoma, v rdeče pobarvani obleki iz Bozre? Krasen je v svoji obleki, ponosno stopa v obili moči svoji! – Jaz sem, ki govorim v pravičnosti, premogočen za rešenje. –

²Hvorfor er din klædning så rød, og dine klær lik hans som treder vinpersen?

²Zakaj si rdeč po obleki in oblačila tvoja kakor njega, ki tlači v tlačilnici? –

³Persekaret har jeg trådt, jeg alene, og av folkene var ingen med mig: så trådte jeg på dem i min vrede og trampet dem sønder i min harme; da sprøitet deres blod på mine klær, og hele min klædning fikk jeg tilsølt.

³Tlačil sem v tlačilnici sam, in izmed ljudstev ni bilo nikogar z menoj; zatorej sem jih teptal v jezi svoji in jih gazil v togoti svoji, da se je ž njih životnim sokom oškropila obleka moja in sem si vsa oblačila omadeževal.

⁴For hevnens dag var i mitt hjerte, og mitt gjenløsnings-år var kommet;

⁴Zakaj dan maščevanja je bil v srcu mojem in moje leto odrešenja je prišlo.

⁵og jeg så mig om, men det var ingen som hjalp; jeg undret mig, men det var ingen som støttet mig; da hjalp min arm mig, og min harme støttet mig,

⁵In oziral sem se, a ni bilo nobenega pomočnika, in strmel sem, da ni nikogar, ki bi podpiral. Tedaj mi je rešenje prinesla rama moja, in togota moja, ta me je podpirala.

⁶og jeg trådte ned folkeslag i min vrede og gjorde dem drukne* i min harme, og jeg lot deres blod rinne ned på jorden. / {* JES 19, 14; 24, 20. JER 48, 26.}

⁶In teptal sem ljudstva v jezi svoji in sem jih upijanil v togoti svoji, in njih životni sok sem izlil na tla.

⁷Herrens miskunnhet vil jeg forkynne, Herrens pris efter alt det Herren har gjort mot oss, og hans store godhet mot Israels hus, fordi han gjorde imot dem efter sin barmhjertighet og efter sin store miskunnhet.

⁷Milosti GOSPODOVIH se bom hvalno spominjal, slavnih del GOSPODOVIH, po vsem, kar nam je podelil GOSPOD, in obilne dobrote hiši Izraelovi, ki jim jo je izkazal po usmiljenju svojem in po obilosti milosti svojih.

⁸Han sa: Ja, de er mitt folk, de er barn som ikke vil svike. Og han blev en frelser for dem.

⁸Kajti rekel je: Res, ljudstvo moje so, sinovi, ki ne bodo ravnali lažnivo. Torej jim je bil rešitelj.

⁹I all deres trengsel var det ingen trengsel, og hans åsyns engel frelste dem; i sin kjærlighet og sin store mildhet gjenløste han dem, og han tok dem op og bar dem alle den gamle tids dager.

⁹V vsej njih stiski je bil sam stiskan, in angel obličja njegovega jih je reševal. V svoji ljubezni in usmiljenosti jih je odkupil sam in dvignil jih je nase ter jih nosil vse dni nekdanje.

¹⁰Men de, de var gjenstridige og gjorde hans Hellige Ånd sorg; da skiftet han hu og blev deres fiende, han selv stred imot dem.

¹⁰Ali oni so se uprli in žalili duha svetosti njegove; zato se jim je izpremenil v sovražnika, sam se je boril proti njim.

¹¹Da tenkte hans folk på de gamle dager, på Moses: Hvor er han som førte dem op av havet med sin hjords hyrde? Hvor er han som gav sin Hellige Ånd midt iblandt dem,

¹¹Tedaj se je spominjalo ljudstvo njegovo dni nekdanjih, dni Mojzesovih: Kje je, ki jih je izpeljal z morja s pastirji črede svoje vred? Kje je, ki je mednje dal duha svetosti svoje?

¹²han som lot sin herlige arm gå frem ved Moses' høire side, som kløvde vannene for deres åsyn for å gjøre sig et evig navn,

¹²ki jih je spremljal Mojzesu na desnici z veličastno ramo svojo? ki je razklal vode pred njimi, da bi si napravil ime večno?

¹³han som førte dem gjennem dypene som en hest gjennem ørkenen, så de ikke snublet?

¹³ki jih je vodil skozi globočine kakor konja po puščavi, da se niso spoteknili?

¹⁴Likesom feet som går ned i dalen, førte Herrens Ånd dem til hvile; således ledet du ditt folk for å gjøre dig et herlig navn.

¹⁴Kakor žival stopa nazaj v dolino, jih je peljal duh GOSPODOV v pokoj: tako si vodil ljudstvo svoje, da si napraviš ime veličastno.

¹⁵Sku ned fra himmelen og se, fra din hellige og herlige bolig! Hvor er din nidkjærhet og ditt velde? Ditt hjertes medynk og din miskunnhet holder sig tilbake fra mig.

¹⁵Ozri se iz nebes in poglej iz prebivališča svetosti in veličasti svoje! kje je gorečnost tvoja in kje mogočna dela tvoja? Nagib svojega srca in svojo usmiljenost zadržuješ meni.

¹⁶For du er vår far; Abraham vet jo ikke om oss, og Israel kjenner oss ikke; du Herre er vår far, vår gjenløser fra eldgammel tid er ditt navn.

¹⁶Saj ti si oče naš; kajti Abraham ne ve za nas in Izrael nas ne pozna, ti, o GOSPOD, si oče naš; odrešenik naš od vekomaj ti je ime.

¹⁷Hvorfor lar du oss fare vill fra dine veier, Herre? Hvorfor forherder du vårt hjerte, så det ikke frykter dig? Vend om for dine tjeneres skyld, for de stammers skyld som er din arv!

¹⁷Zakaj pripuščaš, o GOSPOD, da zahajamo od potov tvojih, zakaj si nam zakrknil srce, da se te ne bojimo? Vrni se k nam zaradi hlapcev svojih, zavoljo rodov dediščine svoje!

¹⁸En liten stund har ditt hellige folk hatt landet i eie; våre motstandere har trådt ned din helligdom.

¹⁸Le malo časa jo je imelo v posesti ljudstvo svetosti tvoje: sovražniki naši so razteptali svetišče tvoje.Postali smo kakor tisti, ki jim nikoli nisi gospodoval, ki se niso imenovali po tvojem imenu!

¹⁹Vi er blitt som de du aldri har hersket over, som de ditt navn ikke har vært nevnt over.

¹⁹Postali smo kakor tisti, ki jim nikoli nisi gospodoval, ki se niso imenovali po tvojem imenu!