¹Gid du vilde sønderrive himmelen og fare ned, så fjellene skalv for ditt åsyn, likesom ilden setter kvister i brand og får vannet til å koke - for å kunngjøre ditt navn for dine motstandere, så folkene måtte skjelve for ditt åsyn,

¹O da bi predrl nebesa in prišel doli, da bi se od obličja tvojega raztopile gore

²når du gjorde forferdelige ting som vi ikke ventet, når du for ned, og fjellene skalv for ditt åsyn!

²(kakor ogenj požiga protje in voda vre od ognja), da oznaniš ime svoje nasprotnikom svojim, da bi strepetali narodi pred obličjem tvojim,

³Fra gammel tid har jo ingen spurt eller hørt, og intet øie sett nogen annen gud enn du gjøre slikt for dem som bier efter ham.

³s tem, da delaš strahovite reči, ki jih nismo pričakovali; o da stopiš doli, da bi se od obličja tvojega raztopile gore!

⁴Du kommer dem i møte som gjør rettferdighet med glede, dem som kommer dig i hu på dine veier. Se, du vrededes, og vi syndet; således var det med oss fra gammel tid, og kunde vi da bli frelst?

⁴Zakaj od veka se ni slišalo, nikdar niso čula ušesa, tudi oko ni videlo Boga razen tebe, ki bi toliko delal za njega, ki ga čaka.

⁵Vi blev som den urene alle sammen, og all vår rettferdighet som et urent klæsplagg, og som løvet visnet vi alle sammen, og som vinden førte våre misgjerninger oss bort.

⁵Naproti prihajaš njemu, ki se veseli pravičnosti in ji streže, njim, ki se spominjajo tebe na potih svojih. Glej, ti si se srdil, in mi smo grešili; v tem smo že dolgo časa, bomo li rešeni?

⁶Og det er ingen som påkaller ditt navn, som manner sig op til å holde fast ved dig; for du har skjult ditt åsyn for oss og latt oss tæres bort i våre misgjerningers vold.

⁶In vsi vkup smo postali kakor neznažnik in vse pravičnosti naše so kakor umazana cunja; in venemo kakor listje, kolikorkoli nas je in krivice naše nas odnašajo kakor veter.

⁷Men nu, Herre! Du er vår far; vi er leret, og du den som former oss, og et verk av din hånd er vi alle sammen.

⁷In ni ga, ki bi klical ime tvoje, ki bi se zbudil, da se poprime tebe; kajti skril si obličje svoje pred nami in nas izročil oblasti krivic naših.

⁸Herre, vær ikke så over all måte vred og kom ikke evindelig misgjerning i hu! Men tenk på at vi alle sammen er ditt folk!

⁸Ali sedaj, o GOSPOD, ti si oče naš; mi smo glina, ti pa si nam lončar, in vsi smo tvoje roke delo.

⁹Dine hellige stæder er blitt en ørken; Sion er blitt en ørken, Jerusalem en ødemark.

⁹Ne togóti se, o GOSPOD, presilno in ne spominjaj se vekomaj krivice! Glej, ozri se na nas, prosimo, mi vsi smo ljudstvo tvoje.

¹⁰Vårt hellige og herlige hus, hvor våre fedre lovet dig, er blitt opbrent av ild, og alt som var vår lyst, er blitt til ruiner.

¹⁰Mesta svetosti tvoje so puščava, Sion je puščava, Jeruzalem je pustinja.

¹¹Vil du tross dette holde dig tilbake, Herre? Vil du tie og trykke oss så tungt?

¹¹Sveta in prekrasna hiša naša, ki so te v njej hvalili očetje naši, je požgana z ognjem in vse, kar nam je bilo dragoceno, je v razvalinah.Hočeš li, o GOSPOD, ob toliki revi v sebi zadržavati usmiljenje, boš li molčal in nas tepel presilno?

¹²Hočeš li, o GOSPOD, ob toliki revi v sebi zadržavati usmiljenje, boš li molčal in nas tepel presilno?