¹Min sjel er lei av mitt liv, jeg vil la min klage ha fritt løp, jeg vil tale i min sjels bitre smerte.

¹Duši moji se gnusi življenje; zato naj tožba moja teče, govoril bodem v bridkosti duše svoje.

²Jeg vil si til Gud: Fordøm mig ikke, la mig vite hvorfor du strider mot mig!

²Rečem Bogu: Ne obsojaj me; povej mi, zakaj se prepiraš z menoj?

³Tykkes det dig godt at du undertrykker, at du forkaster det dine hender med omhu har dannet, og lar ditt lys skinne over ugudeliges råd?

³Ti li dobro de, da tlačiš, da zametaš rok svojih delo, s svetlobo pa obsevaš namero brezbožnih?

⁴Har du menneskeøine, eller ser du således som et menneske ser?

⁴Imaš li oči mesene, ali pa vidiš, kakor človek vidi?

⁵Er dine dager som et menneskes dager, eller dine år som en manns dager? -

⁵So li dnevi tvoji kakor dnevi smrtnika, ali leta tvoja omejena kakor dnevi človeka?

⁶siden du søker efter min misgjerning og leter efter min synd,

⁶da vprašuješ tako po krivdi moji in greh moj zasleduješ,

⁷enda du vet at jeg ikke er ugudelig, og at det ingen er som redder av din hånd.

⁷dasi veš, da nisem kriv in da nikogar ni, ki more oteti iz tvoje roke!

⁸Dine hender har dannet mig og gjort mig, helt og i alle deler, og nu vil du ødelegge mig!

⁸Roke tvoje so me upodobile in naredile vsega, kakor sem kroginkrog – in sedaj me zatiraš?

⁹Kom i hu at du har dannet mig som leret, og nu lar du mig atter vende tilbake til støvet!

⁹Spomni se vendar, da si me kakor glino napravil, in hočeš me zopet vrniti v prah?

¹⁰Helte du mig ikke ut som melk og lot mig størkne som ost?

¹⁰Me li nisi kakor mleko ulil in strdil kakor sir?

¹¹Med hud og kjøtt klædde du mig, og med ben og sener gjennemvevde du mig.

¹¹S kožo in mesom si me oblekel, s kostmi in kitami si me prepletel.

¹²Liv og miskunnhet har du gitt mig, og din varetekt har vernet om min ånd.

¹²Življenje in milost si mi daroval in s svojo skrbjo mi duha varoval.

¹³Og dette* gjemte du i ditt hjerte, jeg vet at dette hadde du i sinne: / {* det som opregnes JBS 10, 14 fg.}

¹³A tole si skrival v srcu svojem, vem, da ti je bilo to v mislih:

¹⁴Syndet jeg, så vilde du vokte på mig og ikke frikjenne mig for min misgjerning;

¹⁴ako bom grešil, da name boš strogo pazil in krivde moje me ne boš oprostil.

¹⁵var jeg skyldig, da ve mig, men var jeg uskyldig, skulde jeg dog ikke kunne løfte mitt hode, mett av skam og med min elendighet for øie;

¹⁵Ako sem krivično ravnal, gorje mi! in čeprav bi bil pravičen, si ne upam povzdigniti glave, nasičen sramote in zroč bedo svojo.

¹⁶og hevet det sig dog, så vilde du jage efter mig som en løve, og atter vise dig forunderlig mot mig;

¹⁶In ako bi povzdignil glavo, podil me boš kakor lev in zopet izkazoval čudovito moč svojo na meni;

¹⁷du vilde føre nye vidner mot mig og øke din harme mot mig, sende alltid nye hærflokker mot mig.

¹⁷vnovič postaviš priče svoje proti meni in pomnožiš nevoljo svojo zoper mene, vedno nova krdela in vojske boš pošiljal nadme.

¹⁸Hvorfor lot du mig utgå av mors liv? Jeg skulde ha opgitt ånden, og intet øie skulde ha sett mig;

¹⁸Zakaj si mi dal priti iz materinega telesa? Naj bi bil umrl in nobeno oko me ne bi bilo videlo!

¹⁹jeg skulde ha vært som om jeg aldri hadde vært til; fra mors liv skulde jeg ha vært båret til graven.

¹⁹Naj bi bil, kakor bi ne bil živel nikdar, od materinega telesa naj bi bil prenesen v grob!

²⁰Er ikke mine dager få? - Han holde op! Han la mig være, så jeg kan bli litt glad,

²⁰Ni li dni mojih malo? Odnehaj, obrni se od mene, da se malo razvedrim,

²¹før jeg går bort for ikke å vende tilbake, bort til mørkets og dødsskyggens land,

²¹preden odidem, odkoder se ne vrnem, v deželo temine in smrtne sence,v deželo temnejšo od mraka, kjer je le senca smrti in nered, kjer noč najbolj črna se šteje za svetlost.

²²et land så mørkt som den sorteste natt, hvor dødsskygge og forvirring råder, og hvor lyset er som den sorteste natt!

²²v deželo temnejšo od mraka, kjer je le senca smrti in nered, kjer noč najbolj črna se šteje za svetlost.