¹Da tok Sofar fra Na'ama til orde og sa:

¹Tedaj odgovori Zofar Naamatec in reče:

²Skulde en ordflom bli uten svar, eller en ordgyter få rett?

²Mnogobesedje ali naj ostane brez odgovora, in jezičnik bo li opravičen?

³Skulde dine store ord drive menn til taushet, skulde du spotte uten at nogen skammer dig ut?

³Govoričenje tvoje naj sapo zapre ljudem, da bi se posmehoval, ne da te kdo osramoti,

⁴Og skal du få si: Ren er min lære, og skyldfri er jeg i dine øine?

⁴in da bi dejal: „Čist je moj nauk in čist sem pred Tvojim obličjem“?!

⁵Men bare Gud vilde tale og oplate sine leber mot dig

⁵O da bi pa Bog govoril in usta svoja odprl zoper tebe!

⁶og åpenbare dig visdommens hemmeligheter, at det i dem er dobbelt forstand! Da måtte du nok innse at Gud tilgir dig noget av din misgjerning.

⁶Da ti naznani skrivnosti prave modrosti, da je mnogotera v znanju; potem bi spoznal, da Bog tebi v prid mnogo pozablja iz krivde tvoje.

⁷Mon du kan finne bunn i Guds vesen eller nå frem til den Allmektiges ytterste grense?

⁷Moreš li globokost Božjo z umom doseči, ali popolnosti Vsegamogočnega do dna priti?

⁸Himmelhøi er den*, hvad kan du gjøre? Dypere enn dødsriket, hvad vet du? / {* d.e. Guds visdom.}

⁸Višave so to nebeške – kaj hočeš početi? globočja je nego šeol – kaj moreš vedeti?

⁹Lengere enn jorden er dens mål og bredere enn havet.

⁹daljša nego zemlja je mera njena in širša nego morje.

¹⁰Om han farer frem og setter i fengsel og sammenkaller retten, hvem vil da hindre ham?

¹⁰Če gre On poleg koga in ga dene v zapor in skliče sodni zbor, kdo mu zabrani?

¹¹For han, han kjenner de falske folk og ser uretten, uten at han trenger å gi akt på den,

¹¹Kajti On pozna ničemurne ljudi in vidi krivico, ne da bi mu bilo treba paziti.

¹²og selv en uvettig mann får forstand*, og et ungt villesel blir født til menneske. / {* når Gud således går i rette med ham, JBS 11, 10.}

¹²A puhloglavec dobi šele razum, kadar se divjega osla žrebe prerodi v človeka.

¹³Hvis du retter ditt hjerte og utbreder dine hender til ham -

¹³Ako obrneš v pravo smer srce svoje in boš k Njemu razprostiral roke –

¹⁴er det synd i din hånd, da ha den bort og la ikke urett bo i dine telt -

¹⁴če je krivica na roki tvoji, odpravi jo in nepravičnosti ne daj prebivati v šatorih svojih –

¹⁵ja, da skal du, fri for lyte, opløfte ditt åsyn og stå fast og ikke frykte;

¹⁵res, tedaj boš smel vzdigniti obličje brez madeža in bodeš nepremakljiv in se ne boš bal.

¹⁶for du skal glemme din møie, som forbifarne vann skal du komme den i hu.

¹⁶Kajti tedaj pozabiš nadlogo, spominjal se je boš kot vodá, ki so potekle mimo;

¹⁷Og lysere enn middagen blir da ditt liv; mørket blir for dig som morgenen.

¹⁷in življenje ti zasije jasneje nego poldnevna svetloba, in zmrači li se kdaj, mine mrak kakor ob jutru.

¹⁸Og du skal være trygg, for da er det håp, og når du har sett dig vel omkring, kan du legge dig trygt til ro.

¹⁸In boš upal, ker je nada zate, in ogledoval boš svoje, spaval brez skrbi.

¹⁹Og du skal hvile, og ingen skal skremme dig op, og mange skal søke din yndest.

¹⁹Počival boš in nihče te ne bo plašil, mnogi bodo pa prosili blagovoljnosti tvoje.Brezbožnikom pa bodo oči od koprnenja hirale, in pribežališče jim izgine in njih upanje bo, da izdahnejo dušo.

²⁰Men de ugudeliges øine tæres bort; de har ingen tilflukt mere, og deres håp er å utånde sjelen.

²⁰Brezbožnikom pa bodo oči od koprnenja hirale, in pribežališče jim izgine in njih upanje bo, da izdahnejo dušo.