¹Da tok Job til orde og sa:

¹Tedaj odgovori Job in reče:

²Ja visst, jeg vet at det er så; hvorledes skulde en mann kunne ha rett mot Gud?

²Resnično, vem, da je tako; a kako more smrtni človek biti pravičen pred Bogom mogočnim?

³Om han hadde lyst til å gå i rette med Gud, kunde han ikke svare ham ett til tusen.

³Ako bi se hotel pravdati ž Njim, Mu ne more odgovoriti ene na tisoč.

⁴Vis som han er av hjerte og veldig i styrke - hvem trosset ham og kom vel fra det,

⁴Modrega je srca in presilne moči – kdo Mu je kdaj kljuboval in ni škode imel?

⁵han som flytter fjell før de vet av det, som velter dem i sin vrede,

⁵On premakne gore, in nihče ne zapazi, da jih je prevrnil v jezi svoji.

⁶som ryster jorden, så den viker fra sitt sted, og dens støtter bever,

⁶On strese zemljo ž njenega mesta, in stebri njeni se pretresejo.

⁷som byder solen, så den ikke går op, og som setter segl for stjernene,

⁷On veli solncu, in ne vzide, in zapečati zvezde v temo.

⁸som alene utspenner himmelen og skrider frem over havets høider,

⁸On razprostira nebo sam in hodi po valovih morja.

⁹som har skapt Bjørnen*, Orion* og Syvstjernen* og Sydens stjernekammere, / {* forskjellige stjernebilleder, JBS 38, 31 fg. AMO 5, 8.}

⁹On nareja voz na nebu in rimščice in gostosevce in ozvezdja na jugu.

¹⁰som gjør store, uransakelige ting og under uten tall?

¹⁰On nareja velike reči, ki se ne morejo preiskati, čudna dela, ki jim ni števila.

¹¹Han går forbi mig, og jeg ser ham ikke; han farer forbi, og jeg merker ham ikke.

¹¹Glej, on gre poleg mene, pa ga ne vidim, hodi mimo mene, pa ga ne zapazim.

¹²Han griper sitt rov - hvem vil hindre ham, hvem vil si til ham: Hvad gjør du?

¹²Če plen pograbi, kdo mu zabrani? kdo mu poreče: Kaj delaš?

¹³Gud holder ikke sin vrede tilbake; under ham måtte Rahabs hjelpere bøie sig.

¹³Bog ne odvrača jeze svoje. Pomočniki Rahaba [Rahab (t. j. prevzetnik) je ime Egiptu.] se pred Njim morajo ukloniti.

¹⁴Hvorledes skulde da jeg kunne svare ham og velge mine ord imot ham,

¹⁴Koliko manj bi Mu mogel jaz odgovarjati, kje naj dobim besed, da bi se prepiral ž Njim?

¹⁵jeg som ikke kunde svare om jeg enn hadde rett, men måtte be min dommer om nåde!

¹⁵Tudi ko bi prav imel, bi mu ne mogel odgovoriti – milosti bi rajši prosil sodnika svojega.

¹⁶Om jeg ropte, og han svarte mig, kunde jeg ikke tro at han hørte min røst,

¹⁶Ko bi ga klical in bi mi odgovoril, jaz bi ne veroval, da je slišal moj glas,

¹⁷han som vilde knuse mig i storm og uten årsak ramme mig med sår på sår,

¹⁷on, ki me streti hoče v viharju in množi rane moje brez vzroka,

¹⁸som ikke vilde tillate mig å dra ånde, men vilde mette mig med lidelser.

¹⁸še sape mi ne da vase potegniti, a siti me z bridkostjo.

¹⁹Gjelder det styrke, så sier han: Se, her er jeg! Gjelder det rett: Hvem vil stevne mig?

¹⁹Če gre za moč močnega, On reče: „Glej, tu sem!“ in če za sodbo: „Kdo si me upa pozvati?“

²⁰Hadde jeg enn rett, skulde dog min egen munn dømme mig skyldig; var jeg enn uskyldig, vilde han dog si at jeg hadde urett.

²⁰Ako bi tudi prav imel, bi me vendar usta moja obsodila, ako bi bil popoln, bi On dokazal, da sem popačenec.

²¹Skyldløs er jeg; jeg bryr mig ikke om å leve - jeg forakter mitt liv.

²¹Nedolžen sem! ne maram za dušo svojo, zaničujem življenje svoje –

²²Det kommer ut på ett; derfor sier jeg: Skyldløs eller ugudelig - han gjør dem begge til intet.

²²vse eno je! Zato pravim: I nedolžnega i brezbožnega uničuje!

²³Når svepen brått rammer med død, spotter han de uskyldiges lidelse.

²³Ko bič nagloma ubije, smeje se On izkušnji nedolžnih.

²⁴Jorden er gitt i den ugudeliges hånd; han tilhyller dens dommeres åsyn*. Er det ikke han som gjør det, hvem er det da? / {* så de ikke kan skjelne rett fra urett.}

²⁴Zemlja je izročena oblasti krivičnikov, On zakriva obraz njenim sodnikom. Če On ne, kdo pa drugi?

²⁵Mine dager har vært hastigere enn en løper; de er bortflyktet uten å ha sett noget godt;

²⁵Dnevi moji teko h koncu hitreje nego tekač, beže, sreče ne vidijo nič.

²⁶de har faret avsted som båter av rør, som en ørn som slår ned på sitt bytte.

²⁶Lete naprej kakor čolni iz bičja, kakor orel, ko šine doli na plen.

²⁷Om jeg sier: Jeg vil glemme min sorg, jeg vil la min mørke mine fare og se glad ut,

²⁷Ko rečem: Hočem pozabiti žalovanje svoje, opustim svoj tožni obraz in razvedrim si lice –

²⁸da gruer jeg for alle mine plager; jeg vet jo at du ikke frikjenner mig.

²⁸groza me je vseh bolečin mojih; vem, da me ne spoznaš za nekrivega.

²⁹Jeg skal jo være ugudelig - hvorfor gjør jeg mig da forgjeves møie?

²⁹Moram veljati za krivca – čemu bi se pa trudil zaman?

³⁰Om jeg tvettet mig med sne og renset mine hender med lut,

³⁰Ko bi se umil s snežnico in z lugom si očistil roke,

³¹da skulde du dyppe mig i en grøft, så mine klær vemmedes ved mig.

³¹ti me vtakneš v mlakužo, in celo svoji obleki se bom gnusil!

³²For han er ikke en mann som jeg, så jeg kunde svare ham, så vi kunde gå sammen for retten;

³²Zakaj On ni mož kakor jaz, da bi mu odgovarjal, da bi skupaj šla pred sodbo.

³³det er ikke nogen voldgiftsmann mellem oss, som kunde legge sin hånd på oss begge.

³³Ni ga med nama razsodnika, ki bi smel na oba položiti roke.

³⁴Når han bare tok sitt ris bort fra mig, og hans redsler ikke skremte mig!

³⁴Naj umakne od mene šibo svojo in naj me ne plaši strah njegov,in govoril bom in ne bom se Ga bal; kajti nisem tak sam v sebi.

³⁵Da skulde jeg tale uten å reddes for ham; for slik* er jeg ikke, det vet jeg med mig selv. / {* d.e. slik at jeg skulde reddes for ham.}

³⁵in govoril bom in ne bom se Ga bal; kajti nisem tak sam v sebi.