¹Et menneske, født av en kvinne, lever en kort tid og mettes med uro.

¹Človek, rojen iz žene, je kratkih dni in dosita ima nadlog,

²Som en blomst skyter han op og visner, han farer bort som skyggen og holder ikke stand.

²je kakor cvetka, ki se dvigne iz popka, pa uvene, in beži kakor senca in nima obstanka.

³Endog over en sådan holder du dine øine åpne, og mig fører du frem for din domstol!

³In nad takim še odpiraš oko svoje, in mene vodiš v sodbo s seboj?

⁴Kunde det bare komme en ren av en uren! Ikke én!

⁴O, da bi kdaj prišel čist iz nečistega! Niti eden!

⁵Når hans dager er fastsatt, hans måneders tall bestemt hos dig, når du har satt ham en grense som han ikke kan overskride,

⁵Ker so torej določeni njegovi dnevi in meseci po številu pri tebi, ker si mu napravil meje, ki jih ne sme prestopiti:

⁶så vend ditt øie bort fra ham, så han kan ha ro så vidt at han kan glede sig som en dagarbeider ved sin dag!

⁶ozri se stran od njega, da dobi pokoj, dokler ne dokonča kakor najemnik dneva svojega.

⁷For treet er det håp; om det hugges, så spirer det igjen, og på nye skudd mangler det ikke;

⁷Kajti za drevo je upanje: če ga posekajo, zopet požene odrastke, in njegovo mladje ne prestane.

⁸om dets rot eldes i jorden, og dets stubb dør ut i mulden,

⁸Ko se v zemlji mu postara korenina in mu parobek umira v prahu,

⁹så setter det allikevel knopper ved eimen av vannet og skyter grener som et nyplantet tre.

⁹da le začuti duh vode, vnovič ozeleni in požene veje kakor mlada sajenica.

¹⁰Men når en mann dør, så ligger han der, når et menneske opgir ånden, hvor er han da?

¹⁰Mož pa umre in leži strt, človek izpusti duha, in kje je?

¹¹Som vannet minker bort i en sjø, og som en elv efterhånden blir grunnere og tørker ut,

¹¹Kakor se voda razteče iz jezera in reka usahne in se posuši,

¹²så legger et menneske sig ned og reiser sig ikke igjen; så lenge himmelen er til, våkner de ikke - de vekkes ikke op av sin søvn.

¹²tako leže človek in ne vstane; dokler bodo nebesa, se ne prebude in nič jih ne vzdrami iz spanja.

¹³Å om du vilde gjemme mig i dødsriket og skjule mig der til din vrede var over - om du vilde sette mig et tidsmål og så komme mig i hu!

¹³O da bi me shranil v šeolu, da bi me skril, dokler ne mine jeza tvoja, mi določil rok, in potem se me spomnil!

¹⁴Når en mann dør, lever han da op igjen? Alle min krigstjenestes dager skulde jeg da vente, til min avløsning kom;

¹⁴(Ko človek umre, bo li spet živel?) Vse dni, dokler sem v vojni službi, bi hotel čakati, dokler mi ne pride prememba.

¹⁵du skulde da rope, og jeg skulde svare dig; efter dine henders verk skulde du lenges.

¹⁵Ti bi poklical, in jaz bi ti odgovoril; tožilo bi se ti po svojih rok stvari.

¹⁶Men nu teller du mine skritt og akter stadig på min synd.

¹⁶Kajti sedaj šteješ korake moje; ne paziš li na greh moj?

¹⁷Forseglet i en pung ligger min brøde, og du syr til over min misgjerning.

¹⁷Zapečatena je v zvezku pregreha moja, in še pridevaš h krivici moji.

¹⁸Men som et fjell faller og smuldres bort, og en klippe flyttes fra sitt sted,

¹⁸Saj še gora se sesuje in razdrobi in skalovje preperi z mesta svojega,

¹⁹som vannet huler ut stener og flommen skyller bort mulden, således gjør du menneskets håp til intet;

¹⁹vode prevotlijo kamene, njih nalivi odplavijo zemeljski prah: enako uničuješ smrtniku upanje.

²⁰du overvelder ham for alltid, og han farer bort; du forvender hans åsyn og lar ham fare.

²⁰Ti ga ukrotiš za vselej, in odide; ko mu onespodobiš lice, ga pošlješ v grob.

²¹Kommer hans barn til ære, da vet han det ikke, og blir de ringeaktet, da blir han det ikke var.

²¹Ako so v časti otroci njegovi, on tega ne ve, in so li ponižani, tega ne zazna.Samo meso njegovo občuti ob njem bolečine in duša njegova žaluje v njem.

²²Bare over ham selv kjenner hans legeme smerte, og bare over ham selv sørger hans sjel.

²²Samo meso njegovo občuti ob njem bolečine in duša njegova žaluje v njem.