¹Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

¹Tedaj odgovori Elifaz Temančan in reče:

²Svarer vel en vis mann med en kunnskap som bare er vind, og fyller han sitt indre med stormvær?

²Bo li moder mož odgovarjal z vetrovitim znanjem in napihoval notranjščino svojo z vzhodnim vetrom,

³Vil han vel forsvare sin sak med ord som ikke nytter, og med tale hvormed han intet utretter?

³prepirajoč se z govori, ki ničesar ne pospešujejo, in z besedami, s katerimi nič ne koristi?

⁴Du nedbryter endog gudsfrykten og svekker andakten for Guds åsyn;

⁴Res, v nič devaš bogaboječnost in kratiš molitev pred Bogom.

⁵for din synd legger ordene i din munn, og du velger falske menns tale.

⁵Kajti krivičnost tvoja ti poučuje usta, in voliš govor prekanjencev.

⁶Din egen munn domfeller dig, ikke jeg; dine leber vidner mot dig.

⁶Tvoja usta te obsojajo, ne jaz, in ustne tvoje pričajo zoper tebe.

⁷Blev du født først av alle mennesker, eller kom du til verden før alle haugene var til?

⁷Si li ti prvi človek, ki se je rodil, ali si bil ustvarjen, preden so bili hribi?

⁸Har du vært tilhører i Guds lønnlige råd og der tilranet dig visdom?

⁸Si li poslušal v tajnem svetu Božjem in zase pokupil vso modrost?

⁹Hvad vet du som vi ikke vet? Hvad forstår du som er ukjent for oss?

⁹Kaj ti veš, česar mi ne vemo, kaj razumeš, in nam ni znano?

¹⁰Det er blandt oss en som er både gammel og gråhåret, rikere på dager enn din far.

¹⁰Med nami so i osiveli i starčki, številnejših dni nego tvoj oče!

¹¹Er Guds trøsteord for lite for dig, og et ord som er talt i saktmodighet til dig?

¹¹Ali so ti malovažne tolažitve Božje in pohlevna beseda do tebe ti je li ničvredna?

¹²Hvorfor lar du dig rive med av ditt hjerte, og hvorfor gnistrer dine øine? -

¹²Kaj ti je ujelo srce in zakaj se iskrijo oči tvoje?

¹³siden du vender din vrede mot Gud og lar ordene strømme fra din munn.

¹³da obračaš zoper Boga mogočnega togoto svojo in take besede bruhaš iz svojih ust?

¹⁴Hvad er et menneske, at han skulde være ren, og en som er født av en kvinne, at han skulde være rettferdig?

¹⁴Kaj je smrtnik, da bi bil čist, in rojeni od žene, da bi bil pravičen?

¹⁵Endog på sine hellige stoler han ikke, og himlene er ikke rene i hans øine,

¹⁵Glej, svetnikom svojim ne upa in nebesa niso čista v njegovih očeh!

¹⁶langt mindre da en vederstyggelig, en fordervet, en mann som drikker urett som vann*. / {* d.e. er like så begjærlig efter å gjøre urett som den tørstige er efter vann.}

¹⁶Koliko manj ostudnež in popačenec, mož, ki pije krivico kakor vodo!

¹⁷Jeg vil kunngjøre dig noget, hør på mig! Hvad jeg har sett, det vil jeg fortelle,

¹⁷Naj ti povem, poslušaj me, in kar sem videl, ti bom pripovedoval,

¹⁸det som vise menn forkynner og ikke har dulgt, det som de mottok fra sine fedre,

¹⁸kar so modri oznanjali in niso zakrivali, sprejemši to od očetov svojih,

¹⁹til hvem landet alene var gitt, og blandt hvem ingen fremmed hadde draget igjennem.

¹⁹ki je njim samim bila izročena dežela in tujec ni prešel sredi njih –:

²⁰En ugudelig lever i angst alle sine dager, og få i tall er de år som er gjemt for voldsmannen.

²⁰Vse svoje žive dni se zvija brezbožnik v mukah in majhno število let je prihranjeno silovitežu.

²¹Redselstoner lyder i hans ører; midt i freden kommer ødeleggeren over ham.

²¹Groze glas mu doni po ušesih; ko je mir, prihruje naj pogubnik;

²²Han tror ikke han skal komme tilbake fra mørket, og han er utsett til å falle for sverdet.

²²nima nade, da se vrne iz temine, in namerjen nanj ga čaka meč.

²³Han flakker om efter brød og spør: Hvor er det å finne? Han vet at en mørkets dag står ferdig ved hans side .

²³Blodi okrog zaradi kruha, govoreč: Kje ga dobim? Ve, da blizu njega je pripravljen dan teme.

²⁴Nød og trengsel forferder ham; den overvelder ham, lik en stridsrustet konge,

²⁴Bridkost in stiska ga plašita, premagujeta ga kakor kralj, ki je pripravljen za naskok.

²⁵fordi han rakte ut sin hånd mot Gud og våget å trosse den Allmektige,

²⁵Ker je iztegnil roko zoper Boga mogočnega in je prevzetoval proti Vsegamogočnemu,

²⁶stormet frem mot ham med opreist nakke, med sine skjolds tette tak,

²⁶zaletaval se je vanj z vzpetim vratom, z debelimi grbami ščitov svojih;

²⁷fordi han dekket sitt ansikt med sin fedme og la fett på sin lend

²⁷ker se je obraz njegov pokril z mastjo, na ledjih se mu je nabrala tolšča,

²⁸og bodde i ødelagte byer, i hus hvor ingen skulde bo, og som var bestemt til å bli grusdynger.

²⁸in prebival je v porušenih mestih, v hišah, v katerih bi se ne bilo smelo stanovati, ki zanje je določeno, da ostanejo v razvalinah:

²⁹Han blir ikke rik, og hans gods varer ikke ved, og hans grøde luter ikke mot jorden.

²⁹zato ne obogati, imetje njegovo ne ostane in posestvo njegovo se ne razširi v deželi.

³⁰Han slipper ikke ut av mørket; ildslue skal tørke hans kvister, og han skal komme bort ved hans* munns ånde. / {* Guds. JBS 4, 9. JES 11, 4.}

³⁰Ne uteče iz temine, plamen posuši mladike njegove, in on izgine od diha iz ust Njegovih. –

³¹Ei sette han sin lit til det som forgjengelig er! Da narrer han sig selv, for bare forgjengelighet blir hans vederlag.

³¹Naj se ne zanaša na laž, prevaran bo, kajti prevara mu bo v povračilo.

³²Før hans dag kommer, blir det opfylt, og hans gren grønnes ikke.

³²Še preden pride dan njegov, se to dopolni, in palmova mladika mu več ne ozeleni;

³³Han blir som et vintre som mister sine druer før de er modne, og som et oljetre som feller sine blomster;

³³bode kakor trta, ki trebi kislo grozdje svoje, in kakor oljka, ki stresa cvetje svoje.

³⁴for den gudløses hus er ufruktbart, og ild fortærer deres telter som lar sig underkjøpe.

³⁴Kajti družina bogapozabnikova je nerodovitna, in ogenj pokonča podkupljivčev šator.Bogapozabniki nosijo nadlogo, rode krivico, njih srce pripravlja prevaro.

³⁵De undfanger ulykke og føder nød, og deres morsliv fostrer svik.

³⁵Bogapozabniki nosijo nadlogo, rode krivico, njih srce pripravlja prevaro.