¹Da tok Job til orde og sa:

¹In Job odgovori in reče:

²Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.

²Enakih reči sem že slišal veliko; sitni ste vi tolažniki vsi!

³Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?

³Je li že konec vetrovitim besedam? ali kaj te draži, da odgovarjaš?

⁴Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;

⁴Lahko bi tudi jaz govoril kakor vi! Ako bi duša vaša bila na mojem mestu, lahko bi spletal besede zoper vas in zmajeval z glavo nad vami;

⁵jeg kunde styrke eder med min munn*, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte. / {* d.e. med tomme ord.}

⁵rad bi vas krepčal z usti svojimi in usten mojih tolažba naj bi vam lajšala bol.

⁶Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?

⁶Ako govorim, se ne ustavi bolečina moja, ako pa molčim, koliko pojemlje?

⁷Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.

⁷Res me je že Bog trudnega storil; – opustošil si vso družino mojo.

⁸Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.

⁸Trdo si me zgrabil, za pričo zoper mene; in postavila se je proti meni moja shiranost, pričujoč zoper mene.

⁹Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.

⁹Raztrgal me je v jezi svoji in preganjal, škripal je z zobmi nad menoj; kot nasprotnik moj me ostro gleda z očmi svojimi.

¹⁰De* spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig. / {* mine fiender, JBS 16, 11.}

¹⁰Razdrli so usta svoja zoper mene, zasramujoč so me bili v lice, v trumo se zbirajo zoper mene.

¹¹Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.

¹¹Bog mogočni me je izročil malopridnežem, pahnil me je v roke brezbožnežem.

¹²Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.

¹²Užival sem mir, pa me je strl, zgrabil me je za tilnik in me raztrupal, postavil me je za cilj svojim pšicam.

¹³Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.

¹³Obkolili so me strelci njegovi, razklal mi je obisti nemilo, na tla je cedil žolč mojo.

¹⁴Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.

¹⁴Vsekava mi rano za rano, zaganja se vame kakor vojni junak.

¹⁵Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet*; / {* d.e. opgitt min makt og høihet.}

¹⁵Raševino sem sešil vrh kože svoje, onečedil sem v prahu rog svoj.

¹⁶mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.

¹⁶Moj obraz gori od jokanja in na trepalnicah mi je senca smrti –

¹⁷Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.

¹⁷dasi ni nasilstva na rokah mojih in je čista molitev moja.

¹⁸Å jord, dekk ikke mitt blod*, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser! / {* JES 26, 21. 1MO 4, 10.}

¹⁸O zemlja, ne zakrij moje krvi, in vpitju mojemu ne bodi počivališča!

¹⁹Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.

¹⁹Ali že sedaj, glej, v nebesih je priča moja in ta, ki zame pričuje, je na višavah.

²⁰Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,

²⁰Moji prijatelji so mi zasmehovalci: moje oko se solzi k Bogu,

²¹at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;

²¹da izvrši pravico za moža proti Bogu in razsodi med sinom človeškim in prijateljem njegovim!Kajti ko mine malo let, odidem po poti, po kateri se ne vrnem več.

²²for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.

²²Kajti ko mine malo let, odidem po poti, po kateri se ne vrnem več.