¹Da tok Sofar fra Na'ama til orde og sa:

¹Tedaj odgovori Zofar Naamatec in reče:

²Derfor legger mine tanker mig svaret i munnen, og derfor stormer det i mig;

²Zato mi odgovarjajo misli moje in zaradi tega sem znotraj razburjen.

³hånende tilrettevisning må jeg høre, og min ånd gir mig svar ut fra min innsikt.

³Svarilo, sebi v sramoto, mi je poslušati! A duh moj po razsodnosti svoji mi odgovarja.

⁴Vet du da ikke at slik har det vært fra evighet, fra den tid mennesker blev satt på jorden,

⁴Ne veš li tega, kar je od vekomaj, odkar je bil človek postavljen na zemljo:

⁵at de ugudeliges jubel er kort, og den gudløses glede bare varer et øieblikk?

⁵da je zmagoslavje brezbožnih kratko in radost bogapozabnika le za trenotek?

⁶Stiger enn hans stolthet til himmelen, og når enn hans hode til skyen,

⁶Najsi celó do neba stopa visokost njegova in glava njegova se dotika oblakov:

⁷så går han dog likesom sitt skarn til grunne for evig; de som så ham, spør: Hvor er han?

⁷kakor blato njegovo pogine za vselej; kateri so ga videli, poreko: Kje je?

⁸Som en drøm flyr han bort, og ingen finner ham mere; han jages bort som et nattesyn.

⁸Kakor sen odleti, in ne bodo ga našli, izgubi se kakor ponočna prikazen.

⁹Det øie som så ham, ser ham ikke mere, og hans sted skuer ham ikke lenger.

⁹Oko ga je ugledalo, a ne bo ga videlo več, in nikdar več ga ne bo gledalo mesto njegovo.

¹⁰Hans barn må søke småfolks yndest, og hans hender må gi hans gods tilbake.

¹⁰Njegovi otroci bodo iskali prijaznosti ubogih in njih roke bodo povračale oškodovancem imetje njegovo.

¹¹Hans ben var fulle av ungdomskraft, men nu ligger den med ham i støvet.

¹¹Kosti so mu bile polne mladostne moči, ta pa zdaj leži ž njim v prahu.

¹²Smaker enn det onde søtt i hans munn, skjuler han det under sin tunge,

¹²Čeprav mu je hudoba sladka v ustih in jo skriva pod jezikom svojim,

¹³sparer han på det og slipper det ikke, men holder det tilbake under sin gane,

¹³jo slastno goji in je noče pustiti, ampak jo zadržuje v grlu svojem:

¹⁴så blir dog hans mat omskapt i hans innvoller og blir til ormegift i hans liv.

¹⁴vendar se izpremeni hrana v životu njegovem, kačji strup bode v notranjščini njegovi.

¹⁵Han slukte gods, og han må spy det ut igjen; Gud driver det ut av hans buk.

¹⁵Bogastvo je požrl, pa ga bo izbljuval, iz trebuha mu ga potegne Bog mogočni.

¹⁶Ormegift må han innsuge; huggormens tunge dreper ham.

¹⁶Sesal je kačji strup: gadji jezik ga usmrti.

¹⁷Han skal ikke få se bekker, elver av honning og elver av melk.

¹⁷Ne bo gledal veselja svojega v potokih, v tekočih rekah medu in smetane.

¹⁸Han må gi tilbake det han har tjent, og får ikke nyte det; meget gods har han vunnet, men han får liten glede av det.

¹⁸Povrniti mora, kar je pridelal, ne sme tega uživati; primerno imetju, ki ga je pridobil, se ne more veseliti.

¹⁹For han knuste småfolk og lot dem ligge der; han rante hus til sig, men får ikke bygge dem om;

¹⁹Kajti potrl je in zapustil ubožce, hiše si je siloma vzel, a ne bo jih dozidal.

²⁰han kjente aldri ro i sitt indre; han skal ikke slippe unda med sine skatter.

²⁰Kajti pokoja ni poznal v osrčju svojem, zato ne ohrani ničesar, kar mu je drago.

²¹Det var intet som undgikk hans grådighet; derfor varer ikke hans lykke.

²¹Nič ni ušlo njegovi požrešnosti, zato ne bode trpežno blagostanje njegovo.

²²Midt i hans rikdom blir det trangt for ham; hver nødlidende vender sin hånd mot ham.

²²Ko bode v obilni obilosti, ga zadene stiska, roka vsakega trpina pride nanj.

²³For å fylle hans buk sender Gud sin brennende vrede mot ham og lar sin mat regne på ham.

²³Ko si bo hotel napolniti trebuh, Bog spusti nanj jeze svoje togoto, in deževala bo nanj, njemu v jed.

²⁴Flykter han for våben av jern, så gjennemborer en bue av kobber ham.

²⁴Bežal bo pred železnim orožjem, a prestreli ga bronasti lok.

²⁵Når han så drar pilen ut av sin rygg, og den lynende odd kommer frem av hans galle, da faller dødsredsler over ham.

²⁵Izdere pšico, in pride ven iz telesa njegovega, svetlo jeklo iz žolči njegove, strahote ga objamejo.

²⁶Alt mørke er opspart for hans vel gjemte skatter; en ild som intet menneske puster til, fortærer ham; den eter det som er igjen i hans telt.

²⁶Zgolj nesreča je prihranjena za vse zaklade njegove, požre ga ogenj, ki ga človek ne podpihava, požge, kar je preostalo v šatoru njegovem.

²⁷Himmelen åpenbarer hans misgjerning, og jorden reiser sig mot ham.

²⁷Nebesa razkrijejo njegovo krivico, in zemlja se vzdigne zoper njega.

²⁸Det han har samlet i sitt hus, føres bort, det skylles bort på Guds vredes dag.

²⁸Dobiček hiše njegove se spravi vstran, povodenj ga odplavi v dan jeze Božje.To je človeku brezbožnemu delež od Boga in dediščina, prisojena mu od Boga mogočnega.

²⁹Dette er den lodd som et ugudelig menneske får av Gud, den arv som er tilkjent ham av den Allmektige.

²⁹To je človeku brezbožnemu delež od Boga in dediščina, prisojena mu od Boga mogočnega.