¹Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

¹In Job je nadaljeval govor svoj in rekel:

²Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg

²Kakor res živi Bog silni, ki mi je odvzel pravico, in Vsegamogočni, ki žali dušo mojo

³- for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese - :

³(kajti življenje moje je še v meni in duh Božji v nosnicah mojih):

⁴Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.

⁴ustne moje ne govore krivičnega in jezik moj ne izreče prevare!

⁵Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.

⁵Vam nikakor ne priznam pravičnosti; dokler ne umrem, ne dam si vzeti brezmadežnosti svoje.

⁶Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.

⁶Pravičnosti svoje se držim in je ne pustim; srce mi ne očita ne enega mojih dni.

⁷La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!

⁷Sovražnik moj naj se pokaže kot brezbožnik, in kdor se stavi zoper mene, kakor krivičnik.

⁸For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?

⁸Kajti kaj je bogapozabnikova nada, če mu Bog prestriže življenje in vzame dušo?

⁹Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?

⁹Bo li Bog mogočni slišal njegovo vpitje, ko pride stiska nadenj?

¹⁰Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?

¹⁰More se li veseliti Vsemogočnega in klicati Boga vsakteri čas?

¹¹Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.

¹¹Naj vas poučim o roki Boga silnega; kar je pri Vsegamogočnem, nočem utajiti.

¹²I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?

¹²Glejte, sami ste to vsi videli, zakaj torej blebetate ničevo?

¹³Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:

¹³To je delež krivičnega človeka pri Bogu mogočnem in silovitnikov dediščina, ki jo dobivajo od Vsemogočnega:

¹⁴Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.

¹⁴Ko se mu množe otroci, množe se za meč, in potomci njegovi nimajo kruha dositega.

¹⁵De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.

¹⁵Kar preostane njegovih, bodo pokopani v pomoru, in vdove njegove ne bodo žalovale.

¹⁶Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,

¹⁶Ako si nakopiči srebra kakor prahu in si oblačil oskrbi kakor blata:

¹⁷så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.

¹⁷pripravi si jih, a pravičnik jih bo oblekel, in nedolžni si med seboj razdele srebro.

¹⁸Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.

¹⁸Zida si hišo, ki je kakor moljava in kakor koča, ki si jo napravi čuvaj.

¹⁹Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det* er der ikke. / {* det han eide.}

¹⁹Bogat gre spat, a ne leže v drugič, odpre oči, in ni ga več.

²⁰Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.

²⁰Grozote ga dohite kakor voda, po noči ga ugrabi vihar.

²¹Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.

²¹Vzhodni veter ga vzame, da odide, in ga odnese z mesta njegovega.

²²Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.

²²In Bog bo lučal vanj brez prizanašanja, roki Njegovi zaman bo poskušal ubežati.Ploskali bodo nad njim z rokami in izžvižgajo ga z mesta njegovega.

²³Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.

²³Ploskali bodo nad njim z rokami in izžvižgajo ga z mesta njegovega.