¹Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

¹Sedaj pa se mi smejejo mlajši od mene, ki njih očetov nisem maral pridružiti psom črede svoje.

²Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

²Kaj bi mi bila tudi koristila krepkost njih rok? saj jim je izginila mladostna čvrstost.

³De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

³Shujšani od stradanja in lakote, glojejo suho zemljo, ki je od nekdaj pusta in prazna.

⁴de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

⁴Trgajo lobodo ob grmeh, in korenina bodičevja je njih hrana.

⁵Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

⁵Izganjajo jih ljudje izmed sebe, vpijejo za njimi kakor za tatovi.

⁶I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

⁶Po strašnih prepadih morajo bivati, po jamah in skalnih votlinah.

⁷Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

⁷Izza grmovja vreščijo, med koprivami se zbirajo –

⁸barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

⁸otroci bedakov, da, otroci brezčastnežev, z bičem izgnani iz dežele!

⁹Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

⁹In tem sem sedaj v zabavljivo pesem, postal sem jim v prislovico!

¹⁰De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

¹⁰Gnusim se jim, stopajo daleč od mene in ne prizanašajo licu mojemu s pljuvanjem.

¹¹for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

¹¹Kajti Bog mi je razrešil vrv življenja in me ponižal, zato so si popustili uzdo pred menoj.

¹²Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

¹²Na desnici se mi postavlja tista zalega, noge mi odpahujejo stran, zoper mene napravljajo poti svoje, meni v pogubo.

¹³De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

¹³Razdirajo stezo mojo, pospešujejo mi pogubo, oni, ki sami so brez pomočnika.

¹⁴Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

¹⁴Kakor skozi širok predor se rinejo sem, lomasteč se vale nadme.

¹⁵Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

¹⁵Strahote so se obrnile proti meni. Čast moja se je razprhnila kakor v viharju, in sreča moja je minila kakor leteč oblak.

¹⁶Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

¹⁶In sedaj se razliva v meni duša moja; dohiteli so me bede polni dnevi.

¹⁷Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

¹⁷Noč mi vrta po kosteh, da se mi drobé, in glodajoče bolečine mi ne mirujejo.

¹⁸Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

¹⁸Vsled velike sile bolezni se mi grdo prilega obleka, oklepa me kakor telovnika mojega ovratnik.

¹⁹Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

¹⁹Pahnil me je v blato, da sem enak prahu in pepelu.

²⁰Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

²⁰Vpijem k tebi, a mi ne odgovarjaš, stojim proseč, pa me le strmo gledaš.

²¹Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

²¹Izpreobrnil si se v grozovitnega meni, z močjo roke svoje me preganjaš.

²²Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

²²Vzdiguješ me gori na veter, da bi odletel in se razrušil v šumu viharja.

²³for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

²³Kajti vem, da me odpelješ v smrt in v hišo, ki je določena vsem živečim.

²⁴Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

²⁴Toda ne iztegne li kdo roke svoje, ko pada? in če kdo gine, ne vpijejo li za pomoč?

²⁵Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

²⁵Ali nisem jokal nad njim, ki ga je zadela nesreča? ni li mi bilo v duši žal siromaka?

²⁶For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

²⁶Kajti čakal sem dobrega, a prišlo je hudo, nadejal sem se svetlobe, a prišla je tema.

²⁷Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

²⁷Osrčje moje v bridkosti kipi in ne miruje, zadeli so me mučni dnevi.

²⁸Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

²⁸Žalujoč hodim semtertja, brez solnca, stojim v zboru in vpijem za pomoč.

²⁹Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

²⁹Brat sem postal šakalom, nojem pa tovariš.

³⁰Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

³⁰Koža mi je očrnela in se lupi raz mene, kosti moje goré od vročine.In tako se je premenila harfa moja v žalostinko in piščal moja v jokanja glas.

³¹Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.

³¹In tako se je premenila harfa moja v žalostinko in piščal moja v jokanja glas.