¹En pakt hadde jeg gjort med mine øine, at jeg ikke skulde se på en jomfru.

¹Zavezo sem sklenil s svojimi očmi, in kako bi se bil smel ozirati po devici?

²Hvad lodd vilde jeg ellers få av Gud i himmelen, eller hvad arv av den Allmektige i det høie?

²A kaj mi je delež Božji odzgoraj in dediščina Vsemogočnega iz visokosti?

³Rammer ikke fordervelse den urettferdige, og ulykke dem som gjør det onde?

³Ni li poguba nepravičniku in nesreča njim, ki delajo krivico?

⁴Ser ikke han mine veier, og teller han ikke alle mine skritt?

⁴Ne vidi li On potov mojih in ne šteje li vseh korakov mojih?

⁵Dersom jeg har faret frem med falskhet, og min fot har hastet til svik

⁵Ako sem se pečal z ničemurnostjo in je noga moja hitela v prevaro

⁶- la Gud veie mig på rettferds vektskål, og han skal se at jeg er uten skyld -

⁶(naj me pretehta na tehtnici pravičnosti, in spozna Bog brezmadežnost mojo!),

⁷dersom mine skritt har bøid av fra veien, og mitt hjerte har fulgt mine øine, og dersom der er nogen flekk på mine hender,

⁷ako je krenil korak moj s prave poti in mi je srce hodilo za očmi mojimi in se je madež prijel mojih rok:

⁸gid da en annen må ete det jeg har sådd, og gid det jeg har plantet, må rykkes op med rot!

⁸sejem naj, a drug uživaj, in kar sem zasadil, naj se s korenino izdere!

⁹Dersom mitt hjerte har latt sig dåre for en kvinnes skyld, og jeg har luret ved min næstes dør,

⁹Ako mi je znorelo srce za katero ženo in sem prežal pri vratih bližnjega svojega:

¹⁰gid da min hustru må male korn* for en annen, og andre menn bøie sig over henne! / {* 2MO 11, 5.}

¹⁰naj žena moja melje drugemu in drugi naj se nadnjo sklanjajo!

¹¹For slikt er en skjenselsdåd, det er en misgjerning, hjemfalt til dom;

¹¹Kajti to je ostudnost, to je pregreha, ki jo morajo kaznovati sodniki.

¹²det er en ild som fortærer like til avgrunnen; alt mitt gods skulde den gjøre ende på.

¹²Kajti to je ogenj, ki požira do pogubljenja in ki bi s korenom izdrl vse, kar sem pridelal.

¹³Har jeg krenket min træls og min trælkvinnes rett, når de hadde nogen trette med mig?

¹³Ako nisem spoštoval pravice hlapca svojega in dekle svoje, ko sta se prepirala z menoj:

¹⁴Hvad skulde jeg da gjøre om Gud stod op, og hvad skulde jeg svare ham om han gransket saken?

¹⁴kaj si počnem, če vstane Bog mogočni, in ko bo preiskoval, kaj mu odgovorim?

¹⁵Har ikke han som skapte mig i mors liv, skapt også dem, og har ikke en og den samme dannet oss i mors liv?

¹⁵Ni li tudi njega Stvarnik moj naredil v materinem telesu, in ni li eden naju pripravil v materini otrobi?

¹⁶Har jeg nektet fattigfolk det de ønsket, og latt enkens øine tæres bort?

¹⁶Ako sem ubožcem odrekel, kar so želeli, in povzročil, da so vdovine oči medlele,

¹⁷Har jeg ett mitt brød alene, så den farløse ikke fikk ete av det?

¹⁷ali če sem jedel grižljaj svoj sam in ni tudi jedla od njega sirota

¹⁸Nei, fra min ungdom av vokste han op hos mig som hos en far, og fra min mors liv av førte jeg henne* ved hånden. / {* enken, JBS 31, 16.}

¹⁸(pač od mladosti moje je rasla pri meni kakor pri očetu in od materinega telesa sem bil vdovi vodnik);

¹⁹Har jeg kunnet se en ulykkelig uten klær eller en fattig uten et plagg å ha på sig?

¹⁹ako sem koga videl blizu pogina, ker ni imel oblačila, in potrebnega brez odeje,

²⁰Måtte ikke hans lender velsigne mig, fordi han fikk varme sig med ull av mine får?

²⁰in če me ni blagoslavljalo ledje njegovo in če se z volno mojih ovac ni ogreval,

²¹Har jeg løftet min hånd mot den farløse, fordi jeg var viss på å få medhold i retten?

²¹ako sem vihtel roko proti siroti, ker sem videl, da mi je pomoč med vrati:

²²Gid da min skulder må falle fra sitt ledd, og min arm bli brutt løs fra sin skål!

²²odpadi mi pleče od lopatice svoje in rama moja se odlomi od njene cevi!

²³For Guds straff fylte mig med redsel, og mot hans velde maktet jeg intet.

²³Zakaj pogubljenje od Boga mogočnega mi je bilo v strah in vpričo Njegove vzvišenosti nisem mogel ničesar.

²⁴Har jeg satt mitt håp til gullet og sagt til gullklumpen: Du er min tillit?

²⁴Ako sem postavil zlato za nado svojo in čistemu zlatu rekel: Upanje moje!

²⁵Har jeg gledet mig fordi min rikdom blev stor, og fordi min hånd vant mig meget gods?

²⁵ako sem se veselil, da mi je bilo imetja veliko ter da je moja roka mnogo pridobila;

²⁶Når jeg så sollyset, hvorledes det strålte, og månen, hvor herlig den skred frem,

²⁶ako sem gledal solnce, kako je sijalo, in v diki plavajoči mesec,

²⁷blev da mitt hjerte dåret i lønndom, så jeg sendte dem håndkyss*? / {* så jeg gjorde mig skyldig i avgudsdyrkelse.}

²⁷in srce mi je bilo skrivaj omamljeno, da sem njima v čast poljubljal roko svojo:

²⁸Nei, også det vilde være en misgjerning, hjemfalt til dom; for da hadde jeg fornektet Gud i det høie.

²⁸tudi to bi bila pregreha, kazni vredna pred sodniki, ker bi bil zatajil Boga mogočnega, ki je gori!

²⁹Har jeg gledet mig ved min fiendes uferd og jublet når ulykken rammet ham?

²⁹Ako sem se veselil nesreče sovražilca svojega in se vzradoval, ko ga je zadelo zlo

³⁰Nei, jeg tillot ikke min munn å synde ved å forbanne ham og ønske ham døden.

³⁰(a nikoli nisem dopustil grlu svojemu grešiti, da bi bil s kletvijo zahteval smrt njegovo!),

³¹Må ikke mine husfolk vidne at enhver fikk mette sig ved mitt bord?

³¹ako niso rekali šatora mojega ljudje: Kdo bi se ne bil nasitil mesa njegove živine?

³²Aldri måtte en fremmed ligge utenfor mitt hus om natten; jeg åpnet mine dører for den veifarende.

³²na ulicah ni bilo treba prenočevati tujcu, duri svoje sem odprl popotniku –

³³Har jeg, som mennesker pleier, skjult mine synder og dulgt min misgjerning i min barm,

³³ako sem, kakor Adam, prikrival prestopke svoje, skrivaje v nedrijih krivdo svojo,

³⁴fordi jeg fryktet den store mengde og var redd for de fornemme slekters forakt, så jeg tidde stille og ikke gikk ut av min dør?

³⁴ker sem se bal velike množice in me je strašilo zaničevanje rodovin, tako da sem molčal in nisem stopil ven iz duri...

³⁵Å, om jeg hadde nogen som vilde høre på mig! Se, her er min underskrift*, la den Allmektige svare mig! Å, om jeg hadde det skrift min motpart har satt op! / {* mitt underskrevne innlegg i saken.}

³⁵O da bi imel koga, ki bi me poslušal! (tu je moj podpis, Vsemogočni naj mi odgovori!) in da bi imel tožbenico, ki jo je pisal nasprotnik moj!

³⁶Sannelig, jeg skulde ta det på min skulder, jeg skulde feste det til mitt hode som en krone;

³⁶Res, na rami svoji bi jo nosil in si jo navezal kakor venec!

³⁷jeg skulde gjøre ham regnskap for alle mine skritt, som en fyrste skulde jeg møte ham.

³⁷Korakov svojih število bi mu naznanil, pristopil bi k njemu kakor knez.

³⁸Dersom min aker skriker over mig, og alle dens furer gråter,

³⁸Ako vpije nad menoj njiva moja in brazde njene vse vkup jokajo;

³⁹dersom jeg har fortæret dens grøde uten betaling og utslukket dens eiers liv,

³⁹ako sem užival njen pridelek, ne da bi bil plačal, in sem provzročil, da je njen posestnik izdahnil:tedaj mi rasti osatje namesto pšenice in namesto ječmena grd plevel! Konec je besedam Jobovim.

⁴⁰gid det da må vokse torner på min aker istedenfor hvete og ugress istedenfor bygg! Her ender Jobs ord.

⁴⁰tedaj mi rasti osatje namesto pšenice in namesto ječmena grd plevel! Konec je besedam Jobovim.