¹De tre menn svarte ikke Job mere, fordi han var rettferdig i sine egne øine.

¹In oni trije možje so nehali odgovarjati Jobu, ker je bil pravičen v svojih očeh.

²Da optendtes Elihus vrede - han stammet fra Bus* og var sønn av Barak'el, av Rams ætt. Mot Job optendtes hans vrede, fordi han holdt sig selv for å være rettferdig for Gud, / {* 1MO 22, 21.}

²Tedaj se vname jeza Elihuju, sinu Barakela, Buzovcu, iz rodovine Ramove; zoper Joba se mu vname jeza, ker je sebe bolj opravičeval nego Boga.

³og mot hans tre venner optendtes hans vrede, fordi de ikke fant noget svar og allikevel dømte Job skyldig.

³Tudi zoper tri prijatelje njegove se je razsrdil, zato ker niso našli odgovora in so vendar obsojali Joba.

⁴Elihu hadde ventet med å tale til Job, fordi de andre var eldre av år enn han.

⁴Elihu pa je čakal Joba z besedami, ker oni so bili starejši nego on.

⁵Da nu Elihu så at det ikke var noget svar i de tre menns munn, da optendtes hans vrede.

⁵In ko je videl Elihu, da ni bilo odgovora v ustih tistih treh mož, tedaj se mu razvname jeza.

⁶Så tok da Elihu, sønn av Barak'el, busitten, til orde og sa: Jeg er ung av år, og I er gråhårede; derfor holdt jeg mig tilbake og torde ikke uttale for eder hvad jeg vet.

⁶In izpregovori Elihu, sin Barakelov, Buzovec, in reče: Mlad sem po letih, vi pa ste starci, zato me je bilo sram in sem se bal vam povedati svoje misli.

⁷Jeg tenkte: La alderen tale og de mange år forkynne visdom!

⁷Dejal sem: Naj leta govore in visoka starost naj oznani modrost.

⁸Dog, det er menneskets ånd og den Allmektiges åndepust som gjør forstandig.

⁸Toda duh v smrtnikih je in dih Vsemogočnega, ki jih dela razumne.

⁹De gamle er ikke alltid vise, ikke alltid forstår oldinger hvad rett er.

⁹Priletni niso vselej modri in starci ne umejo vsekdar, kar je prav.

¹⁰Derfor sier jeg: Hør nu på mig! Også jeg vil uttale hvad jeg vet.

¹⁰Zato pravim: Poslušaj mene, tudi jaz hočem povedati misli svoje.

¹¹Jeg ventet på eders ord, jeg lyttet efter forstandig tale fra eder, mens I grundet på hvad I skulde si.

¹¹Glejte, čakal sem besed od vas, poslušal sem vašo razsodnost, dokler bi bili iznašli, kar je odgovoriti,

¹²Jeg gav akt på eder; men det var ingen av eder som gjendrev Job, ingen som svarte på hans ord.

¹²in skrbno sem pazil na vas; a glejte, ni ga med vami, ki je prepričal Joba in odgovoril besedam njegovim.

¹³Si ikke: Vi har funnet visdom hos ham; bare Gud kan få bukt med ham, ikke noget menneske!

¹³Nikar torej ne pravite: Našli smo modrost; Bog mogočni ga premore, ne človek!

¹⁴Han har jo ikke rettet sin tale mot mig, og med eders ord vil jeg ikke svare ham.

¹⁴Kajti proti meni ni nameril besed; in z vašimi govori mu ne bom odgovarjal.

¹⁵De er forferdet og svarer ikke mere; ordene er blitt borte for dem.

¹⁵Osupnili so, ne odgovarjajo več, pošle so jim besede.

¹⁶Skal jeg vente, fordi de ikke taler, fordi de står der og ikke svarer mere?

¹⁶In jaz naj čakam, ker oni ne govore, ker tu stoje in ne odgovarjajo več?

¹⁷Også jeg vil nu svare for min del; også jeg vil uttale hvad jeg vet.

¹⁷Odgovoril bom tudi jaz svoj del, tudi jaz povem mnenje svoje.

¹⁸For jeg er full av ord; ånden i mitt indre driver mig.

¹⁸Kajti poln sem besed, pritiska me duh moj v meni.

¹⁹Mitt indre er som innestengt vin; som nyfylte skinnsekker vil det revne.

¹⁹Glej, život mi je kakor vino, ki nima duška, kakor novi sodi hoče počiti.

²⁰Jeg vil tale, så jeg kan få luft; jeg vil åpne mine leber og svare.

²⁰Moram govoriti, da se oddahnem, odprem torej ustne svoje in odgovorim!

²¹Jeg vil ikke ta parti for nogen, og jeg vil ikke smigre for noget menneske;

²¹Da bi le z nikomer pristranski ne potegnil! In nobenemu človeku se nočem prilizovati.Saj tudi ne poznam prilizovanja: sicer bi me v kratkem vzel Stvarnik moj.

²²for jeg forstår ikke å smigre; ellers kunde min skaper lett rykke mig bort.

²²Saj tudi ne poznam prilizovanja: sicer bi me v kratkem vzel Stvarnik moj.