¹Ja, over dette forferdes mitt hjerte og hopper i mitt bryst.

¹Da, ob tem mi srce trepeta in poskakuje s svojega mesta.

²Hør, hør braket av hans røst og det drønn som går ut av hans munn!

²Čujte, čujte glasu Njegovega hrum in šumljanje, ki prihaja iz ust Njegovih!

³Under hele himmelen lar han det fare, og han sender sitt lys til jordens ytterste ender.

³Pod vsa nebesa ga pošilja in blisk svoj do robov zemlje.

⁴Efterpå brøler røsten, han tordner med sin veldige røst; han holder ikke lynene tilbake når hans røst lar sig høre.

⁴Za bliskom rjove grom; On grmi z veličastnim glasom svojim in ne zadržuje bliskov, ko se čuje glas Njegov.

⁵Gud tordner underfullt med sin røst; han gjør storverk, og vi forstår dem ikke.

⁵Bog mogočni grmi čudovito z glasom svojim, velike dela reči, ki jih ne razumemo.

⁶Han sier til sneen: Fall til jorden! - og likeså til skyllregnet, sitt sterke skyllregn.

⁶Zakaj snegu veli: Padaj na zemljo! enako nalivu in silnim ploham svojim.

⁷Hvert menneskes hånd forsegler han*, forat alle mennesker som han har skapt, må komme til å kjenne ham. / {* d.e. han gjør det umulig for mennesket å utføre sitt arbeid på marken.}

⁷Vsakemu človeku zapečati roko, da bi vsi ljudje spoznali delo Njegovo.

⁸Da går de ville dyr inn i sine huler, og de holder sig i sine hi.

⁸Tedaj gre zver v svoja skrivališča in ostaja v svojih brlogih.

⁹Fra Sydens innerste kammer kommer storm, og med nordenvinden kommer kulde.

⁹Iz hrama na jugu prihaja vihar, od severa pa mraz.

¹⁰Av Guds ånde kommer is, og brede vann bindes.

¹⁰Po dihu Boga mogočnega se naredi mraz in široke vode se stisnejo.

¹¹Med væte fyller han skyen, og han spreder sine lynskyer,

¹¹Z množino mokrote obtežuje oblake, daleč razprostira oblake strelonosne.

¹²og de svinger hit og dit, efter som han leder dem, forat de skal utføre alt det han byder dem, over den vide jord;

¹²Pod Njegovim vodstvom se zasukajo, da opravijo, karkoli jim zapove, nad površjem obseljene zemlje,

¹³enten til tukt, når det er til gagn for hans jord, eller til velsignelse lar han dem komme.

¹³bodisi, da jim veli izprazniti se v šibo, če je treba zemlji Njegovi, ali v dokaz Njegove milosti.

¹⁴Vend ditt øre til dette, Job! Stå stille og gi akt på Guds under!

¹⁴Čuj to, Job, stoj in opazuj čudovita dela Boga mogočnega!

¹⁵Forstår du hvorledes Gud styrer dem og lar sine skyers lyn blinke frem?

¹⁵Veš li, kako Bog obtežava oblake svoje in veli sijati njih svetlobi?

¹⁶Forstår du hvorledes skyene svever om i luften, forstår du den Allvitendes under,

¹⁶Umeš li plavanje in valovanje oblakov, čudovita dela tistega, ki je popoln v znanju?

¹⁷du hvis klær blir varme når jorden ligger og dormer i sønnenvind?

¹⁷Ti, ki ti obleka postane gorka, kadar jug vleče po zemlji,

¹⁸Kan du med ham spenne ut himmelen, så fast som et speil av støpt metall?

¹⁸moreš li ti kakor On razpeti nebeški obok, da trdno stoji kakor zlito zrcalo?

¹⁹Lær oss hvad vi skal si til ham! Vi kan ikke fremføre noget for bare mørke.

¹⁹Poúči nas, kaj naj Mu rečemo? Mi ne moremo urediti besed zaradi tmine.

²⁰Skal det fortelles ham at jeg vil tale med ham? Har nogen sagt at han ønsker sin egen undergang?

²⁰Ali naj se Mu oznani, da hočem govoriti? Kdo bo li želel, da bo uničen?

²¹Og nu, menneskene ser ikke lyset, enda det skinner klart på himmelen, og en vind er faret frem og har renset den.

²¹Sedaj sicer ne vidimo luči, ki na oblake svetlo sije, a veter potegne in jih očisti.

²²Fra Norden kommer gull; om Gud er der en forferdende herlighet.

²²Od severa prihaja zlat lesk – okoli Boga je strašna veličast;

²³Den Allmektige finner vi ikke, han som er så stor i makt; men retten og den strenge rettferdighet krenker han ikke.

²³Vsemogočnega ne moremo doseči, prevzvišen je v moči; a v sodbi in v obili pravičnosti nikomur ne dela sile.Zato se ga boje ljudje; on se ne ozira na nikogar, kakorkoli je modrega srca.

²⁴Derfor frykter menneskene ham; men han enser ikke nogen selvklok mann.

²⁴Zato se ga boje ljudje; on se ne ozira na nikogar, kakorkoli je modrega srca.