¹Jager du rov for løvinnen, og metter du de grådige ungløver,

¹Veš li za čas, kdaj rode divje koze v skalah, ali si opazoval, kdaj so košute v porodnih bolečinah?

²når de dukker sig ned i sine huler og ligger på lur i krattet?

²Si li preštel njih mesece, katere jim je dopolniti, in veš li čas, kdaj rode?

³Hvem lar ravnen finne sin mat, når dens unger skriker til Gud og farer hit og dit uten føde?

³kako se zvijajo, mlade svoje izpuščajo, bolečin se oproščajo?

⁴Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

⁴Njih mladiči se ojačujejo, rastó pod milim nebom, jih zapuste in se k njim več ne povrnejo.

⁵Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

⁵Kdo je pustil divjega osla v prostost in vezi njegove kdo je razklenil,

⁶De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

⁶ki sem mu jaz naredil puščavo v hišo in solnato puščo za prebivališče?

⁷Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

⁷Njemu je v smeh mestni hrup, za krik gonjačev se ne meni.

⁸Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

⁸Gleda po gorah, kod je kaj paše, in išče povsod zelenja.

⁹det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

⁹Ali bo hotel divji bivol služiti tebi, bo li prenočeval pri jaslih tvojih?

¹⁰Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

¹⁰Ga li moreš v jarem vkleniti, da bi delal brazde, ali bo za teboj vlačil brano po dolini?

¹¹Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

¹¹Boš li mu zaupal, ker je velika moč njegova, in prepustiš mu li delo svoje?

¹²Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

¹²Moreš se li zanesti nanj, da spravi žetev tvojo in zbere žito na gumnu tvojem?

¹³Kan du binde villoksen med rep til furen*? Vil den harve dalene efter dig? / {* d.e. tvinge den til å følge plogfuren.}

¹³Veselo fofota nojica s perutjo svojo: a je li je njeno perutje in perje kakor štorkljino?

¹⁴Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

¹⁴Kajti jajca svoja pušča na zemlji in jih ogreva v prahu,

¹⁵Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

¹⁵a zabi, da jih utegne noga poteptati in zverina poljska streti.

¹⁶Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

¹⁶Trdo ravna s svojimi mladiči, kakor da niso njeni, nič je ne skrbi, da se je trudila zaman.

¹⁷Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

¹⁷Kajti Bog ji je prikratil modrost in razumnosti ji ni podelil.

¹⁸og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

¹⁸Kadar se vzdigne, da leti, zasmehuje konja in jezdeca.

¹⁹Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

¹⁹Si li dal konju moč njegovo in mu vrat ogrnil z vihrajočo grivo?

²⁰For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

²⁰Naredil si, da skače kakor kobilica? Rezgetanje njegovo je krasno in strašno.

²¹Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

²¹Grebe tla s kopiti, veseli se moči svoje, dirja oborožencem naproti.

²²Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

²²Posmehuje se bojazni in se ne ustraši, in meču se ne umakne.

²³Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

²³Nad njim zvenči strelni tulec, bliska se kopje in sulica.

²⁴Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

²⁴Silovito jezno dirja naprej in ne da se udržati, ko se zglasi trobenta.

²⁵Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

²⁵Kadar zadoni tromba, kliče: huj! in oddaleč že čuje boj, grmeči glas poveljnikov in bojni krik.

²⁶Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

²⁶Tvoj li razum napravlja, da se jastreb dviga, razpenja peruti proti poldnevu?

²⁷Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

²⁷In zleti li orel visoko na tvoje povelje in postavi v višavi gnezdo svoje?

²⁸Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

²⁸V skalah prebiva in gnezdi po pečinah in planinskih vrheh.

²⁹Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

²⁹Odondod preži na živež, v daljavo gledajo oči njegove;in mladiči njegovi srebajo kri, in kjer je mrtvo truplo, je tudi on.

³⁰Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

³⁰in mladiči njegovi srebajo kri, in kjer je mrtvo truplo, je tudi on.

³¹Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

³²Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

³³Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.

³⁴Og Herren blev ved å svare Job og sa:

³⁵Vil du som klandrer den Allmektige, vil du trette med ham? Du som laster Gud, må svare på dette!

³⁶Da svarte Job Herren og sa:

³⁷Nei, jeg er for ringe; hvad skulde jeg svare dig? Jeg legger min hånd på min munn.

³⁸En gang har jeg talt, men jeg tar ikke mere til orde - ja to ganger, men jeg gjør det ikke mere.