¹Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

¹In odgovori Elifaz Temančan in reče:

²Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?

²Če poskusimo govoriti s teboj, morda ti bo nadležno? Ali kdo se more zdržati govora?

³Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;

³Glej, mnoge si učil in trudne roke si krepčal.

⁴dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.

⁴Besede tvoje so bodrile omahujoče, in šibeča se kolena si utrjeval.

⁵Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.

⁵A ker je sedaj nad tebe prišlo, ti je bridko, in ker je tebe zadelo, si se prestrašil.

⁶Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?

⁶Ni li tvoja bogaboječnost upanje tvoje in popolnost potov tvojih nada tvoja?

⁷Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?

⁷Spomni se, prosim te, kdo je kdaj poginil nedolžen, kje so zatrli poštenjake?

⁸Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.

⁸Kolikor sem videl jaz: tisti, ki orjejo krivico in sejejo nesrečo, jo tudi žanjejo.

⁹De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.

⁹Od diha Božjega ginejo, in sapa jeze njegove jih pokončava.

¹⁰Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.

¹⁰Rjovenje leva, glas ljutega leva utihne, in zobje levičevi bodo strti;

¹¹Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.

¹¹krepek lev pogine, ker nima plena, in levinjina mladina se mora razkropiti.

¹²Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,

¹²In mene je skrivoma došla beseda, uho moje je ujelo njeno šepetanje;

¹³under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.

¹³v premišljevanju, ki ga sprožijo nočne prikazni, ko trdno spanje objema ljudi:

¹⁴Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.

¹⁴strah me je obšel in trepet, in vse kosti moje so se pretresle;

¹⁵Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.

¹⁵kajti duh je šel mimo mene – vstali so pokoncu lasje telesa mojega.

¹⁶Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:

¹⁶Ustopil se je, a nisem mu spoznal obraza, podoba mi je bila pred očmi, šepet in glas sem začul:

¹⁷Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?

¹⁷„Je li smrtnik pravičen pred Bogom ali mož čist pred Stvarnikom svojim?

¹⁸Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil*, / {* d.e. ufullkommenhet.}

¹⁸Glej, hlapcem svojim ne upa in angele svoje lahko okrivi zmote:

¹⁹hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.

¹⁹koliko bolj one, ki prebivajo v ilovih hišah, ki jim je podlaga v prahu, ki jih je lahko zatreti kakor molje!

²⁰Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.

²⁰Od jutra do večera se stro, in preden kdo opazi, izginejo za vekomaj.Ni li tako? Ko se jim izdere vrv, ki veže njih šator telesni, umirajo, in to brez modrosti.“

²¹Blir ikke teltsnoren dradd ut* hos dem? De dør, men ikke i visdom. / {* så deres jordiske telt (2KO 5, 1.) faller sammen.}

²¹Ni li tako? Ko se jim izdere vrv, ki veže njih šator telesni, umirajo, in to brez modrosti.“