¹Da tok Job til orde og sa:

¹In Job odgovori in reče:

²Gid min gremmelse blev veid, og min ulykke samtidig lagt på vekten!

²O da bi se stehtala nevolja moja in da bi na tehtnico položili nesrečo mojo vso!

³For nu er den tyngre enn havets sand; derfor var mine ord tankeløse.

³Kajti sedaj je težja nego morski pesek. Zato so bile nepremišljene besede moje.

⁴For den Allmektiges piler sitter i mig, og min ånd drikker deres gift; Guds redsler stiller sig op imot mig.

⁴Zakaj pšice Vsemogočnega tiče v meni, katerih strup mora piti duh moj, Božje strahote so postavljene v boj zoper mene.

⁵Skriker vel et villesel midt i det grønne gress? Eller brøler en okse foran sitt fôr?

⁵Ali divji osel riga, kadar ima dosti trave, ali muka vol pri svoji krmi?

⁶Hvem vil ete det som det ingen smak er i, uten salt? Eller er det smak i eggehvite?

⁶Ali se more jesti neslastno in neslano? ali je okus v jajčjem beljaku?

⁷Det byr mig imot å røre ved det*; det er for mig som utskjemt mat. / {* d.e. ved mine lidelser.}

⁷Česar se ni hotelo moji duši dotekniti, to mi je kakor gnusna jed sedaj.

⁸Gid min bønn måtte bli hørt, og Gud vilde opfylle mitt håp!

⁸O da bi se zgodila prošnja moja, in da bi mi dal Bog, česar želim:

⁹Og måtte det behage Gud å knuse mig, å slippe løs sin hånd og avskjære min livstråd!

⁹da me Bog izvoli streti, da oprosti roko svojo in me odreže!

¹⁰Da hadde jeg ennu en trøst, og jeg skulde springe av glede midt i den skånselløse smerte; for jeg har ikke fornektet den Helliges ord.

¹⁰Tako bi mi še ostala tolažba, in radoval bi se v bolečini, ki mi ne prizanaša, da nisem zatajil besede Svetega.

¹¹Hvad kraft har jeg, så jeg kunde holde ut, og hvad blir enden med mig, så jeg kunde være tålmodig?

¹¹Kaj je moja moč, da naj stanovitno čakam, in kaj konec moj, da naj ostanem potrpežljiv?

¹²Er da min kraft som stenens kraft? Eller er mitt kjøtt av kobber?

¹²Trdna li kot kamen je moja moč in meso moje je li iz brona?

¹³Er jeg da ikke aldeles hjelpeløs? Er ikke all utsikt til frelse fratatt mig?

¹³Ni li pač tako, da nimam pomoči v sebi nobene, in vsaka pospešitev rešenja je daleč od mene?

¹⁴Den ulykkelige burde møte kjærlighet hos sin venn, selv om han opgir frykten for den Allmektige.

¹⁴Prijatelj mora kazati usmiljenje obupujočemu, sicer se odreče strahu Vsegamogočnega.

¹⁵Men mine brødre har sviktet som en bekk, som strømmer hvis vann skyller over,

¹⁵Bratje moji so varali kakor hudournik, kakor struga hudournikov, ki se gubé,

¹⁶som er grumset av is, og som det skjuler sig sne i;

¹⁶ki se kalé od ledu, v katere se zateka sneg.

¹⁷men på den tid de treffes av solens glød, tørkes de ut; når det blir hett, svinner de bort.

¹⁷Ob času, ko solnce vanje pripeka, presihajo, in ko je vroče, izginejo s svojega kraja.

¹⁸Karavaner som er på veien til dem, bøier av; de drar op i ørkenen og omkommer.

¹⁸Vijejo se semtertja poti njih toka, gredo v puščavo in se razgube.

¹⁹Temas karavaner speidet efter dem, Sjebas reisefølger satte sitt håp til dem;

¹⁹Gledale so tja karavane iz Teme, potne družbe iz Sabe so upale vanje:

²⁰de blev til skamme, fordi de stolte på dem; de kom dit og blev skuffet.

²⁰osramočene so bile, ker so se zanašale nanje, prišle so do tja, in rdečica jih je oblila.

²¹Således er I nu blitt til intet; I ser ulykken og blir redde.

²¹Res, tako ste mi postali v nič; strahoto ste zazrli in se preplašili.

²²Har jeg vel bedt eder at I skulde gi mig noget eller bruke noget av eders gods til beste for mig,

²²Ali sem morda rekel: Dajte mi, ali: Žrtvujte zame darilo od svojega blaga,

²³at I skulde frelse mig av fiendens hånd og løskjøpe mig fra voldsmenn?

²³ali: Oprostite me iz pesti zatiralčeve, ali: Odkupite me iz roke silovitnikove?

²⁴Lær mig, så skal jeg tie, og vis mig hvori jeg har faret vill!

²⁴Poučite me, in molčal bom, in v čem sem se motil, razodenite mi!

²⁵Hvor kraftige er ikke rettsindige ord! Men hvad gagn er det i en refselse fra eder?

²⁵Kako krepke so poštene besede! A kaj dokazuje karanje vaše?

²⁶Tenker I på å refse ord? Ord av en fortvilet mann hører jo vinden til.

²⁶Mislite li grajati besede moje? Saj v veter gredo govori obupujočega!

²⁷Endog om en farløs kunde I kaste lodd og kjøpslå om eders venn.

²⁷Še za siroto bi vi vrgli kocko in prodali prijatelja svojega!

²⁸Men gjør nu så vel å se på mig! Skulde jeg vel ville lyve eder midt op i ansiktet?

²⁸In sedaj se blagovolite ozreti vmé, kajti v lice vam vendar ne bom lagal.

²⁹Vend om, la det ikke skje urett! Vend om, jeg har ennu rett i dette.

²⁹Povrnite se, ne zgodi naj se krivica, da, povrnite se, pravda moja je pravična!Je li nepravičnost na jeziku mojem? ali ne more okus moj razpoznati, kaj je pogubljivo?

³⁰Er det urett på min tunge, eller skulde min gane ikke merke hvad som er ondt?

³⁰Je li nepravičnost na jeziku mojem? ali ne more okus moj razpoznati, kaj je pogubljivo?