¹Er ikke et menneskes liv på jorden en krigstjeneste, og hans dager som en dagarbeiders dager?

¹Ni li vojna služba človekovo življenje na zemlji in dnevi njegovi enaki dnevom najemnikovim?

²Lik en træl som higer efter skygge, og lik en dagarbeider som venter på sin lønn,

²Kakor si suženj želi sence in kakor najemnik pričakuje mezde:

³således har jeg fått i eie måneder fulle av nød, og møiefulle netter er falt i min lodd.

³tako sem dobil v delež mesece ničemurnosti in trudapolne noči so mi odmenjene.

⁴Når jeg legger mig, da sier jeg: Når skal jeg stå op? Og lang blir aftenen, og jeg blir trett av å kaste mig hit og dit inntil morgenlysningen.

⁴Kadar ležem, pravim: Kdaj vstanem? A večer se vleče prepočasno in dosita mi je premetavanja po postelji do svita.

⁵Mitt kjøtt er klædd med makk og med skorper som av jord; min hud skrukner og brister.

⁵Moje meso je oblečeno s črvadjo in prašno skorjo, koža se mi grbanči in iznova prepušča gnoj.

⁶Mine dager farer hurtigere avsted enn en veverskyttel, og de svinner bort uten håp.

⁶Dnevi moji so hitrejši nego tkalčev čolnek in minevajo brez nade.

⁷Kom i hu at mitt liv er et pust! Aldri mere skal mitt øie se noget godt.

⁷Pomni, da je življenje moje sapa! Ne bo zopet sreče gledalo moje oko.

⁸Den som nu ser mig, skal ikke mere få øie på mig; når dine øine søker efter mig, er jeg ikke mere.

⁸Ne bo me gledalo oko tistega, ki me vidi; obrneš li oči svoje vame, ne bo me več!

⁹En sky blir borte og farer avsted; således er det med den som farer ned til dødsriket - han stiger ikke op derfra,

⁹Kakor oblak gine in izgine, tako ne pride več gori, kdor stopi v šeol [T. j. kraj, kjer bivajo duše mrtvih, država smrti, smrtno kraljestvo.];

¹⁰han vender ikke mere tilbake til sitt hus, og hans sted kjenner ham ikke lenger.

¹⁰ne vrne se več v hišo svojo, ne pozna ga več kraj njegov.

¹¹Så vil da heller ikke jeg legge bånd på min munn; jeg vil tale i min ånds trengsel, jeg vil klage i min sjels bitre smerte.

¹¹Zato ne morem tudi jaz braniti ustom svojim, govoril bom v duha svojega stiski, žaloval v duše svoje bridkosti.

¹²Er jeg et hav eller et havuhyre, siden du setter vakt over mig?

¹²Sem li mar morje ali pošast morska, da si postavil stražo zoper mene?

¹³Når jeg sier: Min seng skal trøste mig, mitt leie skal hjelpe mig å bære min sorg,

¹³Kadar si rečem: Postelja moja me potolaži, ležišče moje mi pomore trpeti žalovanje:

¹⁴da skremmer du mig med drømmer og forferder mig med syner.

¹⁴tedaj me strašiš s sanjami in s prikaznimi me spravljaš v trepet,

¹⁵Derfor foretrekker min sjel å kveles - heller døden enn disse avmagrede ben!

¹⁵da voli duša moja zadušenje in bi rajši bil mrtev nego suho okostje.

¹⁶Jeg er kjed av dette; jeg lever ikke evindelig; la mig være, for mine dager er et pust.

¹⁶Zamrzelo mi je življenje – ne hotel bi živeti vekomaj. Odnehaj! kajti kakor sapa so dnevi moji.

¹⁷Hvad er et menneske, at du gir så meget akt på ham og retter dine tanker på ham,

¹⁷Kaj je človek, da ga toliko ceniš in da ga imaš v mislih

¹⁸at du opsøker ham hver morgen og prøver ham hvert øieblikk?

¹⁸in ga vsako jutro obiskuješ in vsak hip izkušaš?

¹⁹Hvor lenge skal det vare før du vender dine øine bort fra mig? Vil du ikke slippe mig til jeg får svelget mitt spytt?

¹⁹Kako dolgo se ne ozreš stran od mene, ne odnehaš, da požrem svojo slino?

²⁰Har jeg syndet, hvad ondt gjorde jeg da mot dig, du menneskevokter? Hvorfor har du gjort mig til skive for dig, så jeg er mig selv til byrde?

²⁰Ako sem grešil, kaj morem storiti tebi, o opazovalec ljudi! Zakaj si me postavil za cilj svojim pšicam, da sem postal breme samemu sebi?Zakaj ne odpustiš prestopka mojega in ne odpraviš krivice moje? Kajti sedaj ležem v prah, in če me boš iskal jutri, me ne bode.

²¹Og hvorfor tilgir du ikke min brøde og forlater mig min misgjerning? For nu må jeg legge mig i støvet; når du søker mig, er jeg ikke mere.

²¹Zakaj ne odpustiš prestopka mojega in ne odpraviš krivice moje? Kajti sedaj ležem v prah, in če me boš iskal jutri, me ne bode.