¹Og det skjedde en av dagene mens han lærte folket i templet og forkynte evangeliet, da stod yppersteprestene og de skriftlærde frem sammen med de eldste

¹In zgodi se enega tistih dni, ko je učil ljudstvo v templju in oznanjeval evangelij, da pridejo višji duhovniki in pismarji s starejšinami

²og sa til ham: Si oss: Med hvad myndighet gjør du dette, eller hvem er det som har gitt dig denne myndighet?

²in ga ogovore in reko: Povej nam, s kakšno oblastjo to delaš? ali kdo je, ki ti je dal to oblast?

³Men han svarte og sa til dem: Også jeg vil spørre eder om en ting; si mig:

³Odgovori pa in jim reče: Vprašal bom tudi jaz vas eno besedo. Povejte mi:

⁴Johannes' dåp, var den fra himmelen eller fra mennesker?

⁴Krst Janezov je li bil iz nebes ali od ljudi?

⁵Men de samrådde sig med hverandre og sa: Sier vi: Fra himmelen, da sier han: Hvorfor trodde I ham da ikke?

⁵A oni premišljujejo sami pri sebi, govoreč: Ako rečemo: Iz nebes, nam poreče: Zakaj mu niste verovali?

⁶Men sier vi: Fra mennesker, da stener hele folket oss; for de tror fullt og fast at Johannes var en profet.

⁶Ako pa rečemo: Od ljudi, vse ljudstvo nas bo s kamenjem posulo, zakaj prepričano je, da je Janez prorok.

⁷Og de svarte at de ikke visste hvor den var fra.

⁷In odgovore, da ne vedo, odkod.

⁸Da sa Jesus til dem: Så sier heller ikke jeg eder med hvad myndighet jeg gjør dette.

⁸In Jezus jim reče: Tudi jaz vam ne povem, s kakšno oblastjo to delam.

⁹Han begynte da å si denne lignelse til folket: En mann plantet en vingård og leide den ut til vingårdsmenn og drog utenlands for lange tider.

⁹Ljudstvu pa začne praviti tole priliko: Nekdo je zasadil vinograd in ga dal vinogradnikom v najem, in odpotoval je za veliko časa.

¹⁰Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmennene, forat de skulde gi ham av vingårdens frukt; men vingårdsmennene slo ham, og lot ham gå bort med tomme hender.

¹⁰In ob svojem času pošlje k vinogradnikom hlapca, naj mu dado od sadu vinogradovega; a vinogradniki ga pretepo in odpošljejo praznega.

¹¹Og han blev ved og sendte en annen tjener; men de slo også ham og hånte ham og lot ham gå bort med tomme hender.

¹¹In zopet pošlje drugega hlapca; a oni pretepo tudi tega in zasramote ter odpošljejo praznega.

¹²Og han blev ved og sendte en tredje; men de slo også ham til blods og kastet ham ut.

¹²In zopet pošlje tretjega; in oni ranijo tudi tega in ga izženo.

¹³Da sa vingårdens herre: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min sønn, den elskede; de vil da vel undse sig for ham.

¹³Reče pa gospodar vinogradov: Kaj naj storim? Pošljem sina svojega ljubljenega; ko bodo tega videli, nemara da se bodo bali.

¹⁴Men da vingårdsmennene fikk se ham, la de op råd med hverandre og sa: Dette er arvingen; la oss slå ham ihjel, så arven kan bli vår!

¹⁴Ko ga pa vinogradniki ugledajo, se posvetujejo med seboj, govoreč: Ta je dedič; umorimo ga, da bode dediščina naša.

¹⁵Og de kastet ham ut av vingården og slo ham ihjel. Hvad skal nu vingårdens herre gjøre med dem?

¹⁵In vržejo ga ven iz vinograda in umore. Kaj jim bo torej storil gospodar vinogradov?

¹⁶Han skal komme og drepe disse vingårdsmenn og overgi vingården til andre. Da de hørte det, sa de: Det må aldri skje!

¹⁶Pride in pogubi vinogradnike te in da vinograd drugim. Ko so pa to slišali, reko: Bog ne daj!

¹⁷Men han så på dem og sa: Hvad er da dette som er skrevet: Den sten som bygningsmennene forkastet, den er blitt hjørnesten?

¹⁷On pa jih pogleda in reče: Kaj je torej to, kar je pisano: „Kamen, ki so ga zidarji zavrgli, ta je postal glava voglu“?

¹⁸Hver den som faller på denne sten, han skal knuses; men den som den faller på, ham skal den smuldre til støv.

¹⁸Vsak, kdor pade na ta kamen, se razbije; na kogar pa on pade, ga razdrobi.

¹⁹Og de skriftlærde og yppersteprestene søkte å få lagt hånd på ham i samme stund; men de fryktet for folket; for de skjønte at det var om dem han hadde sagt denne lignelse.

¹⁹In pismarji in višji duhovniki bi bili radi položili nanj roke v to uro, ali zboje se ljudstva; spoznali so namreč, da je zanje povedal to priliko.

²⁰Og efterat de nogen tid hadde voktet på ham, sendte de lurere, som lot som de var rettferdige, for å fange ham i ord, så de kunde overgi ham til øvrigheten og til landshøvdingens makt.

²⁰In zalezujoč ga, pošljejo prežune, ki naj bi se hlinili pravične, da bi ga ujeli v besedi in ga potem izročili gosposki in oblasti poglavarjevi.

²¹Og de spurte ham og sa: Mester! vi vet at du taler og lærer rett og gjør ikke forskjell på folk, men lærer Guds vei i sannhet;

²¹In vprašajo ga, rekoč: Učenik, vemo, da prav govoriš in učiš ter ne gledaš ljudem na lice, marveč v resnici učiš pot Božjo.

²²er det oss tillatt å gi keiseren skatt, eller ikke?

²²Je li prav, da dajemo cesarju davek, ali ne?

²³Men han merket deres list og sa til dem:

²³Ker pa spozna njih zvijačo, jim reče: Kaj me izkušate?

²⁴Vis mig en penning! Hvis billede og påskrift har den? De svarte: Keiserens.

²⁴Pokažite mi denar. Čigavo podobo ima in napis? Pa reko: Cesarjevo.

²⁵Da sa han til dem: Så gi da keiseren hvad keiserens er, og Gud hvad Guds er!

²⁵In on jim veli: Dajte torej cesarju, kar je cesarjevega, in Bogu, kar je Božjega.

²⁶Og de var ikke i stand til å fange ham i ord i folkets påhør, og de undret sig over hans svar, og tidde.

²⁶In niso ga mogli ujeti v besedi vpričo ljudstva, in umolknejo, čudeč se odgovoru njegovemu.

²⁷Men det kom nogen av sadduseerne til ham, de som nekter at det er nogen opstandelse, og de spurte ham og sa:

²⁷In pristopijo nekateri od saducejev, ki pravijo, da ni vstajenja, in ga vprašajo,

²⁸Mester! Moses har foreskrevet oss at når en manns gifte bror dør og ikke har barn, da skal hans bror ta hans hustru til ekte og opreise sin bror avkom.

²⁸rekoč: Učenik! Mojzes nam je napisal: Če komu umre brat, oženjen, pa brez otrok, naj vzame njegov brat ženo njegovo in zbudi seme bratu svojemu.

²⁹Nu var det syv brødre; og den første tok sig en hustru og døde barnløs.

²⁹Bilo je pa sedem bratov. In prvi vzame ženo in umre brez otrok.

³⁰Og den annen

³⁰In drugi

³¹og den tredje tok henne, og likeså alle syv; de efterlot ikke barn, og døde.

³¹in tretji jo vzame, in tako tudi vseh sedem, in pomrjejo, ne da bi bili zapustili otrok.

³²Til sist døde også kvinnen.

³²Naposled umre tudi žena.

³³Hvem iblandt dem skal nu få kvinnen til hustru i opstandelsen? for alle syv har jo hatt henne til hustru.

³³Ta žena torej čigava izmed njih bo ob vstajenju? zakaj sedem jih jo je imelo za ženo.

³⁴Og Jesus sa til dem: Denne verdens barn tar til ekte og gis til ekte;

³⁴In reče jim Jezus: Sinovi tega sveta se ženijo in možé.

³⁵men de som aktes verdige til å få del i hin verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken tar til ekte eller gis til ekte;

³⁵Ali ti, ki bodo spoznani za vredne, da dosežejo drugi svet in vstajenje iz mrtvih, se ne bodo ne ženili, ne možile;

³⁶for de kan ikke mere dø, for de er englene like og er Guds barn, idet de er opstandelsens barn.

³⁶kajti tudi umreti ne morejo več: enaki so namreč angelom in so sinovi Božji, ker so sinovi vstajenja.

³⁷Men at de døde står op, det har også Moses gitt til kjenne, der hvor det tales om tornebusken, når han kaller Herren Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud;

³⁷Da pa mrtvi vstajajo, je pokazal tudi Mojzes v zgodbi o grmu, ko imenuje Gospoda Boga Abrahamovega in Boga Izakovega in Boga Jakobovega.

³⁸men han er ikke de dødes Gud, men de levendes; for de lever alle for ham.

³⁸Bog pa ni Bog mrtvih, ampak živih; zakaj njemu so vsi živi.

³⁹Da svarte nogen av de skriftlærde og sa: Mester! du taler vel.

³⁹Odgovore pa nekateri pismarji in reko: Učenik, dobro si povedal.

⁴⁰For de vågde ikke mere å spørre ham om noget.

⁴⁰Kajti nič več si ga niso upali vpraševati.

⁴¹Men han sa til dem: Hvorledes kan det sies at Messias er Davids sønn?

⁴¹Reče jim pa: Kako pravijo, da je Kristus sin Davidov?

⁴²David selv sier jo i Salmenes bok: Herren sa til min herre: Sett dig ved min høire hånd,

⁴²David sam namreč pravi v knjigi psalmov: „Rekel je Gospod Gospodu mojemu: Sedi na desnici moji,

⁴³til jeg får lagt dine fiender til skammel for dine føtter!

⁴³dokler ne položim sovražnikov tvojih nogam tvojim za podnožje“.

⁴⁴David kaller ham altså herre; hvorledes kan han da være hans sønn?

⁴⁴David ga torej imenuje Gospoda, in kako je sin njegov?

⁴⁵Men i hele folkets påhør sa han til sine disipler:

⁴⁵A ko ga vse ljudstvo posluša, reče učencem svojim:

⁴⁶Vokt eder for de skriftlærde, som gjerne vil gå i side klær og gjerne vil la sig hilse på torvene og ha de øverste seter i synagogene og sitte øverst ved gjestebudene;

⁴⁶Varujte se pismarjev, ki radi hodijo v dolgih oblačilih in ljubijo pozdrave po ulicah in prve stole v shodnicah in prve prostore na gostijah,ki požirajo vdovam hiše in opravljajo na videz dolge molitve. Ti prejmejo ostrejšo sodbo.

⁴⁷de som opeter enkers hus og for et syns skyld holder lange bønner! Disse skal få dess hårdere dom.

⁴⁷ki požirajo vdovam hiše in opravljajo na videz dolge molitve. Ti prejmejo ostrejšo sodbo.