¹Og han begynte å tale til dem i lignelser: En mann plantet en vingård, og satte et gjerde omkring den og gravde en vinperse og bygget et tårn, og så leide han den ut til vingårdsmenn og drog utenlands.

¹In začne jim govoriti v prilikah: Zasadil je človek vinograd in ga ogradil s plotom, in je izkopal klet in je sezidal stolp, in ga je izročil vinogradnikom, ter je odpotoval.

²Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmennene for å ta imot hans del av vingårdens frukt hos vingårdsmennene;

²In ko je bilo čas, pošlje k vinogradnikom hlapca, da bi od vinogradnikov prejel pridelkov iz vinograda.

³og de tok og slo ham, og lot ham gå bort med tomme hender.

³Oni pa ga zgrabijo in pretepo in pošljejo praznega.

⁴Og atter sendte han en annen tjener til dem, og ham slo de i hodet og hånte ham.

⁴In zopet pošlje k njim drugega hlapca; in temu razbijejo glavo in ga osramoté.

⁵Og han sendte en annen, og ham slo de ihjel, og så gjorde de med mange andre: somme slo de, og somme drepte de.

⁵In pošlje drugega, in tega ubijejo, in mnogo drugih, ki jih nekatere pretepo in nekatere ubijejo.

⁶Nu hadde han bare sin eneste sønn igjen, som han elsket; ham sendte han til sist til dem, idet han sa: De vil undse sig for min sønn.

⁶Še enega je imel, sina ljubljenega: tega pošlje naposled k njim, rekoč: Sina mojega se bodo bali.

⁷Men disse vingårdsmenn sa til hverandre: Dette er arvingen; kom, la oss slå ham ihjel, så blir arven vår!

⁷Oni pa, vinogradniki, reko med seboj: Ta je dedič. Pridite, ubijmo ga, in naša bo dediščina.

⁸Og de tok og slo ham ihjel, og kastet ham ut av vingården.

⁸Ter ga zgrabijo in ubijejo, in ga vržejo ven iz vinograda.

⁹Hvad skal da vingårdens herre gjøre? Han skal komme og drepe vingårdsmennene, og overgi vingården til andre.

⁹Kaj bo torej storil gospodar vinograda? Pride in vinogradnike pogubi, in vinograd dá drugim.

¹⁰Og har I ikke lest dette sted i Skriften: Den sten som bygningsmennene forkastet, den er blitt hjørnesten;

¹⁰Niste li brali tudi tega pisma: „Kamen, ki so ga zidarji zavrgli, ta je postal glava voglu;

¹¹av Herren er dette gjort, og det er underfullt i våre øine?

¹¹od Gospoda se je zgodilo to, in čudno je v očeh naših“.

¹²Og de søkte å gripe ham, men fryktet for folket; for de skjønte at det var om dem han hadde talt lignelsen. Og de forlot ham og gikk bort.

¹²In gledali so, da bi ga ujeli, ali zbojé se ljudstva. Spoznali so namreč, da je zoper nje povedal to priliko. In pustili so ga ter odšli.

¹³Og de sendte nogen av fariseerne og herodianerne til ham for å fange ham med ord.

¹³In pošljejo k njemu nekatere farizejev in Herodovcev, da bi ga ujeli v besedi.

¹⁴Og de kom og sa til ham: Mester! vi vet at du er sanndru og ikke bryr dig om nogen; for du gjør ikke forskjell på folk, men lærer Guds vei i sannhet: Er det tillatt å gi keiseren skatt, eller ikke? skal vi gi, eller skal vi ikke gi?

¹⁴In ko pridejo, mu reko: Učenik, vemo, da si resničen, in ti ni nikogar mar, kajti ne gledaš ljudem na lice, temuč v resnici učiš pot Božjo. Ali je prav dati cesarju davek ali ne? Naj ga damo ali ne damo?

¹⁵Men da han så deres hykleri, sa han til dem: Hvorfor frister I mig? Kom hit med en penning og la mig få se den!

¹⁵On pa, ker je spoznal njih hinavstvo, jim reče: Kaj me izkušate? Prinesite mi denar, da pogledam.

¹⁶De gav ham en. Og han sier til dem: Hvis billede og påskrift er dette? De sa til ham: Keiserens.

¹⁶Oni pa prineso. In jim reče: Čigava je ta podoba in napis? Oni mu pa reko: Cesarjeva.

¹⁷Og Jesus sa til dem: Gi keiseren hvad keiserens er, og Gud hvad Guds er! Og de undret sig storlig over ham.

¹⁷Jezus pa jim veli: Dajte cesarju, kar je cesarjevega, in Bogu, kar je Božjega. In silno se mu začudijo.

¹⁸Og det kom nogen sadduseere til ham, de som sier at det ikke er nogen opstandelse, og de spurte ham og sa:

¹⁸In pridejo k njemu saduceji, ki pravijo, da ni vstajenja, in ga vprašajo, govoreč:

¹⁹Mester! Moses har foreskrevet oss at når en manns bror dør og efterlater hustru, men ikke barn, da skal hans bror ta hans hustru til ekte og opreise sin bror avkom.

¹⁹Učenik! Mojzes nam je napisal: Če komu brat umre in zapusti ženo, otrok pa ne zapusti, naj vzame njegov brat ženo njegovo in zbudi seme bratu svojemu.

²⁰Nu var det syv brødre; og den første tok sig en hustru, og efterlot ikke avkom da han døde.

²⁰Bilo je sedem bratov; in prvi vzame ženo in umre, in ne zapusti zaroda.

²¹Og den annen tok henne, og døde uten å efterlate avkom, og den tredje likeså;

²¹In vzame jo drugi in umre, ne zapustivši zaroda. Tudi tretji tako.

²²og ingen av de syv efterlot avkom. Sist av alle døde også kvinnen.

²²In vseh sedem ne zapusti zaroda. Naposled za vsemi umre tudi žena.

²³Men i opstandelsen, når de står op, hvem av dem skal da få henne til hustru? for alle syv har jo hatt henne til hustru.

²³Ob vstajenju torej, ko vstanejo, čigava izmed jih bo žena? Kajti sedmeri so jo imeli za ženo.

²⁴Jesus sa til dem: Er det ikke derfor I farer vill, fordi I ikke kjenner skriftene og heller ikke Guds kraft?

²⁴Jezus jim reče: Se li ne motite zato, ker ne poznate pisem, ne moči Božje?

²⁵For når de står op fra de døde, da hverken tar de til ekte eller gis de til ekte, men de er som englene i himmelen.

²⁵Kadar namreč iz mrtvih vstanejo, se ne ženijo in ne možé, ampak so kakor angeli v nebesih.

²⁶Men om de døde, at de står op, har I da ikke lest i Mose bok, der hvor det tales om tornebusken, hvorledes Gud talte til ham og sa: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?

²⁶Za mrtve pa, da vstajajo, niste li brali v Mojzesovi knjigi, pri grmu, kako mu je Bog govoril, rekoč: „Jaz sem Bog Abrahamov in Bog Izakov in Bog Jakobov“?

²⁷Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes. I farer storlig vill.

²⁷On ni Bog mrtvih, ampak živih. Zelo se motite.

²⁸Og en av de skriftlærde, som hadde hørt deres ordskifte, gikk til ham, da han forstod at han hadde svart dem godt, og han spurte ham: Hvilket bud er det første av alle?

²⁸In pristopi eden pismarjev, ki je slišal, kako so se prepirali, in ker je videl, da jim je dobro odgovoril, ga vpraša: Katera je prva zapoved od vseh?

²⁹Jesus svarte ham: Det første er dette: Hør, Israel! Herren vår Gud, Herren er én,

²⁹Jezus odgovori: Prva je: „Sliši, Izrael! Gospod, naš Bog, je edini Gospod.

³⁰og du skal elske Herren din Gud av alt ditt hjerte og av all din sjel og av all din hu og av all din makt; dette er det første bud.

³⁰In ljubi Gospoda, Boga svojega, iz vsega srca svojega in iz vse duše svoje in iz vse pameti svoje in iz vse moči svoje.“

³¹Det annet, som er like så stort, er dette: Du skal elske din næste som dig selv. Større enn disse er intet annet bud.

³¹Druga je ta: „Ljubi bližnjega svojega kakor samega sebe“. Večje od teh ni druge zapovedi.

³²Og den skriftlærde sa til ham: I sannhet, mester! med rette har du sagt at han er én, og at det ikke er nogen annen foruten ham.

³²In reče mu pismar: Dobro, učenik; po resnici si povedal, da je Bog eden, in da ni drugega razen njega;

³³Og å elske ham av alt sitt hjerte og av all sin forstand og av all sin sjel og av all sin makt, og å elske sin næste som sig selv, det er mere enn alle brennoffer og slaktoffer.

³³in ljubiti ga iz vsega srca in iz vse pameti in iz vse moči, in bližnjega ljubiti kakor samega sebe: to je več od vseh žgalnih žrtev in daritev.

³⁴Og da Jesus så at han svarte forstandig, sa han til ham: Du er ikke langt borte fra Guds rike. Og ingen vågde mere å spørre ham.

³⁴In Jezus, videč, da je pametno odgovoril, mu reče: Nisi daleč od kraljestva Božjega. In nihče si ga ni upal več vprašati.

³⁵Og mens Jesus lærte i templet, tok han til orde og sa: Hvorledes kan de skriftlærde si at Messias er Davids sønn?

³⁵In Jezus odgovori in reče, učeč v templju: Kako pravijo pismarji, da je Kristus sin Davidov?

³⁶David selv har jo sagt i den Hellige Ånd: Herren sa til min herre: Sett dig ved min høire hånd, til jeg får lagt dine fiender til skammel for dine føtter!

³⁶Sam David je dejal v svetem Duhu: „Rekel je Gospod Gospodu mojemu: Sedi na desnico mojo, dokler ne položim sovražnikov tvojih nogam tvojim za podnožje“.

³⁷David selv kaller ham herre; hvorledes kan han da være hans sønn? Og den store mengde hørte ham gjerne.

³⁷Sam David ga imenuje Gospoda; odkod pa je on sin njegov? In preprosto ljudstvo ga je rado poslušalo.

³⁸Og han sa mens han lærte dem: Ta eder i vare for de skriftlærde, som gjerne vil gå i side klær og la sig hilse på torvene,

³⁸In govoril jim je v nauku svojem: Varujte se pismarjev, ki radi hodijo v dolgih suknjah in ljubijo pozdrave po ulicah

³⁹og ha de øverste seter i synagogene og sitte øverst ved gjestebudene;

³⁹in prve stole po shodnicah in prva mesta pri gostijah;

⁴⁰de som opeter enkers hus og for et syns skyld holder lange bønner! Disse skal få dess hårdere dom.

⁴⁰ki požirajo vdovam hiše in na videz opravljajo dolge molitve. Ti bodo prejeli ostrejšo sodbo.

⁴¹Og han satte sig rett imot tempelkisten og så på hvorledes folket la penger i kisten; og mange rike la meget.

⁴¹In sede Jezus temepljskemu zakladu nasproti in gleda, kako meče ljudstvo denar v zakladnico; in veliko bogatih je metalo mnogo.

⁴²Og en fattig enke kom og la to skjerver, som er én øre.

⁴²In pride vdova uboga in vrže dva denarca, kar je en vinar.

⁴³Da kalte han sine disipler til sig og sa til dem: Sannelig sier jeg eder: Denne fattige enke har lagt mere enn alle de som la i kisten.

⁴³In pokliče učence svoje in jim reče: Resnično vam pravim, da je ta vdova uboga vrgla več nego vsi, ki mečejo v zakladnico:kajti vsi so vrgli od obilnosti svoje, ta pa je od uboštva svojega vrgla vse, kar je imela, ves živež svoj.

⁴⁴For de la alle av sin overflod, men hun la av sin fattigdom alt det hun eide, hele sitt livsophold.

⁴⁴kajti vsi so vrgli od obilnosti svoje, ta pa je od uboštva svojega vrgla vse, kar je imela, ves živež svoj.