¹Min sjel, lov Herren! Herre min Gud, du er såre stor, høihet og herlighet har du iklædd dig.

¹Slavi, duša moja, GOSPODA! GOSPOD, Bog moj, velik si silno, lepoto in veličastvo si oblekel;

²Han hyller sig i lys som i et klædebon, han spenner himmelen ut som et telt,

²ogrinjaš se s svetlobo kakor z obleko, nebesa razpenjaš kakor šator.

³han som tømrer i vannene sine høie saler, han som gjør skyene til sin vogn, som farer frem på vindens vinger.

³Kateri stavi v vodah tramovje hramov svojih, ki nareja oblake za voz svoj, ki hodi po vetrov perutih,

⁴Han gjør vinder til sine engler, luende ild til sine tjenere.

⁴ki dela vetrove za poslance svoje, za služabnike svoje ogenj plamteči.

⁵Han grunnfestet jorden på dens støtter, den skal ikke rokkes i all evighet.

⁵Postavil je zemljo na podstave njene, da se ne gane na večne čase.

⁶Du hadde dekket den med dype vann som med et klædebon; vannene stod over fjellene.

⁶Z valovjem si jo ogrnil kakor z odejo, čez gore so stale vode.

⁷For din trusel flydde de, for din tordens røst for de hastig bort.

⁷Na karanje tvoje so pobegnile, pred groma tvojega glasom so urno bežale –

⁸De steg op til fjellene, fór ned i dalene, til det sted du hadde grunnfestet for dem.

⁸dvignile so se gore, pogreznile se doline – na mesto, katero si jim bil ustanovil.

⁹En grense satte du, som de ikke skal overskride; de skal ikke vende tilbake for å dekke jorden.

⁹Mejo si jim postavil, da je ne prestopijo, da se ne povrnejo pokrit zemljo.

¹⁰Han lar kilder springe frem i dalene; mellem fjellene går de.

¹⁰Ti izpuščaš studence po dolinah, da tečejo med gorami;

¹¹De gir alle markens dyr å drikke; villeslene slukker sin tørst.

¹¹napajajo vse poljske živali, žejo svojo si gasé divji osli.

¹²Over dem bor himmelens fugler; mellem grenene lar de høre sin røst.

¹²Poleg njih prebivajo ptice nebeške, glasijo se izmed vej.

¹³Han vanner fjellene fra sine høie saler; av dine gjerningers frukt mettes jorden.

¹³On namaka gore iz hramov svojih, s sadom del tvojih se siti zemlja.

¹⁴Han lar gress gro for feet og urter til menneskets tjeneste, til å få brød frem av jorden.

¹⁴On daje, da raste trava živini in zelišče človeku v rabo, da si pripravi hrano iz zemlje,

¹⁵Og vin gleder menneskets hjerte, så den gjør åsynet mer skinnende enn olje, og brød styrker menneskets hjerte.

¹⁵in vino, ki razveseljuje srce človeku, in olje, ki svetel nareja obraz, in kruh, ki podpira srce človeku.

¹⁶Herrens trær mettes, Libanons sedrer som han har plantet,

¹⁶Siti se drevje GOSPODOVO, cedre na Libanonu, ki jih je vsadil,

¹⁷der hvor fuglene bygger rede, storken som har sin bolig i cypressene.

¹⁷kjer gnezdijo ptički, tudi štorklja, ki ima hišo svojo na jelkah.

¹⁸De høie fjell er for stengjetene, klippene er tilflukt for fjellgrevlingene.

¹⁸Gore visoke so divjim kozlom, pečine skalnim jazbecem prebivališče.

¹⁹Han gjorde månen til å fastsette tidene; solen kjenner sin nedgangstid.

¹⁹Naredil je mesec, da meri čase, in solnce, ki pozna zahod svoj.

²⁰Du gjør mørke, og det blir natt; i den rører sig alle dyrene i skogen.

²⁰Temo narejaš, da je noč, tedaj so vse gozdne živali pokonci:

²¹De unge løver brøler efter rov, for å kreve sin føde av Gud.

²¹mladi levi rjovejo za plenom in zahtevajo od Boga mogočnega hrane svoje.

²²Solen går op, de trekker sig tilbake og legger sig i sine boliger.

²²Ko izhaja solnce, se poskrijejo in ležé v brlogih svojih.

²³Mennesket går ut til sin gjerning og til sitt arbeid inntil aftenen.

²³Človek pa gre na delo svoje in po opravilu svojem do večera.

²⁴Hvor mange dine gjerninger er, Herre! Du gjorde dem alle viselig; jorden er full av det du har skapt.

²⁴Kako mnogotera so dela tvoja, o GOSPOD, v modrosti si jih naredil vsa, polna je zemlja stvorov tvojih!

²⁵Der er havet, stort og vidtstrakt; der er en vrimmel uten tall, der er dyr, både små og store.

²⁵Ondi morje, veliko in prostrano, v njem je laznine brez števila, živali velikih in malih.

²⁶Der går skibene, Leviatan*, som du skapte til å leke sig der. / {* SLM 74, 14.}

²⁶Tod hodijo ladje in leviatan, ki si ga ustvaril, naj se v njem igra.

²⁷Alle venter de på dig, at du skal gi dem deres føde i sin tid.

²⁷Vse to čaka tebe, da jim daš njih živeža o svojem času.

²⁸Du gir dem, de sanker; du oplater din hånd, de mettes med godt.

²⁸Kadar jim daješ, pobirajo, odpreš jim roko svojo, in sitijo se z dobrotami.

²⁹Du skjuler ditt åsyn, de forferdes; du drar deres livsånde tilbake, de dør og vender tilbake til sitt støv.

²⁹Kadar jim skriješ obličje svoje, se prestrašijo; vzameš jim sapo, in ginejo ter se povračajo v prah svoj.

³⁰Du sender din Ånd ut, de skapes, og du gjør jordens skikkelse ny igjen.

³⁰Pošiljaš sapo svojo in jih spet ustvarjaš, in tako obličje obnavljaš zemlji.

³¹Herrens ære være til evig tid! Herren glede sig i sine gjerninger!

³¹Slava GOSPODOVA traja naj vekomaj! Veseli se naj GOSPOD v delih svojih!

³²Han som ser til jorden, og den bever, som rører ved fjellene, og de ryker.

³²Ko pogleda na zemljo, se trese ona, ko se dotakne gorá, se kadé.

³³Jeg vil lovsynge Herren så lenge jeg lever; jeg vil synge for min Gud så lenge jeg er til.

³³Pel bom GOSPODU vse svoje žive dni, psalme prepeval Bogu svojemu, dokler bodem živ.

³⁴Måtte min tale tekkes ham! Jeg vil glede mig i Herren!

³⁴O da bi mu bilo prijetno premišljevanje moje! Jaz se hočem radovati v GOSPODU.Izginejo naj grešniki z zemlje in brezbožnikov več ne bodi! Slavi, duša moja, GOSPODA! Aleluja!

³⁵Men måtte syndere utryddes av jorden, og ugudelige ikke mere finnes! Min sjel, lov Herren! Halleluja*! / {* d.e. lov Herren.}

³⁵Izginejo naj grešniki z zemlje in brezbožnikov več ne bodi! Slavi, duša moja, GOSPODA! Aleluja!