¹Halleluja! Pris Herren, for han er god, hans miskunnhet varer evindelig.

¹Aleluja! Hvalite GOSPODA, ker je dober, ker traja vekomaj milost njegova.

²Hvem kan utsi Herrens veldige gjerninger, forkynne all hans pris?

²Kdo bi dopovedal mogočna dela GOSPODOVA, oznanil vso hvalo njegovo?

³Salige er de som tar vare på det som rett er, den som gjør rettferdighet til enhver tid.

³O blagor jim, ki se oklepajo pravice, ki delajo pravičnost vsak čas!

⁴Kom mig i hu, Herre, efter din nåde mot ditt folk, se til mig med din frelse,

⁴Spomni se me, GOSPOD, po blagovoljnosti, ki jo izkazuješ svojemu ljudstvu, obišči me z rešilno pomočjo svojo,

⁵så jeg kan se på dine utvalgtes lykke, glede mig med ditt folks glede, rose mig med din arv!

⁵da uživam izvoljenih tvojih srečo, da se veselim radosti naroda tvojega, da se ponašam z dedino tvojo vred.

⁶Vi har syndet med våre fedre, vi har gjort ille, vi har vært ugudelige.

⁶Grešili smo kakor očetje naši, krivično smo delali, brezbožno ravnali.

⁷Våre fedre i Egypten aktet ikke på dine undergjerninger, de kom ikke i hu dine mange nådegjerninger, men var gjenstridige ved havet, ved det Røde Hav.

⁷Očetje naši v Egiptu niso uvaževali čudovitih del tvojih, spominjali se niso milosti tvojih množine, temuč bili so uporni pri morju, pri morju Rdečem.

⁸Dog frelste han dem for sitt navns skyld, for å kunngjøre sitt velde,

⁸Vendar jih je rešil zavoljo imena svojega, da bi pokazal svojo moč.

⁹og han truet det Røde Hav, og det blev tørt, og han lot dem gå gjennem dypene som i en ørken,

⁹Zapretil je Rdečemu morju, in posušilo se je, in peljal jih je skozi valove kakor po planjavi.

¹⁰og han frelste dem av hans hånd som hatet dem, og forløste dem av fiendens hånd,

¹⁰Tako jih je otel sovražilcu iz roke, odrešil jih je iz roke neprijateljeve.

¹¹og vannet skjulte deres motstandere, det blev ikke én av dem tilbake.

¹¹Vode pa so pokrile njih zatiralce, eden izmed njih ni ostal.

¹²Da trodde de på hans ord, de sang hans pris.

¹²Tedaj so verjeli besedam njegovim, peli hvalo njegovo.

¹³Men snart glemte de hans gjerninger, de bidde ikke på hans råd;

¹³Pa hitro so pozabili del njegovih, čakali niso sveta njegovega,

¹⁴men de blev grepet av begjærlighet i ørkenen, og de fristet Gud på det øde sted.

¹⁴ampak vdali so se poželjivosti v puščavi, izkušali Boga mogočnega v samoti.

¹⁵Da gav han dem det de vilde ha, men sendte tærende sykdom over deres liv.

¹⁵In dal jim je, česar so želeli, a poslal jim je suhoto v njih duše.

¹⁶Og de blev avindsyke mot Moses i leiren, mot Aron, Herrens hellige.

¹⁶Ko so bili nevoščljivi Mojzesu v taborišču in Aronu, svetniku GOSPODOVEMU,

¹⁷Jorden oplot sig og slukte Datan og skjulte Abirams hop,

¹⁷se je odprla zemlja in požrla Datana, in zagrnila je druhal Abiramovo.

¹⁸og en ild satte deres hop i brand, en lue brente op de ugudelige.

¹⁸In ogenj se je vnel v njih druhali, in plamen je požgal krivičnike.

¹⁹De gjorde en kalv ved Horeb og tilbad et støpt billede,

¹⁹Naredili so tele pri Horebu in so se klanjali uliti podobi,

²⁰og de byttet sin ære* mot billedet av en okse, som eter gress. / {* 5MO 10, 21.}

²⁰in so zamenili čast svojo s podobo vola, ki muli travo.

²¹De glemte Gud, sin frelser, som hadde gjort store ting i Egypten,

²¹Pozabili so Boga mogočnega, rešitelja svojega, ki je bil storil velike reči v Egiptu,

²²undergjerninger i Kams land, forferdelige ting ved det Røde Hav.

²²čudovita dela v deželi Hamovi, strašna pri Rdečem morju.

²³Da sa han at han vilde ødelegge dem, dersom ikke Moses, hans utvalgte, hadde stilt sig i gapet for hans åsyn for å avvende hans vrede fra å ødelegge dem.

²³Zato je rekel, da jih pogubi; ko bi ne bil Mojzes, izvoljenec njegov, stopil v oni prepad pred njim, da je odvrnil jezo njegovo, da jih ni pogubil.

²⁴Og de foraktet det herlige land, de trodde ikke hans ord,

²⁴Zaničevali so tudi zaželjeno deželo, ne verujoč besedi njegovi.

²⁵og de knurret i sine telt, de hørte ikke på Herrens røst.

²⁵Godrnjali so v šatorih svojih in niso poslušali glasu GOSPODOVEGA.

²⁶Da opløftet han sin hånd og svor at han vilde la dem falle i ørkenen

²⁶Tu je dvignil roko svojo proti njim ter prisegel, da morajo popadati v puščavi,

²⁷og la deres avkom falle iblandt hedningene og sprede dem i landene.

²⁷in da raznese njih seme med narode in jih razkropi po deželah.

²⁸Og de bandt sig til Ba'al-Peor og åt av offere til døde*, / {* d.e. de livløse avgudsbilleder.}

²⁸Združili so se tudi z malikom Baal-peorjem in jedli daritve mrtvim.

²⁹og de vakte harme ved sine gjerninger, og en plage brøt inn iblandt dem.

²⁹Tako so dražili Boga s počenjanjem svojim, da je prihrul nadnje pomor.

³⁰Da stod Pinehas frem og holdt dom, og plagen stanset;

³⁰Tu se je vzdignil Pinehas in storil sodbo, in pomor je bil ustavljen;

³¹og det blev regnet ham til rettferdighet fra slekt til slekt evindelig.

³¹to se mu je štelo za pravičnost, od roda do roda vekomaj.

³²Og de vakte vrede ved Meribas vann, og det gikk Moses ille for deres skyld;

³²Enako so razdražili Boga pri Vodi prepira, da se je slabo godilo Mojzesu zavoljo njih:

³³for de var gjenstridige mot hans* Ånd, og han talte tankeløst med sine leber. / {* d.e. Guds.}

³³kajti upirali so se duhu njegovemu, in govoril je nepremišljeno z ustnami svojimi.

³⁴De ødela ikke de folk som Herren hadde talt til dem om,

³⁴Pokončali niso onih ljudstev, za katera jim je bil zapoveddal GOSPOD,

³⁵men de blandet sig med hedningene og lærte deres gjerninger,

³⁵ampak pomešali so se s poganskimi narodi in naučili se njih del;

³⁶og de tjente deres avguder, og disse blev dem til en snare,

³⁶in so služili njih malikom, in ti so jim bili v spotiko.

³⁷og de ofret sine sønner og sine døtre til maktene*. / {* d.e. avgudene.}

³⁷In darovali so sinove svoje in hčere svoje hudim duhovom.

³⁸og de utøste uskyldig blod, sine sønners og sine døtres blod, som de ofret til Kana'ans avguder, og landet blev vanhelliget ved blod.

³⁸In prelivali so nedolžno kri, kri sinov in hčer svojih, ki so jih darovali malikom kanaanskim, da je bila dežela oskrunjena ž njih moritvami.

³⁹De blev urene ved sine gjerninger og drev hor ved sin adferd.

³⁹In onečistili so se s svojimi deli, prešeštvovali so z dejanji svojimi.

⁴⁰Da optendtes Herrens vrede mot hans folk, og han fikk avsky for sin arv.

⁴⁰Zato se je razsrdil GOSPOD nad ljudstvom svojim in pristudila se mu je dedina njegova.

⁴¹Og han gav dem i hedningers hånd, og de som hatet dem, hersket over dem,

⁴¹In dal jih je v roko poganom, da bi jim gospodovali njih črtilci.

⁴²og deres fiender trengte dem, og de blev ydmyket under deres hånd.

⁴²In stiskali so jih njih sovražniki, in bili so potlačeni pod njih roko.

⁴³Mange ganger utfridde han dem; men de var gjenstridige i sine råd, og de sank ned i usseldom for sin misgjernings skyld.

⁴³Mnogokrat jih je rešil, in vendar so bili uporni v naklepih svojih, in bili so ponižani zavoljo krivice svoje.

⁴⁴Og han så til dem når de var i nød, idet han hørte deres klagerop.

⁴⁴Vendar se je oziral na njih stisko, ko je slišal njih vpitje.

⁴⁵Og i sin godhet mot dem kom han sin pakt i hu, og det gjorde ham ondt efter hans store miskunnhet,

⁴⁵In spominjal se je zanje zaveze svoje in kesal se je po obilosti milosti svojih.

⁴⁶og han lot dem finne barmhjertighet for alle deres åsyn som hadde ført dem i fangenskap.

⁴⁶In dal jim je doseči usmiljenje pred vsemi, kateri so jih imeli v sužnosti.

⁴⁷Frels oss, Herre vår Gud, og samle oss fra hedningene til å love ditt hellige navn, rose oss av å kunne prise dig!

⁴⁷Reši nas, GOSPOD, Bog naš, in zberi nas izmed tistih poganov, da slavimo sveto ime tvoje in se hvalimo v hvali tvoji. —Slava GOSPODU, Bogu Izraelovemu, od veka do veka! In vse ljudstvo naj reče: Amen! Aleluja! Knjiga peta.

⁴⁸Lovet være Herren, Israels Gud, fra evighet og til evighet! Og alt folket sier: Amen. Halleluja!

⁴⁸Slava GOSPODU, Bogu Izraelovemu, od veka do veka! In vse ljudstvo naj reče: Amen! Aleluja! Knjiga peta.