1Av David. Til dig, Herre, roper jeg. Min klippe, vær ikke døv imot mig, forat jeg ikke, om du tier til mig, skal bli lik dem som farer ned i graven!
1K tebi, o GOSPOD, kličem, skala moja, ne delaj mi se gluhega, da ne postanem, ako mi bodeš nem, podoben njim, ki se pogrezajo v jamo.
2Hør mine inderlige bønners røst, når jeg roper til dig, når jeg opløfter mine hender til ditt hellige kor!
2Čuj prošenj mojih glas, ko vpijem k tebi, ko iztezam roke svoje proti hramu tvoje svetosti.
3Riv mig ikke bort med de ugudelige og med dem som gjør urett, som taler fred med sin næste, enda der er ondt i deres hjerte!
3Ne vleci me v pogubo z brezbožniki in ž njimi, ki delajo krivico, ki govore mir z bližnjimi svojimi, hudobija pa biva v njih srcu.
4Gi dem efter deres gjerning og efter deres onde adferd! Gi dem efter deres henders gjerning, gjengjeld dem hvad de har gjort!
4Daj jim po njih delu in po hudobnosti njih dejanj, po delu njih rok jim daj, povrni jim, kar so zaslužili.
5For de akter ikke på hvad Herren gjør, eller på hans henders gjerning; han skal nedbryte dem og ikke opbygge dem.
5Kajti ne menijo se za dejanja GOSPODOVA in za delo rok njegovih – podere jih, a postavi jih ne.
6Lovet være Herren, fordi han har hørt mine inderlige bønners røst!
6Hvaljen bodi GOSPOD, ker je uslišal prošenj mojih glas.
7Herren er min styrke og mitt skjold; til ham har mitt hjerte satt sin lit, og jeg blir hjulpet; derfor fryder mitt hjerte sig, og jeg vil prise ham med min sang.
7GOSPOD je moč moja in ščit moj; njemu je zaupalo srce moje, in pomagal mi je, zato se silno raduje srce moje in slavil ga bom s pesmijo svojo.
8Herren er deres* styrke, og han er et frelsens vern for sin salvede. / {* d.e. sitt folks.}
8GOSPOD je moč svojim in rešilna obrana maziljencu svojemu.O, reši ljudstvo svoje in blagoslovi dediščino svojo, in pasi jih ter podpiraj jih na veke!
9Frels ditt folk og velsign din arv, og fø dem og bær dem til evig tid!
9O, reši ljudstvo svoje in blagoslovi dediščino svojo, in pasi jih ter podpiraj jih na veke!