¹En salme av David; til ihukommelse.

¹{Psalm Davidov, v spomin.} GOSPOD, v srdu svojem me ne pokori in v togoti svoji me ne kaznuj.

²Herre, straff mig ikke i din vrede, og tukt mig ikke i din harme!

²Kajti pšice tvoje so se zabodle vame in težko me tlači roka tvoja.

³For dine piler har rammet mig, og din hånd er falt tungt på mig.

³Nič zdravega ni na mesu mojem zavoljo srda tvojega, miru ni v kosteh mojih zavoljo greha mojega.

⁴Det er intet friskt i mitt kjød for din vredes skyld, det er ingen fred i mine ben for min synds skyld.

⁴Zakaj krivice moje mi presezajo glavo, kakor težko breme me tlačijo, pretežke so zame.

⁵For mine misgjerninger går over mitt hode, som en tung byrde er de mig for tunge.

⁵Rane moje smrdé in se gnojé, zavoljo nespameti moje.

⁶Mine bylder lukter ille, de råtner for min dårskaps skyld.

⁶Mučim se in sključen sem jako, ves dan hodim v žalni obleki.

⁷Jeg er kroket, aldeles nedbøiet; hele dagen går jeg i sørgeklær.

⁷Kajti ledja moja so polna prisada in nič ni zdravega na mesu mojem.

⁸For mine lender er fulle av brand, og det er intet friskt i mitt kjød.

⁸Oslabljen sem in potrt presilno, tulim od stokanja svojega srca.

⁹Jeg er kold og stiv og aldeles knust, jeg hyler for mitt hjertes stønnen.

⁹Gospod, pred teboj je vse hrepenenje moje in zdihovanje moje ti ni skrito.

¹⁰Herre, for ditt åsyn er all min lengsel, og mitt sukk er ikke skjult for dig.

¹⁰Srce moje polje, zapustila me je moja krepkost, tudi luč mojih oči mi je zamrla.

¹¹Mitt hjerte slår heftig, min kraft har sviktet mig, og mine øines lys, endog det er borte for mig.

¹¹Ljubljenci moji in prijatelji moji so stopili vstran zavoljo nadloge moje, in sorodniki moji stoje oddaleč.

¹²Mine venner og mine frender holder sig i avstand fra min plage, og mine nærmeste står langt borte.

¹²Tisti pa, ki mi prežé po življenju, mi stavijo zanke, in kateri iščejo nesreče moje, govoré o pogubi in izmišljajo ves dan zvijače.

¹³Og de som står mig efter livet, setter snarer, og de som søker min ulykke, taler om undergang, og på svik tenker de den hele dag.

¹³Jaz pa kakor glušec ne slišim in sem kakor mutec, ki ne odpre svojih ust.

¹⁴Og jeg er som en døv, jeg hører ikke, og som en stum, som ikke later op sin munn.

¹⁴Res, postal sem kakor on, ki ne sliši in ki mu ni dokazov v ustih.

¹⁵Ja, jeg er som en mann som ikke hører, og som ikke har motsigelse i sin munn.

¹⁵Kajti tebe čakam, o GOSPOD, ti zame odgovoriš, Gospod Bog moj.

¹⁶For til dig, Herre, står mitt håp; du skal svare, Herre min Gud!

¹⁶Ker rekel sem: Da se pač ne radujejo nad menoj! Ko omahuje noga moja, se povzdigujejo proti meni.

¹⁷For jeg sier: De vil ellers glede sig over mig; når min fot vakler, ophøier de sig over mig.

¹⁷Zdajpazdaj padem, in bolečina moja mi je vedno pred očmi.

¹⁸For jeg er nær ved å falle, og min smerte er alltid for mig.

¹⁸Kajti krivico svojo pripoznavam in greh moj me skrbi.

¹⁹For jeg bekjenner min misgjerning, jeg sørger over min synd.

¹⁹Neprijatelji moji pa so čvrsti in močni, in množijo se, kateri me sovražijo iz krivih vzrokov.

²⁰Og mine fiender lever, er mektige, og mange er de som hater mig uten årsak.

²⁰In vračajoč hudo za dobro, mi nasprotujejo, zato ker hodim za dobrim.

²¹Og de som gjengjelder godt med ondt, står mig imot, fordi jeg jager efter det gode.

²¹Ne zapústi me, o GOSPOD, Bog moj, ne bivaj daleč od mene!Hiti mi na pomoč, o GOSPOD, rešenje moje!

²²Forlat mig ikke, Herre! Min Gud, vær ikke langt borte fra mig!

²²Hiti mi na pomoč, o GOSPOD, rešenje moje!

²³Skynd dig å hjelpe mig, Herre, min frelse!