¹Til sangmesteren; efter "Liljer"*; av David. / {* SLM 45, 1.}

¹{Načelniku godbe; kakor ‚Lilije‘. Psalm Davidov.} Reši me, o Bog, ker vode so mi prišle že do duše.

²Frels mig, Gud, for vannene er kommet inntil sjelen.

²Pogrezam se v blato pregloboko, kjer ni tal pod nogo, zašel sem v globočino vodá, roj valov pritiska name.

³Jeg er sunket ned i bunnløst dynd, hvor der intet fotfeste er; jeg er kommet i dype vann, og strømmen slår over mig.

³S kričanjem sem se utrudil, vnelo se je grlo moje, oči moje pešajo, ko čakam svojega Boga.

⁴Jeg har ropt mig trett, min strupe brenner; mine øine er borttæret idet jeg venter på min Gud.

⁴Več jih je, nego glave moje las, ki me črté brez vzroka, močni so, ki me hočejo uničiti, sovražniki mi po krivici; česar nisem vzel, me silijo vrniti.

⁵Flere enn hårene på mitt hode er de som hater mig uten årsak; tallrike er de som vil forderve mig, mine fiender uten grunn; det jeg ikke har røvet, skal jeg nu gi tilbake.

⁵O Bog, ti poznaš nespamet mojo in prestopki moji ti niso skriti.

⁶Gud, du kjenner min dårskap, og all min syndeskyld er ikke skjult for dig.

⁶Ne bodi jih spričo mene sram, ki tebe čakajo, o Gospod, GOSPOD nad vojskami; rdečica naj ne oblije zaradi mene njih, ki iščejo tebe, Bog Izraelov.

⁷La dem ikke bli til skamme ved mig, de som bier efter dig, Herre, Herre, hærskarenes Gud! La dem ikke bli til spott ved mig, de som søker dig, Israels Gud!

⁷Zakaj zavoljo tebe prenašam zasmehovanje, sramota je pokrila obličje moje.

⁸For for din skyld bærer jeg vanære, dekker skam mitt åsyn.

⁸Tujec sem postal bratom svojim in neznanec matere svoje sinovom.

⁹Jeg er blitt fremmed for mine brødre og en utlending for min mors barn.

⁹Kajti gorečnost za hišo tvojo me je razjedla, in zasmehovanje njih, ki tebe zasmehujejo, je zadelo mene.

¹⁰For nidkjærhet for ditt hus har fortært mig, og deres hån som håner dig, er falt på mig.

¹⁰Ko sem jokal in s postom pokoril dušo svojo, bilo mi je le v zasmehovanje.

¹¹Og min sjel gråt mens jeg fastet, og det blev mig til spott.

¹¹Ko sem se oblačil v raševino, tedaj sem jim bil v pregovor.

¹²Og jeg gjorde sekk til mitt klædebon, og jeg blev dem til et ordsprog.

¹²O meni govoričijo, kateri posedajo pri vratih, za pesem pa sem njim, ki pijejo opojno pijačo.

¹³De som sitter i porten, snakker om mig, og de som drikker sterk drikk, synger om mig.

¹³Jaz pa – prošnja moja je do tebe, GOSPOD, ob času milosti. O Bog, po obilosti milosti svoje me usliši, po zveličalni resnici svoji.

¹⁴Men jeg kommer med min bønn til dig, Herre, i nådens tid, Gud, for din megen miskunnhet; svar mig med din frelsende trofasthet!

¹⁴Potegni me iz blata, da se ne pogreznem, otet naj bodem sovražilcev svojih in iz globočin vodá.

¹⁵Redd mig ut av dyndet og la mig ikke synke! La mig bli reddet fra dem som hater mig, og fra de dype vann!

¹⁵Valovje vodá naj me ne potopi in globočina naj me ne pogoltne, in jama naj ne zapre žrela svojega nad mano.

¹⁶La ikke vannstrømmen slå over mig og ikke dypet sluke mig, og la ikke brønnen lukke sitt gap over mig!

¹⁶Odgovóri mi, GOSPOD, ker dobra je milost tvoja, po obilosti usmiljenja svojega ozri se v me.

¹⁷Svar mig, Herre, for din miskunnhet er god; vend dig til mig efter din store barmhjertighet!

¹⁷In ne skrivaj obličja svojega svojemu hlapcu, ker v stiski sem, hitro mi odgovóri!

¹⁸Og skjul ikke ditt åsyn for din tjener, for jeg er i nød; skynd dig å svare mig!

¹⁸Približaj se duši moji, reši jo, zavoljo sovražnikov mojih me odkupi!

¹⁹Kom nær til min sjel, forløs den, frels mig for mine fienders skyld!

¹⁹Ti poznaš zasramovanje moje in mojo sramoto ter nečast mojo, pred teboj so vsi sovražniki moji.

²⁰Du kjenner min spott og min skam og min vanære; alle mine motstandere er for ditt åsyn.

²⁰Sramotenje je potrlo srce moje in hudo sem bolan; in čakal sem, da bi me kdo miloval, pa ni bilo nikogar, čakal sem tolažiteljev, pa jih nisem dobil.

²¹Spott har brutt mitt hjerte, så jeg er syk, og jeg ventet på medynk, men der var ingen, på trøstere, men jeg fant ikke nogen.

²¹Dá, za jed so mi dali žolča in v žeji moji so mi dali piti octa.

²²De gav mig galle å ete, og for min tørst gav de mig eddik å drikke.

²²Njih miza bodi pred njimi za zanko in brezskrbno njih življenje za zadrgo.

²³La deres bord bli til en strikke for deres åsyn og til en snare for dem når de er trygge!

²³Otemné naj njih oči, da ne vidijo, in daj, da ledja njih omahujejo neprestano.

²⁴La deres øine formørkes, så de ikke ser, og la deres lender alltid vakle!

²⁴Izlij nanje jezo svojo in srd tvoj naj jih dohiti.

²⁵Utøs din harme over dem, og la din brennende vrede nå dem!

²⁵Pusto bodi njih bivališče, v šatorih njih ne bodi prebivalca.

²⁶Deres bolig bli øde, ei være der nogen som bor i deres telt!

²⁶Kajti preganjajo njega, ki si ga ti udaril, in spletajo pripovedke o bolečini prebodencev tvojih.

²⁷For den du har slått, forfølger de, og de forteller om deres smerte som du har stunget.

²⁷Pridevaj krivico njih krivici, in ne dosežejo naj pravičnosti tvoje.

²⁸La dem legge skyld til sin skyld, og la dem ikke komme til din rettferdighet!

²⁸Izbrišejo naj se iz življenja knjige, in s pravičnimi naj se ne zapišejo.

²⁹La dem bli utslettet av de levendes bok, og la dem ikke bli innskrevet med de rettferdige!

²⁹Jaz pa sem ubožen in v bolečini; rešitev tvoja, o Bog, postavi me na varno.

³⁰Men jeg er elendig og full av pine; la din frelse, Gud, føre mig i sikkerhet!

³⁰Hvalil bom ime Božje s pesmijo in poveličeval ga z zahvaljevanjem.

³¹Jeg vil love Guds navn med sang og ophøie ham med lovprisning,

³¹To bode všeč GOSPODU bolj nego vol, junec z rogovi in z razdeljenimi parklji.

³²og det skal behage Herren bedre enn en ung okse med horn og klover.

³²Ko bodo to videli krotki, se bodo veselili; naj oživi srce vaše, ki iščete Boga!

³³Når saktmodige ser det, skal de glede sig; I som søker Gud, eders hjerte leve!

³³Zakaj GOSPOD se ozira na potrebne in jetnikov svojih ne zameta.

³⁴For Herren hører på de fattige, og sine fanger forakter han ikke.

³⁴Hvalijo naj ga nebesa in zemlja, morja in karkoli lazi po njih.

³⁵Himmel og jord skal love ham, havet og alt det som rører sig i det.

³⁵Zakaj Bog dá rešitev Sionu in sezida mesta Judova, da bodo stanovali tam in podedovali deželo.In zarodi hlapcev njegovih jo bodo posedli, in kateri ljubijo ime njegovo, v njej prebivali.

³⁶For Gud skal frelse Sion og bygge byene i Juda, og de* skal bo der og eie dem, / {* de sanne israelitter.}

³⁶In zarodi hlapcev njegovih jo bodo posedli, in kateri ljubijo ime njegovo, v njej prebivali.

³⁷og hans tjeneres avkom skal arve dem, og de som elsker hans navn, skal bo i dem.