¹En læresalme av Asaf. Hvorfor, Gud, har du forkastet oss for evig tid? Hvorfor ryker din vrede mot den hjord du før?

¹{Nauk, Asafov.} Zakaj, o Bog, nas zametaš vedno? zakaj se kadi jeza tvoja zoper čredo paše tvoje?

²Kom i hu din menighet, som du vant din i fordums tid, som du gjenløste til å være din arvs stamme, Sions berg, hvor du tok bolig!

²Spomni se občine svoje, ki si jo pridobil oddavnaj in odkupil za rod posesti svoje, gore Sionske, ki si na njej prebival!

³Opløft dine trin til de evige grushoper! Alt har fienden fordervet i helligdommen.

³Prispej k podrtinam večnim! Vse zlo je storil sovražnik v svetišču.

⁴Dine motstandere har brølt midt i ditt forsamlingshus; de har satt sine egne tegn op til tegn.

⁴Rjuli so nasprotniki tvoji sredi zbirališča tvojega, postavili so svoja znamenja za znamenja.

⁵Det var et syn som når økser løftes i tykke skogen.

⁵Bilo je videti, kakor da vsak dviga kvišku sekiro v goščavi gozdni.

⁶Og nu, alt det som fantes av billedverk, det slo de sønder med øks og hammer.

⁶In zdaj razbijajo rezbe njegove vse s sekirami in s kladivi.

⁷De har satt ild på din helligdom; like til grunnen har de vanhelliget ditt navns bolig.

⁷Zažgali so svetišče tvoje, do tal so oskrunili prebivališče tvojega imena.

⁸De har sagt i sitt hjerte: Vi vil ødelegge dem alle tilsammen! De har opbrent alle Guds forsamlingshus i landet.

⁸Rekli so v srcu svojem: Ugonobimo jih vse vkup! Požgali so vsa zbirališča Boga mogočnega v deželi.

⁹Våre egne tegn ser vi ikke; det er ikke nogen profet mere, ikke nogen hos oss som vet hvor lenge det skal vare.

⁹Znamenj naših ne vidimo, ni več proroka, in ni ga med nami, ki bi vedel, doklej –?

¹⁰Hvor lenge, Gud, skal motstanderen håne, fienden forakte ditt navn evindelig?

¹⁰Doklej, o Bog, bo zasramoval stiskalec, večno li bo zaničeval sovražnik ime tvoje?

¹¹Hvorfor drar du din hånd, din høire hånd tilbake? Ta den ut av din barm og ødelegg!

¹¹Zakaj odtezaš roko svojo in desnico svojo? Potegni jo iz nedrij svojih in naredi konec!

¹²Gud er dog min konge fra fordums tid, han som skaper frelse på den vide jord.

¹²Vendar pa je Bog kralj moj že od nekdaj, ki dela rešitve na zemlji.

¹³Du er den som skilte havet med din styrke, knuste dragenes hoder på vannene.

¹³Ti si razklal v moči svoji morje, razbil si zmajem glave na vodah.

¹⁴Du sønderslo Leviatans* hoder, du gav den til føde for ørkenens folk. / {* d.e. et stort sjødyr.}

¹⁴Ti si raztreskal leviatanu glave, dal si ga za jed rodu, zverinam puščave.

¹⁵Du lot kilde og bekk bryte frem, du uttørket evige strømmer.

¹⁵Ti si odprl studenec in potok, ti si posušil reke neusahljive.

¹⁶Dig hører dagen til, dig også natten; du har skapt himmellysene og solen.

¹⁶Tvoj je dan, tvoja tudi noč, ti si napravil luč njeno in solnce.

¹⁷Du har fastsatt alle jordens grenser; sommer og vinter - du har dannet dem.

¹⁷Ti si določil vse meje zemlji, poletje in zimo napravil si ti.

¹⁸Kom dette i hu: Fienden har hånet Herren, og et dårlig folk har foraktet ditt navn!

¹⁸Spomni se vendar, da je sovražnik sramotil GOSPODA in da ljudstvo nespametno zaničuje ime tvoje.

¹⁹Overgi ikke din turteldue til den mordlystne skare, glem ikke dine elendiges skare evindelig!

¹⁹Ne daj tisti zveri duše grlice svoje, krdela ubožcev svojih ne zabi vekomaj.

²⁰Se til pakten! For landets mørke steder er fulle av volds boliger.

²⁰Ozri se na zavezo, ker po kotih dežele je polno bivališč silovitosti.

²¹La ikke den undertrykte vende tilbake med skam, la den elendige og fattige love ditt navn!

²¹Ponižanec naj se ne vrne osramočen, ubožec in siromak naj hvalita ime tvoje.

²²Reis dig, Gud, før din sak, kom i hu at du blir hånet av dåren hele dagen!

²²Vstani, o Bog; potegni se za pravdo svojo, spomni se zasramovanja, ki ti ga delajo nespametneži vsak dan.Ne pozabi glasu sovražnikov svojih, ropota vzpenjajočih se zoper tebe, ki se vedno vzdiguje kvišku.

²³Glem ikke dine fienders røst, dine motstanderes bulder, som stiger op all tid!

²³Ne pozabi glasu sovražnikov svojih, ropota vzpenjajočih se zoper tebe, ki se vedno vzdiguje kvišku.