¹Til sangmesteren, for Jedutun*; av Asaf; en salme. / {* SLM 62, 1.}

¹{Načelniku godbe; za Jedutuna. Psalm Asafov.} Z glasom svojim hočem vpiti k Bogu, z glasom svojim k Bogu, in nagne uho k meni.

²Min røst er til Gud, og jeg vil rope; min røst er til Gud, og han vil vende øret til mig.

²Ob dnevi stiske svoje sem iskal Gospoda, roka moja je bila po noči proti nebu iztegnjena neprenehoma, duša moja se je branila pripustiti tolažbo.

³På min nøds dag søker jeg Herren; min hånd er utrakt om natten og blir ikke trett, min sjel vil ikke la sig trøste.

³Spominjam se Boga in stokam, premišljam, in duh moj omaguje. (Sela.)

⁴Jeg vil komme Gud i hu og sukke; jeg vil gruble, og min ånd vansmekter. Sela.

⁴Ne daš mi zatisniti oči, izbegan sem tako, da govoriti ne morem.

⁵Du holder mine øine oppe i nattevaktene; jeg er urolig og taler ikke.

⁵Čase premišljujem starodavne, prejšnjih vekov leta.

⁶Jeg tenker på fordums dager, på de lengst fremfarne år.

⁶Spominjam se ponočne godbe svoje na strune, v srcu svojem premišljam in duh moj preiskuje, govoreč:

⁷Jeg vil komme i hu mitt strengespill om natten, i mitt hjerte vil jeg gruble, og min ånd ransaker.

⁷Ali bi na večne čase zametal Gospod, ali ne bode nikdar več milostiv?

⁸Vil da Herren forkaste i all evighet, og vil han ikke mere bli ved å vise nåde?

⁸Je li pri kralju milost njegova za vselej? Je li konec obljubi njegovi od roda do roda?

⁹Er det for all tid ute med hans miskunnhet? er hans løfte blitt til intet slekt efter slekt?

⁹Ali je pozabil Bog mogočni deliti milost, ali je pa v jezi zaprl usmiljenje svoje? (Sela.)

¹⁰Har Gud glemt å være nådig? Har han i vrede tillukket sin barmhjertighet? Sela.

¹⁰Nato si rečem: To je moja bolezen, leta trpljenja, namenjena mi od desnice Najvišjega.

¹¹Jeg sier: Dette er min plage, det er år fra den Høiestes høire hånd.

¹¹S hvalo bom spominjal dejanj GOSPODOVIH, da, spominjal se bom vseh čudes tvojih od starodavnosti.

¹²Jeg vil forkynne Herrens gjerninger; for jeg vil komme dine under i hu fra fordums tid.

¹²In premišljal bom vsaktero delo tvoje in o dejanjih tvojih bom razmišljal.

¹³Og jeg vil eftertenke alt ditt verk, og på dine store gjerninger vil jeg grunde.

¹³O Bog, v svetosti je steza tvoja; kdo je velik Bog mogočni kakor Bog naš?

¹⁴Gud! Din vei er i hellighet; hvem er en gud stor som Gud?

¹⁴Ti si sam Bog mogočni, čudodelni, pokazal si moč svojo med narodi.

¹⁵Du er den Gud som gjør under; du har kunngjort din styrke blandt folkene.

¹⁵Odrešil si s povzdignjeno roko ljudstvo svoje, sinove Jakobove in Jožefove. (Sela.)

¹⁶Du har forløst ditt folk med velde, Jakobs og Josefs barn. Sela.

¹⁶Videle so te vode, o Bog, videle so te vode in se tresle, da, potresla so se brezna.

¹⁷Vannene så dig, Gud, vannene så dig, de bevet, ja avgrunnene skalv.

¹⁷Izlili so oblaki vode, glas so zagnali gornji oblaki, tudi pšice tvoje so švigale semtertja.

¹⁸Skyene utøste vann, himlene lot sin røst høre, ja dine piler fløi hit og dit.

¹⁸Bobnel je grom tvoj v viharju, bliski so razsvetljevali vesoljni svet, potresla se je zemlja in trepetala.

¹⁹Din tordens røst lød i stormhvirvelen, lyn lyste op jorderike, jorden bevet og skalv.

¹⁹Skozi morje je šla pot tvoja in steza tvoja skozi široke vode, kjer sledovi tvoji niso znani.Vodil si kakor čredo ljudstvo svoje po Mojzesu in Aronu.

²⁰Gjennem havet gikk din vei, og dine stier gjennem store vann, og dine fotspor blev ikke kjent.

²⁰Vodil si kakor čredo ljudstvo svoje po Mojzesu in Aronu.

²¹Du førte ditt folk som en hjord ved Moses' og Arons hånd.