¹En læresalme av Etan, esrahitten.

¹{Pouk Etana Ezrahovca.} O milostih GOSPODOVIH bom peval vekomaj, rodu za rodom bom oznanjal z usti svojimi zvestobo tvojo.

²Om Herrens nådegjerninger vil jeg synge til evig tid; fra slekt til slekt vil jeg kunngjøre din trofasthet med min munn.

²Rekel sem namreč: Vekomaj se bo milost sezidavala, v samih nebesih utrdiš zvestobo svojo.

³For jeg sier: Miskunnhet bygges op til evig tid, i himmelen grunnfester du din trofasthet.

³„Sklenil sem zavezo z izvoljencem svojim, prisegel sem Davidu, svojemu hlapcu:

⁴[Du sier:] Jeg har gjort en pakt med min utvalgte, jeg har svoret David, min tjener:

⁴Na vekomaj utrdim seme tvoje in stavil bom prestol tvoj od roda do roda.“ (Sela.)

⁵Til evig tid vil jeg grunnfeste ditt avkom, og jeg vil bygge din trone fra slekt til slekt. Sela.

⁵Zato slavé nebesa čudovito delo tvoje, o GOSPOD, tudi zvestobo tvojo v zboru svetnikov.

⁶Og himlene priser din underfulle gjerning, Herre, og din trofasthet prises i de helliges forsamling.

⁶Zakaj kdo naj se v nebeških višavah primerja GOSPODU, kdo je GOSPODU podoben med sinovi Božjimi?

⁷For hvem i det høie er å ligne med Herren? Hvem er Herren lik blandt Guds sønner,

⁷On je Bog mogočni, jako strašen v zboru svetnikov in strašnejši mimo vseh, ki so okrog njega.

⁸en Gud, såre forferdelig i de helliges hemmelige råd og fryktelig for alle dem som er omkring ham?

⁸O GOSPOD, Bog nad vojskami, kdo je tebi enako mogočen, GOSPOD? In zvestoba tvoja biva okrog tebe.

⁹Herre, hærskarenes Gud, hvem er sterk som du, Herre? Og din trofasthet er rundt omkring dig.

⁹Ti gospoduješ nad morja divjostjo; ko se vzpenjajo valovi njegovi, ti jih krotiš.

¹⁰Du er den som hersker over havets overmot; når dets bølger reiser sig, lar du dem legge sig.

¹⁰Zdrobil si Egipt, da je kakor strt, z ramo svoje moči si razkropil sovražnike svoje.

¹¹Du har sønderknust Rahab* som en ihjelslått; med din styrkes arm har du spredt dine fiender. / {* SLM 87, 4.}

¹¹Tvoja so nebesa, tvoja tudi zemlja; vesoljni svet in česar je poln, ustanovil si ti.

¹²Dig hører himlene til, dig også jorden; jorderike og alt det som fyller det - du har grunnfestet dem;

¹²Sever in jug, ti si ju ustvaril; Tabor in Hermon veselo pojeta o imenu tvojem.

¹³nord og syd - du har skapt dem; Tabor og Hermon jubler over ditt navn.

¹³Velemožna je rama tvoja, krepka je roka tvoja, vzvišena desnica tvoja.

¹⁴Du har en arm med velde; sterk er din hånd, ophøiet er din høire hånd.

¹⁴Pravičnost in prava sodba sta podstava tvojemu prestolu, milost in resnica hodita pred obličjem tvojim.

¹⁵Rettferd og rett er din trones grunnvoll; nåde og sannhet går frem for ditt åsyn.

¹⁵Blagor ljudstvu, ki pozna trobente radostni glas! Ti hodijo v svetlobi obličja tvojega, o GOSPOD!

¹⁶Salig er det folk som kjenner til jubel*; Herre, i ditt åsyns lys skal de vandre. / {* nemlig over Herren, sin konge.}

¹⁶V imenu tvojem se radujejo ves dan in po pravičnosti tvoji se povišujejo.

¹⁷I ditt navn skal de fryde sig hele dagen, og ved din rettferdighet blir de ophøiet.

¹⁷Zakaj dika njih moči si ti, in po blagovoljnosti tvoji bo zvišan rog naš.

¹⁸For du er deres styrkes pryd, og ved din godhet ophøier du vårt horn.

¹⁸GOSPOD namreč je naš ščit in Svetnik Izraelov naš kralj.

¹⁹For Herren er vårt skjold, og Israels Hellige vår konge.

¹⁹Nekdaj si v prikazni govoril svetnikom svojim in rekel: Pomoč sem podelil junaku, povzdignil sem izvoljenega iz ljudstva.

²⁰Dengang* talte du i et syn til dine fromme** og sa: Jeg har nedlagt hjelp hos en helt, jeg har ophøiet en ung mann av folket. / {* SLM 89, 4. 5.} / {** Guds folk.}

²⁰Našel sem Davida, hlapca svojega, pomazilil sem ga s svetim oljem svojim.

²¹Jeg har funnet David, min tjener, jeg har salvet ham med min hellige olje.

²¹Ž njim bodi roka moja stanovitna in rama moja naj ga krepča.

²²Min hånd skal alltid være med ham, og min arm skal gi ham styrke.

²²Ne bo ga stiskal sovražnik in sin krivice ga ne bo tlačil.

²³Fienden skal ikke plage ham, og den urettferdige skal ikke undertrykke ham.

²³Temuč starem izpred njega nasprotnike njegove in sovražilce njegove udarim.

²⁴Men jeg vil sønderknuse hans motstandere for hans åsyn og slå dem som hater ham.

²⁴In moja zvestoba in milost moja bo ž njim, in v imenu mojem se povzdigne rog njegov.

²⁵Og min trofasthet og min miskunnhet skal være med ham, og i mitt navn skal hans horn ophøies.

²⁵In nad morje položim roko njegovo in nad reke njegovo desnico.

²⁶Og jeg vil la ham legge sin hånd på havet og sin høire hånd på elvene.

²⁶On me bo klical: Oče moj si ti, Bog moj mogočni in skala rešenja mojega.

²⁷Han skal rope til mig: Du er min far, min Gud og min frelses klippe.

²⁷Jaz pa ga postavim za prvorojenca, za najvišjega kraljem zemlje.

²⁸Og jeg vil gjøre ham til den førstefødte, til den høieste blandt kongene på jorden.

²⁸Vekomaj mu ohranim milost svojo, in zaveza moja mu ostani zvesta.

²⁹Jeg vil bevare min miskunnhet mot ham til evig tid, og min pakt skal stå fast for ham.

²⁹In postavim seme njegovo, da večno traja, in prestol njegov kakor dnevi nebes.

³⁰Og jeg vil la hans avkom bli til evig tid og hans trone som himmelens dager.

³⁰Ako zapusté sinovi njegovi zakon moj in ne bodo hodili v sodbah mojih,

³¹Dersom hans barn forlater min lov og ikke vandrer i mine bud,

³¹ako oskrunijo postave moje in ne bodo ravnali po zapovedih mojih:

³²dersom de krenker mine forskrifter og ikke holder mine befalinger,

³²obiščem s šibo njih pregreho in z udarci njih krivico.

³³da vil jeg hjemsøke deres synd med ris og deres misgjerning med plager.

³³Toda milosti svoje mu ne odtegnem in lagal ne bom zoper zvestobo svojo.

³⁴Men min miskunnhet vil jeg ikke ta fra ham, og min trofasthet skal ikke svikte;

³⁴Ne oskrunim zaveze svoje in ne izpremenim ustnic svojih obljube.

³⁵jeg vil ikke bryte min pakt og ikke forandre hvad som gikk ut fra mine leber.

³⁵Enkrat sem prisegel pri svetosti svoji; zares, Davidu ne bom lagal:

³⁶Ett har jeg svoret ved min hellighet, sannelig, for David vil jeg ikke lyve:

³⁶Večno bodi seme njegovo in prestol njegov kakor solnce pred mano.

³⁷Hans avkom skal bli til evig tid, og hans trone som solen for mitt åsyn.

³⁷Kakor luna bode stanoviten vekomaj. In priča v nebeških višavah je zvesta. (Sela.)

³⁸Som månen skal den stå evindelig, og vidnet i det høie er trofast. Sela.

³⁸Ti pa si zavrgel in zaničeval, razsrdil si se zoper maziljenca svojega.

³⁹Og du har forkastet og forsmådd, du er blitt harm på din salvede.

³⁹Zaničeval si hlapca svojega zavezo, oskrunil in vrgel na tla venec njegov.

⁴⁰Du har rystet av dig pakten med din tjener, du har vanhelliget hans krone ned i støvet.

⁴⁰Podrl si vse ograje njegove, trdnjave njegove si izpostavil razdoru.

⁴¹Du har revet ned alle hans murer, du har lagt hans festninger i grus.

⁴¹Plenili so ga vsi mimohodeči, v zasmeh je dan sosedom svojim.

⁴²Alle de som går forbi på veien, har plyndret ham; han er blitt til hån for sine naboer.

⁴²Povzdignil si zatiralcev njegovih desnico, veselje napravil vsem sovražnikom njegovim.

⁴³Du har ophøiet hans motstanderes høire hånd, du har gledet alle hans fiender.

⁴³Skrhal si tudi meča njegovega ostrino in mu nisi dal zmagati v vojski.

⁴⁴Og du lot hans skarpe sverd vike og lot ham ikke holde stand i striden.

⁴⁴Storil si, da je minila bleščoba njegova, in prestol njegov si zvrnil na tla.

⁴⁵Du har gjort ende på hans glans og kastet hans trone i støvet.

⁴⁵Okrajšal si dni mladosti njegove, pokril si ga s sramoto. (Sela.)

⁴⁶Du har forkortet hans ungdoms dager, du har dekket ham med skam. Sela.

⁴⁶Doklej, GOSPOD, boš li se skrival vekomaj? gorela bo kakor ogenj jeza tvoja?

⁴⁷Hvor lenge, Herre, vil du skjule dig evindelig? Hvor lenge skal din harme brenne som ild?

⁴⁷Spomni se me – kako sem kratkih dni! Za kako ničevost si ustvaril vse otroke človeške!

⁴⁸Kom dog i hu hvor kort mitt liv er, hvor forgjengelige du har skapt alle menneskenes barn!

⁴⁸Kateri mož je, ki živi in ne bo videl smrti, ki zavaruje dušo svojo zoper oblast groba? (Sela.)

⁴⁹Hvem er den mann som lever og ikke ser døden, som frir sin sjel fra dødsrikets vold? Sela.

⁴⁹Kje so, o Gospod, milosti tvoje nekdanje, ki si jih prisegel Davidu v zvestobi svoji?

⁵⁰Hvor er, Herre, dine forrige nådegjerninger, som du tilsvor David i din trofasthet?

⁵⁰Spomni se, Gospod, sramote hlapcev svojih, da nosim v prsih svojih zasramovanje vseh teh mnogih ljudstev,

⁵¹Kom i hu, Herre, dine tjeneres vanære, at jeg må bære alle de mange folk i mitt skjød,

⁵¹s katerim so sramotili sovražniki tvoji, GOSPOD, s katerim so sramotili maziljenca tvojega stopinje. —Slava GOSPODU vekomaj! Amen in Amen! Knjiga četrta.

⁵²at dine fiender håner, Herre, at de håner din salvedes fotspor!

⁵²Slava GOSPODU vekomaj! Amen in Amen! Knjiga četrta.

⁵³Lovet være Herren til evig tid! Amen, amen.