1Kom, la oss juble for Herren, la oss rope med fryd for vår frelses klippe!
1Pridite, veselo pevajmo GOSPODU, ukajmo skali zveličanja svojega!
2La oss trede frem for hans åsyn med pris, la oss juble for ham med salmer!
2Pojdimo pred obličje njegovo s hvalo, psalme pojoč mu ukajmo.
3For Herren er en stor Gud og en stor konge over alle guder,
3Zakaj velik Bog mogočni je GOSPOD in velik kralj nad vse bogove.
4han som har jordens dyp i sin hånd og fjellenes høider i eie,
4V roki njegovi so podstave zemlje in v njegovi oblasti višine gorá.
5han som eier havet, for han har skapt det, og hans hender har gjort det tørre land.
5Njegovo je morje, on ga je naredil, in suho zemljo so ustvarile roke njegove.
6Kom, la oss kaste oss ned og bøie kne, la oss knele for Herrens, vår skapers åsyn!
6Pridite, priklonimo se in padimo na tla, pripognimo kolena pred GOSPODOM, ki nas je ustvaril!
7For han er vår Gud, og vi er det folk han før, og den hjord hans hånd leder. Vilde I dog idag høre hans røst!
7Zakaj on je Bog naš, mi pa ljudstvo paše njegove in čreda vodbe njegove. Danes če slišite glas njegov,
8Forherd ikke eders hjerte, likesom ved Meriba, likesom på Massadagen i ørkenen,
8nikar ne zakrknite srca svojega kakor v prepiru [Hebr. v Meribi.], kakor ob dnevi izkušnjave [Hebr. Masa.] v puščavi,
9hvor eders fedre fristet mig! De satte mig på prøve, de som dog hadde sett min gjerning.
9ko so me izkušali očetje vaši; izkušnjo so mi napravili, dasi so videli dela moja.
10Firti år vemmedes jeg ved den slekt, og jeg sa: De er et folk med forvillet hjerte, og de kjenner ikke mine veier.
10Štirideset let sem imel težave s tistim rodom in sem rekel: Ljudstvo je srca tavajočega. A oni niso spoznali potov mojih.Zatorej sem prisegel v jezi svoji: Nikakor ne pridejo v pokoj moj!
11Så svor jeg i min vrede: Sannelig, de skal ikke komme inn til min hvile.
11Zatorej sem prisegel v jezi svoji: Nikakor ne pridejo v pokoj moj!