¹Jeg kunngjør eder, brødre, det evangelium som jeg forkynte eder, som I og tok imot, som I og står fast i,

¹Али вам напомињем, браћо, јеванђеље, које вам објавих, које и примисте, у коме и стојите.

²som I og blir frelst ved dersom I holder fast ved det ord hvormed jeg forkynte eder det, såfremt I ikke forgjeves er kommet til troen.

²Којим се и спасавате, ако држите како вам објавих; већ ако да узалуд веровасте.

³For jeg overgav eder blandt de første ting det som jeg selv mottok, at Kristus døde for våre synder efter skriftene,

³Јер вам најпре предадох шта и примих да Христос умре за грехе наше, по писму,

⁴og at han blev begravet,

⁴И да би укопан, и да уста трећи дан, по писму,

⁵og at han opstod på den tredje dag efter skriftene,

⁵И да се јави Кифи, потом једанаесторици апостола;

⁶og at han blev sett av Kefas, derefter av de tolv.

⁶А потом Га видеше једном више од пет стотина браће, од којих многи живе и сад, а неки и помреше;

⁷Derefter blev han sett av mere enn fem hundre brødre på én gang - av dem er de fleste ennu i live, men nogen er hensovet.

⁷А потом се јави Јакову, па онда свима апостолима;

⁸Derefter blev han sett av Jakob, derefter av alle apostlene.

⁸А после свих јави се и мени као каквом недоношчету.

⁹Men sist av alle blev han og sett av mig som det ufullbårne foster; for jeg er den ringeste av apostlene og er ikke verd å kalles apostel, fordi jeg har forfulgt Guds menighet;

⁹Јер ја сам најмлађи међу апостолима, који нисам достојан назвати се апостол, јер гоних цркву Божију.

¹⁰men av Guds nåde er jeg det jeg er, og hans nåde mot mig har ikke vært forgjeves, men jeg har arbeidet mere enn de alle, dog ikke jeg, men Guds nåde som er med mig.

¹⁰Али по благодати Божијој јесам шта јесам, и благодат Његова што је у мени не оста празна, него се потрудих више од свих њих, али не ја него благодат Божија која је са мном.

¹¹Hvad enten det da er jeg eller de andre, så forkynner vi således, og således kom I til troen.

¹¹Био дакле ја или они, тако проповедамо, и тако веровасте.

¹²Men forkynnes det om Kristus at han er opstanden fra de døde, hvorledes kan da nogen iblandt eder si at det ikke er nogen opstandelse av døde?

¹²А ако се Христос проповеда да устаде из мртвих, како говоре неки међу вама да нема васкрсења мртвих?

¹³Men er det ikke nogen opstandelse av døde, da er heller ikke Kristus opstanden;

¹³И ако нема васкрсења мртвих, то ни Христос не уста.

¹⁴men er Kristus ikke opstanden, da er vår forkynnelse intet, da er også eders tro intet;

¹⁴А ако Христос не уста, узалуд дакле проповедање наше, а узалуд и вера ваша.

¹⁵da finnes vi og å være falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet mot Gud at han har opvakt Kristus, som han dog ikke har opvakt såfremt altså de døde ikke opstår.

¹⁵А налазимо се и лажни сведоци Божији што сведочимо на Бога да васкрсе Христа, ког не васкрсе кад мртви не устају.

¹⁶For dersom de døde ikke opstår, da er heller ikke Kristus opstanden;

¹⁶Јер ако мртви не устају, ни Христос не уста.

¹⁷men er Kristus ikke opstanden, da er eders tro unyttig, da er I ennu i eders synder,

¹⁷А ако Христос не уста, узалуд вера ваша; још сте у гресима својим.

¹⁸da er altså også de fortapt som er hensovet i Kristus.

¹⁸Дакле, и они који помреше у Христу, изгибоше.

¹⁹Har vi bare i dette liv satt vårt håp til Kristus, da er vi de ynkverdigste av alle mennesker.

¹⁹И ако се само у овом животу уздамо у Христа, најнесрећнији смо од свих људи.

²⁰Men nu er Kristus opstanden fra de døde og er blitt førstegrøden av de hensovede.

²⁰Али Христос уста из мртвих, и би новина онима који умреше.

²¹For eftersom døden er kommet ved et menneske, så er og de dødes opstandelse kommet ved et menneske;

²¹Јер будући да кроз човека би смрт, кроз човека и васкрсење мртвих.

²²for likesom alle dør i Adam, så skal og alle levendegjøres i Kristus.

²²Јер како по Адаму сви умиру, тако ће и по Христу сви оживети.

²³Men hver i sin egen avdeling: Kristus er førstegrøden; derefter skal de som hører Kristus til, levendegjøres ved hans komme;

²³Али сваки у свом реду: новина Христос; а потом они који вероваше Христу о Његовом доласку;

²⁴derefter kommer enden, når han overgir riket til Gud og Faderen, efterat han har tilintetgjort all makt og all myndighet og velde.

²⁴Онда крај, кад преда царство Богу и Оцу, и кад укине свако поглаварство и сваку власт и силу.

²⁵For han skal være konge inntil han får lagt alle sine fiender under sine føtter.

²⁵Јер Њему ваља царовати докле не положи све непријатеље своје под ноге своје.

²⁶Den siste fiende som tilintetgjøres, er døden;

²⁶А последњи ће се непријатељ укинути, смрт.

²⁷for han har lagt alt under hans føtter. Men når han sier at alt er ham underlagt, så er det klart at han er undtatt som har underlagt ham alt;

²⁷Јер све покори под ноге Његове. Али кад вели да је све Њему покорено, показује се да је осим Оног који Му покори све.

²⁸men når alt er ham underlagt, da skal og Sønnen selv underlegge sig ham som la alt under ham, forat Gud skal være alt i alle.

²⁸А кад Му све покори, онда ће се и сам Син покорити Оном који Му све покори, да буде Бог све у свему.

²⁹Hvad gjør da de som lar sig døpe for de døde? Dersom de døde i det hele tatt ikke opstår, hvorfor lar de sig da døpe for dem?

²⁹Шта, дакле, чине они који се крсте мртвих ради? Кад мртви јамачно не устају, што се и крштавају мртвих ради?

³⁰Hvorfor setter også vi oss hver time i fare?

³⁰И ми, зашто подносимо муке и невоље сваки час?

³¹Jeg dør hver dag, så sant som jeg kan rose mig av eder, brødre, i Kristus Jesus, vår Herre.

³¹Сваки дан умирем, тако ми, браћо, ваше славе, коју имам у Христу Исусу Господу нашем.

³²Var det på menneskelig vis jeg stred med ville dyr i Efesus, hvad vinning har jeg da av det? Dersom de døde ikke opstår, da la oss ete og drikke, for imorgen dør vi!

³²Јер ако сам се по човеку борио са зверовима у Ефесу, каква ми је корист ако мртви не устају? Да једемо и пијемо, јер ћемо сутра умрети.

³³Far ikke vill! Dårlig omgang forderver gode seder.

³³Не варајте се: зли разговори кваре добре обичаје.

³⁴Våkn op for alvor og synd ikke! for somme har ikke kjennskap til Gud; til skam for eder sier jeg det.

³⁴Отрезните се једанпут као што треба, и не грешите; јер неки не знају за Бога, на срамоту вама кажем.

³⁵Men en kunde si: Hvorledes opstår de døde? og med hvad slags legeme kommer de frem?

³⁵Али ће вам рећи ко: Како ће устати мртви? И у каквом ће телу доћи?

³⁶Du dåre! det du sår, blir ikke levendegjort uten det dør.

³⁶Безумниче! То што сејеш неће оживети ако не умре.

³⁷Og når du sår, sår du ikke det legeme som skal bli, men et nakent korn, kan hende av hvete eller av noget annet slag;

³⁷И што сејеш не сејеш тело које ће бити, него голо зрно, било пшенично или друго како.

³⁸men Gud gir det et legeme efter sin vilje, og hvert slags sæd sitt eget legeme.

³⁸А Бог му даје тело како хоће, и сваком семену своје тело.

³⁹Ikke alt kjøtt er det samme kjøtt, men ett er kjøtt i mennesker, et annet i fe, et annet i fugler, et annet i fisker.

³⁹Није свако тело једно тело, него је друго тело човечије, а друго скотско, а друго рибље, а друго птичије.

⁴⁰Og der er himmelske legemer, og der er jordiske legemer; men én herlighet har de himmelske legemer, en annen de jordiske.

⁴⁰И имају телеса небеска и телеса земаљска: али је друга слава небеским, а друга земаљским.

⁴¹Én glans har solen, og en annen månen, og en annen stjernene; for den ene stjerne skiller sig fra den andre i glans.

⁴¹Друга је слава сунцу, а друга слава месецу, и друга слава звездама; јер се звезда од звезде разликује у слави.

⁴²Så er det og med de dødes opstandelse. Det såes i forgjengelighet; det opstår i uforgjengelighet;

⁴²Тако и васкрсење мртвих: сеје се за распадљивост, а устаје за нераспадљивост;

⁴³det såes i vanære, det opstår i herlighet; det såes i skrøpelighet, det opstår i kraft;

⁴³Сеје се у срамоти, а устаје у слави; сеје се у слабости, а устаје у сили;

⁴⁴der såes et naturlig legeme, der opstår et åndelig legeme. Så visst som det gis et naturlig legeme, gis det og et åndelig legeme.

⁴⁴Сеје се тело телесно, а устаје тело духовно. Има тело телесно, и има тело духовно.

⁴⁵Således er det og skrevet: Det første menneske, Adam, blev til en levende sjel; den siste Adam er blitt til en levendegjørende ånd.

⁴⁵Тако је и писано: Први човек Адам постаде у телесном животу, а последњи Адам у духу који оживљује.

⁴⁶Men det åndelige er ikke det første, men det naturlige, derefter det åndelige.

⁴⁶Али духовно тело није прво, него телесно, па онда духовно.

⁴⁷Det første menneske var av jorden, jordisk; det annet menneske er av himmelen.

⁴⁷Први је човек од земље, земљан; други је човек Господ с неба.

⁴⁸Sådan som den jordiske var, så er og de jordiske, og sådan som den himmelske er, så skal og de himmelske være,

⁴⁸Какав је земљани такви су и земљани; и какав је небески такви су и небески.

⁴⁹og likesom vi har båret den jordiskes billede, så skal vi og bære den himmelskes billede.

⁴⁹И како носимо обличје земљаног тако ћемо носити и обличје небеског.

⁵⁰Men dette sier jeg, brødre, at kjød og blod kan ikke arve Guds rike, heller ikke arver forgjengelighet uforgjengelighet.

⁵⁰А ово говорим, браћо, да тело и крв не могу наследити царство Божије, нити распадљивост нераспадљивости наслеђује.

⁵¹Se, jeg sier eder en hemmelighet: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles,

⁵¹Ево вам казујем тајну: јер сви нећемо помрети, а сви ћемо се претворити.

⁵²i et nu, i et øieblikk, ved den siste basun. For basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforgjengelige, og vi skal forvandles.

⁵²Уједанпут, у тренућу ока у последњој труби; јер ће затрубити и мртви ће устати нераспадљиви, и ми ћемо се претворити.

⁵³For dette forgjengelige skal bli iklædd uforgjengelighet, og dette dødelige bli iklædd udødelighet.

⁵³Јер ово распадљиво треба да се обуче у нераспадљивост, и ово смртно да се обуче у бесмртност.

⁵⁴Og når dette forgjengelige er iklædd uforgjengelighet, og dette dødelige er iklædd udødelighet, da opfylles det ord som er skrevet: Døden er opslukt til seier.

⁵⁴А кад се ово распадљиво обуче у нераспадљивост и ово се смртно обуче у бесмртност, онда ће се збити она реч што је написана: Победа прождре смрт.

⁵⁵Død, hvor er din brodd? Død, hvor er din seier?

⁵⁵Где ти је, смрти, жалац? Где ти је, пакле, победа?

⁵⁶Men dødens brodd er synden, og syndens kraft er loven;

⁵⁶А жалац је смрти грех, а сила је греха закон.

⁵⁷men Gud være takk, som gir oss seier ved vår Herre Jesus Kristus!

⁵⁷А Богу хвала који нам даде победу кроз Господа нашег Исуса Христа.

⁵⁸Derfor, mine elskede brødre, vær faste, urokkelige, alltid rike i Herrens gjerning, da I vet at eders arbeide ikke er unyttig i Herren!

⁵⁸Зато, браћо моја љубазна, будите тврди, не дајте се помакнути, и напредујте једнако у делу Господњем знајући да труд ваш није узалуд пред Господом.