¹Da kom Gud Noah i hu og alle de ville dyr og alt feet som var med ham i arken; og Gud lot en vind fare over jorden, og vannet falt.

¹А Бог се опомену Ноја и свих звери и све стоке што беху с њим у ковчегу; и посла Бог ветар на земљу да узбије воду.

²Og det store dyps kilder og himmelens sluser lukkedes, og regnet fra himmelen stanset.

²И затворише се извори бездану и уставе небеске, и дажд с неба престаде.

³Og vannet vek efterhånden tilbake fra jorden, og vannet begynte å ta av, da hundre og femti dager var gått.

³И стаде вода опадати на земљи, и једнако опадаше после сто педесет дана;

⁴Og i den syvende måned, på den syttende dag i måneden, blev arken stående på Ararat-fjellene.

⁴Те се устави ковчег седмог месеца дана седамнаестог на планини Арарату.

⁵Og vannet tok mere og mere av inntil den tiende måned; i den tiende måned, på den første dag i måneden, kom fjelltoppene til syne.

⁵И вода опадаше све већма до десетог месеца; и првог дана десетог месеца показаше се врхови од брда.

⁶Og da firti dager var gått, åpnet Noah vinduet på arken som han hadde gjort,

⁶А после четрдесет дана отвори Ноје прозор на ковчегу, који беше начинио;

⁷og sendte ut en ravn; den fløi frem og tilbake, inntil vannet var tørket bort av jorden.

⁷И испусти гаврана, који једнако одлеташе и долеташе докле не пресахну вода на земљи.

⁸Så sendte han en due ut fra sig for å se om vannet var sunket bort fra jordens overflate.

⁸Па пусти и голубицу да би видео је ли опала вода са земље.

⁹Men duen fant ikke noget hvilested for sin fot, og den kom tilbake til ham i arken, for det stod vann over hele jorden. Da rakte han ut sin hånd og tok den inn til sig i arken.

⁹А голубица не нашавши где би стала ногом својом врати се к њему у ковчег, јер још беше вода по свој земљи; и Ноје пруживши руку ухвати је и узе к себи у ковчег.

¹⁰Så bidde han ennu syv dager til og sendte så atter duen ut av arken.

¹⁰И почека још седам дана, па опет испусти голубицу из ковчега.

¹¹Og duen kom til ham ved aftenstid, og se, den hadde et friskt oljeblad i nebbet; da skjønte Noah at vannet var sunket bort fra jorden.

¹¹И пред вече врати се к њему голубица, и гле, у кљуну јој лист маслинов, који беше откинула; тако позна Ноје да је опала вода са земље.

¹²Men han bidde ennu syv dager til; så sendte han duen ut, og da kom den ikke tilbake til ham mere.

¹²Али почека још седам дана, па опет испусти голубицу, а она му се више не врати.

¹³I det seks hundre og første år, i den første måned, på den første dag i måneden, var vannet tørket bort fra jorden. Da tok Noah taket av arken; og han så ut, og se, jorden var tørr.

¹³Шест стотина прве године века Нојевог први дан првог месеца усахну вода на земљи; и Ноје откри кров на ковчегу, и угледа земљу суву.

¹⁴Og i den annen måned, på den syv og tyvende dag i måneden, var jorden aldeles tørr.

¹⁴А другог месеца двадесет седмог дана беше сва земља сува.

¹⁵Da talte Gud til Noah og sa:

¹⁵Тада рече Бог Ноју говорећи:

¹⁶Gå ut av arken, du og din hustru og dine sønner og dine sønners hustruer med dig.

¹⁶Изађи из ковчега ти и жена твоја и синови твоји и жене синова твојих с тобом;

¹⁷Alle de dyr som er hos dig, alt kjød, både fuglene og feet og alt krypet som rører sig på jorden, skal du føre ut med dig, og de skal vrimle på jorden og være fruktbare og bli mange på jorden.

¹⁷Све звери што су са тобом од сваког тела, птице и стоку и шта год гамиже по земљи, изведи са собом, нека се разиђу по земљи, и нека се плоде и множе на земљи.

¹⁸Så gikk han ut, og hans sønner og hans hustru og hans sønners hustruer med ham.

¹⁸И изиђе Ноје и синови његови и жена његова и жене синова његових с њим.

¹⁹Alle dyrene, alt krypet og alle fuglene, alt som rører sig på jorden, gikk ut av arken, hvert efter sitt slag.

¹⁹Све звери, све ситне животиње, све птице и све што се миче по земљи по својим врстама изиђоше из ковчега.

²⁰Og Noah bygget Herren et alter, og han tok av alle de rene dyr og av alle de rene fugler og ofret brennoffer på alteret.

²⁰И начини Ноје жртвеник Господу, и узе од сваке чисте стоке и од свих птица чистих, и принесе на жртвенику жртве паљенице.

²¹Og Herren kjente den velbehagelige duft. Og Herren sa i sitt hjerte: Jeg vil aldri mere forbanne jorden for menneskets skyld; for menneskehjertets tanker er onde fra ungdommen av; og jeg vil aldri mere drepe alt levende, som jeg nu har gjort.

²¹И Господ омириса мирис угодни, и рече у срцу свом: Нећу више клети земље с људи, што је мисао срца човечијег зла од малена; нити ћу више убијати све што живи, као што учиних.

²²Herefter skal, så lenge jorden står, sæd og høst, og frost og hete, og sommer og vinter, og dag og natt aldri høre op.

²²Од сада докле буде земље, неће нестајати сетве ни жетве, студени ни врућине, лета ни зиме, дана ни ноћи.