¹Da tok Bildad fra Suah til orde og sa:

¹Тада одговори Вилдад Сушанин и рече:

²Hvor lenge vil du tale så? Hvor lenge skal din munns ord være som et veldig vær?

²Докле ћеш тако говорити? И речи уста твојих докле ће бити као силан ветар?

³Skulde vel Gud forvende retten, eller den Allmektige forvende rettferdigheten?

³Еда ли Бог криво суди? Или Свемогући изврће правду?

⁴Har dine sønner syndet mot ham, så har han gitt dem deres brøde i vold.

⁴Што су синови твоји згрешили Њему, зато их је дао безакоњу њиховом.

⁵Hvis du vender dig til Gud og beder den Allmektige om nåde,

⁵А ти да потражиш Бога и помолиш се Свемогућем,

⁶hvis du er ren og opriktig, da vil han våke over dig og gjenreise din rettferds bolig,

⁶Ако си чист и прав, заиста ће се пренути за те и честит ће учинити праведан стан твој;

⁷og din forrige lykke vil bli ringe mot din senere lykke, for den skal være overmåte stor.

⁷И почетак ће твој бити мален, а последак ће ти бити врло велик.

⁸For spør bare fremfarne slekter og akt på det som deres fedre har gransket ut

⁸Јер питај пређашњи нараштај, и настани да разабереш од отаца њихових;

⁹- for vi er fra igår og vet intet; for en skygge er våre dager på jorden -

⁹Јер смо ми јучерашњи, и не знамо ништа, јер су наши дани на земљи сен.

¹⁰de skal lære dig og si dig det og bære frem ord fra sitt hjerte.

¹⁰Неће ли те они научити? Неће ли ти казати и из срца свог изнети речи?

¹¹Vokser sivet op hvor det ikke er myrlendt? Blir starrgresset stort uten vann?

¹¹Ниче ли сита без влаге? Расте ли рогоз без воде?

¹²Ennu står det friskt og grønt og blir ikke skåret; da visner det før alt annet gress.

¹²Док се још зелени, док се не покоси, суши се пре сваке траве.

¹³Således går det alle dem som glemmer Gud, og den gudløses håp går til grunne;

¹³Такве су стазе свих који заборављају Бога, и надање лицемерово пропада.

¹⁴hans tillit avskjæres, og det han trøster sig til, er spindelvev.

¹⁴Његово се надање подлама и уздање је његово кућа паукова;

¹⁵Han støtter sig på sitt hus, men det står ikke; han holder sig fast i det, men det står ikke fast.

¹⁵Наслони се на кућу своју, али она не стоји тврдо; ухвати се за њу, али се она не може одржати.

¹⁶Frodig står han der i solens skinn, og hans skudd breder sig ut over hans have;

¹⁶Зелени се на сунцу, и у врх врта његовог пружају се огранци његови;

¹⁷om en stenrøs slynger sig hans røtter, mellem stener trenger han sig frem.

¹⁷Жиле његове заплећу се код извора, и на месту каменитом шири се;

¹⁸Ryddes han bort fra sitt sted, så kjennes det ikke ved ham, men sier: Jeg har aldri sett dig.

¹⁸Али кад се ишчупа из места свог, оно га се одриче: Нисам те видело.

¹⁹Se, det er gleden på hans vei, og av mulden spirer andre frem.

¹⁹Ето, то је радост од његова пута; а из праха ниче други.

²⁰Nei, Gud forkaster ikke en som er ulastelig, og han holder ikke ugudelige ved hånden.

²⁰Гле, Бог не одбацује доброг, али не прихвата за руку зликовца.

²¹Ennu vil han fylle din munn med latter og dine leber med jubel.

²¹Још ће напунити уста твоја смеха и усне твоје попевања.

²²De som hater dig, skal klædes med skam, og de ugudeliges telt skal ikke mere finnes.

²²Ненавидници твоји обући ће се у срамоту, и шатора безбожничког неће бити.