¹Men de usyrede brøds høitid, som kalles påske, var nær;

¹Приближаваше се пак празник пријесних хлебова који се зове пасха.

²og yppersteprestene og de skriftlærde søkte råd til å få ryddet ham av veien; for de fryktet for folket.

²И гледаху главари свештенички и књижевници како би Га убили; али се бојаху народа.

³Men Satan fór inn i Judas med tilnavnet Iskariot, som var en av de tolv,

³А сотона уђе у Јуду, који се зваше Искариот, и који беше један од дванаесторице.

⁴og han gikk bort og talte med yppersteprestene og høvedsmennene om hvorledes han skulde forråde ham til dem.

⁴И отишавши говори с главарима свештеничким и са старешинама како ће им Га издати.

⁵Og de blev glade, og lovte å gi ham penger,

⁵И они се обрадоваше, и уговорише да му даду новце.

⁶og han gav sitt tilsagn og søkte leilighet til å forråde ham til dem uten opstyr.

⁶И он се обрече, и тражаше згодно време да им Га преда тајно од народа.

⁷Så kom de usyrede brøds dag, da påskelammet skulde slaktes.

⁷А дође дан пресних хлебова у који требаше клати пасху;

⁸Og han sendte Peter og Johannes avsted og sa: Gå bort og gjør i stand påskelammet for oss, så vi kan ete det!

⁸И посла Петра и Јована рекавши: Идите уготовите нам пасху да једемо.

⁹De sa til ham: Hvor vil du vi skal gjøre det i stand?

⁹А ови Му рекоше: Где хоћеш да уготовимо?

¹⁰Han sa til dem: Se, når I kommer inn i byen, skal det møte eder en mann som bærer en krukke vann; følg ham til det hus hvor han går inn,

¹⁰А Он им рече: Ето кад уђете у град, срешће вас човек који носи воду у крчагу; идите за њим у кућу у коју он уђе,

¹¹og si til husbonden: Mesteren sier til dig: Hvor er det herberge der jeg kan ete påskelammet med mine disipler?

¹¹И кажите домаћину: Учитељ вели: где је гостионица где ћу јести пасху с ученицима својим?

¹²Så skal han vise eder en stor sal med benker og hynder; der skal I gjøre det i stand.

¹²И он ће вам показати велику собу прострту; онде уготовите.

¹³De gikk da avsted, og fant det så som han hadde sagt dem; og de gjorde i stand påskelammet.

¹³А они отидоше и нађоше као што им каза; и уготовише пасху.

¹⁴Og da timen kom, satte han sig til bords, og apostlene med ham.

¹⁴И кад дође час, седе за трпезу, и дванаест апостола с Њим.

¹⁵Og han sa til dem: Jeg har hjertelig lengtet efter å ete dette påskelam med eder før jeg lider;

¹⁵И рече им: Врло сам желео да ову пасху једем с вама пре него пострадам;

¹⁶for jeg sier eder: Jeg skal aldri mere ete det før det er blitt fullkommet i Guds rike.

¹⁶Јер вам кажем да је одселе нећу јести док се не сврши у царству Божијем.

¹⁷Og han tok en kalk, takket og sa: Ta dette og del det mellem eder!

¹⁷И узевши чашу даде хвалу, и рече: Узмите је и разделите међу собом;

¹⁸For jeg sier eder: Fra nu av skal jeg aldri mere drikke av vintreets frukt før Guds rike er kommet.

¹⁸Јер вам кажем да нећу пити од рода виноградског док не дође царство Божије.

¹⁹Og han tok et brød, takket og brøt det, gav dem og sa: Dette er mitt legeme, som gis for eder; gjør dette til minne om mig!

¹⁹И узевши хлеб даде хвалу, и преломивши га даде им говорећи: Ово је тело моје које се даје за вас; ово чините за мој спомен.

²⁰Likeså kalken, efterat de hadde ett, og sa: Denne kalk er den nye pakt i mitt blod, som utgydes for eder.

²⁰А тако и чашу по вечери, говорећи: Ова је чаша нови завет мојом крви која се за вас пролива.

²¹Men se, hans hånd som forråder mig, er med mig over bordet.

²¹Али ево рука издајника мог са мном је на трпези.

²²For Menneskesønnen går vel bort, som bestemt er; men ve det menneske ved hvem han blir forrådt!

²²И Син човечији, дакле, иде као што је уређено; али тешко човеку ономе који Га издаје!

²³De begynte da å spørre hverandre om hvem av dem det vel kunde være som skulde gjøre denne gjerning.

²³И они сташе тражити међу собом који би, дакле, од њих био који ће то учинити.

²⁴Det blev også en trette mellem dem om hvem av dem skulde gjelde for å være størst.

²⁴А поста и препирање међу њима који би се држао међу њима да је највећи.

²⁵Da sa han til dem: Kongene hersker over sine folk, og de som bruker makt over dem, kalles deres velgjørere.

²⁵А Он им рече: Цареви народни владају народом, а који њиме управљају, зову се добротвори.

²⁶Så er det ikke med eder; men den største blandt eder skal være som den yngste, og den øverste som den som tjener.

²⁶Али ви немојте тако; него који је највећи међу вама нека буде као најмањи, и који је старешина нека буде као слуга.

²⁷For hvem er størst, den som sitter til bords, eller den som tjener? Er det ikke den som sitter til bords? Men jeg er som en tjener iblandt eder.

²⁷Јер који је већи, који седи за трпезом или који служи? Није ли онај који седи за трпезом? А ја сам међу вама као слуга.

²⁸Men I er de som har holdt ut hos mig i mine prøvelser,

²⁸А ви сте они који сте се одржали са мном у мојим напастима.

²⁹og jeg tilsier eder riket, likesom min Fader har tilsagt mig det,

²⁹И ја остављам вама царство као што је Отац мој мени оставио:

³⁰så I skal ete og drikke ved mitt bord i mitt rike, og sitte på troner og dømme Israels tolv stammer.

³⁰Да једете и пијете за трпезом мојом у царству мом, и да седите на престолима и судите над дванаест кољена Израиљевих.

³¹Simon! Simon! se, Satan krevde å få eder i sin vold for å sikte eder som hvete;

³¹Рече пак Господ: Симоне! Симоне! Ево вас иште сотона да би вас чинио као пшеницу.

³²men jeg bad for dig at din tro ikke måtte svikte, og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre!

³²А ја се молих за тебе да твоја вера не престане; и ти кад год обративши се утврди браћу своју.

³³Men han sa til ham: Herre! med dig er jeg rede til å gå både i fengsel og i død.

³³А он Му рече: Господе! С Тобом готов сам и у тамницу и на смрт ићи.

³⁴Da sa han: Jeg sier dig, Peter: Hanen skal ikke gale idag før du tre ganger har nektet at du kjenner mig.

³⁴А Он рече: Кажем ти, Петре! Данас неће запевати петао док се трипут не одрекнеш да ме познајеш.

³⁵Og han sa til dem: Da jeg sendte eder ut uten pung og skreppe og sko, fattedes eder da noget? De sa: Nei, intet.

³⁵И рече им: Кад вас послах без кесе и без торбе и без обуће, еда вам шта недостаде? А они рекоше: Ништа.

³⁶Han sa da til dem: Men nu skal den som har pung, ta den med, likeså skreppe, og den som ikke har sverd, han selge sin kappe og kjøpe sig et!

³⁶А Он им рече: Али сад који има кесу нека је узме, тако и торбу; а који нема нека прода хаљину своју и купи нож.

³⁷For jeg sier eder at dette som er skrevet, må opfylles på mig, dette ord: Og han blev regnet blandt ugjerningsmenn; for det som er sagt om mig, er til ende.

³⁷Јер вам кажем да још и ово треба на мени да се изврши што стоји у писму: И међу злочинце метнуше Га. Јер шта је писано за мене, свршује се.

³⁸Da sa de: Herre! se, her er to sverd. Men han sa til dem: Det er nok.

³⁸А они рекоше: Господе! Ево овде два ножа. А Он им рече: Доста је.

³⁹Og han gikk ut og vandret efter sedvane til Oljeberget; men hans disipler fulgte og med ham.

³⁹И изишавши отиде по обичају на гору Маслинску; а за Њим отидоше ученици Његови.

⁴⁰Og da han kom til stedet, sa han til dem: Bed at I ikke må komme i fristelse!

⁴⁰А кад дође на место рече им: Молите се Богу да не паднете у напаст.

⁴¹Og han slet sig fra dem så lang som et stenkast, og falt på kne, bad og sa:

⁴¹И сам одступи од њих како се може каменом добацити, и клекнувши на колена мољаше се Богу

⁴²Fader! om du vil, da la denne kalk gå mig forbi! Dog, skje ikke min vilje, men din!

⁴²Говорећи: Оче! Кад би хтео да пронесеш ову чашу мимо мене! Али не моја воља него Твоја да буде.

⁴³Og en engel fra himmelen åpenbarte sig for ham og styrket ham.

⁴³А анђео Му се јави с неба, и крепи Га.

⁴⁴Og han kom i dødsangst og bad enda heftigere, og hans sved blev som blodsdråper, som falt ned på jorden.

⁴⁴И будући у борењу, мољаше се боље; зној пак Његов беше као капље крви које капаху на земљу.

⁴⁵Så stod han op fra bønnen og kom til sine disipler og fant dem sovende av bedrøvelse,

⁴⁵И уставши од молитве дође к ученицима својим, и нађе их, а они спавају од жалости,

⁴⁶og han sa til dem: Hvorfor sover I? Stå op og bed at I ikke må komme i fristelse!

⁴⁶И рече им: Што спавате? Устаните, молите се Богу да не паднете у напаст.

⁴⁷Mens han ennu talte, se, da kom en flokk, og han som hette Judas, en av de tolv, gikk foran dem og trådte nær til Jesus for å kysse ham.

⁴⁷Док Он још пак говораше, гле, народ и један од дванаесторице, који се зваше Јуда, иђаше пред њима, и приступи к Исусу да Га целива. Јер им он беше дао знак: Кога целивам онај је.

⁴⁸Men Jesus sa til ham: Judas! forråder du Menneskesønnen med et kyss?

⁴⁸А Исус му рече: Јуда! Зар целивом издајеш Сина човечијег?

⁴⁹Da nu de som var om ham, så hvad som vilde skje, sa de: Herre! skal vi slå til med sverd?

⁴⁹А кад они што беху с Њим видеше шта ће бити, рекоше Му: Господе, да бијемо ножем?

⁵⁰Og en av dem slo til yppersteprestens tjener og hugg det høire øre av ham.

⁵⁰И удари један од њих слугу поглавара свештеничког, и одсече му десно ухо.

⁵¹Men Jesus svarte og sa: La dem bare gå så vidt! Og han rørte ved hans øre og lægte ham.

⁵¹А Исус одговарајући рече: Оставите то. И дохвативши се до уха његовог исцели га.

⁵²Og Jesus sa til yppersteprestene og høvedsmennene over tempel-vakten og de eldste som var kommet imot ham: I er gått ut som mot en røver med sverd og stokker;

⁵²А главарима свештеничким и војводама црквеним и старешинама који беху дошли на Њ рече Исус: Зар као на хајдука изиђосте с ножевима и кољем да ме ухватите?

⁵³da jeg daglig var hos eder i templet, rakte I ikke eders hender ut mot mig. Men dette er eders time og mørkets makt.

⁵³Сваки дан био сам с вама у цркви и не дигосте руку на мене; али је сад ваш час и област таме.

⁵⁴Da de nu hadde grepet ham, drog de avsted med ham og førte ham inn i yppersteprestens hus; og Peter fulgte langt bakefter.

⁵⁴А кад Га ухватише, одведоше Га и уведоше у двор поглавара свештеничког. А Петар иђаше за Њим издалека.

⁵⁵De hadde tendt en ild midt i gårdsrummet og satt der sammen, og Peter satt midt iblandt dem.

⁵⁵А кад они наложише огањ насред двора и сеђаху заједно, и Петар сеђаше међу њима.

⁵⁶Men en tjenestepike fikk se ham sitte mot lyset, og stirret på ham og sa: Også denne var med ham.

⁵⁶Видевши га, пак, једна слушкиња где седи код огња, и погледавши на њ рече: и овај беше с њим.

⁵⁷Men han fornektet ham og sa: Jeg kjenner ham ikke, kvinne!

⁵⁷А он Га се одрече говорећи: Жено! Не познајем га.

⁵⁸Litt efter fikk en annen se ham og sa: Du er også en av dem. Men Peter sa: Menneske! jeg er ikke det.

⁵⁸И мало затим, виде га други и рече: и ти си од њих. А Петар рече: Човече! Нисам.

⁵⁹Og omkring én time efter stadfestet en annen det og sa: Sannelig, også denne var med ham; han er jo en galileer.

⁵⁹И пошто прође око једног сахата, други неко потврђиваше говорећи: Заиста и овај беше с њим; јер је Галилејац.

⁶⁰Men Peter sa: Menneske! jeg forstår ikke hvad det er du mener! Og straks, mens han ennu talte, gol hanen.

⁶⁰А Петар рече: Човече! Не знам шта говориш. И одмах док он још говораше запева петао.

⁶¹Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens ord i hu, hvorledes han hadde sagt til ham: Før hanen galer idag, skal du fornekte mig tre ganger.

⁶¹И обазревши се Господ погледа на Петра, и Петар се опомену речи Господње како му рече: Пре него петао запева одрећи ћеш ме се трипут.

⁶²Og han gikk ut og gråt bitterlig.

⁶²И изишавши напоље плака горко.

⁶³Og mennene som holdt Jesus, spottet ham og slo ham,

⁶³А људи који држаху Исуса ругаху Му се, и бијаху Га.

⁶⁴og de kastet et klæde over ham og spurte ham og sa: Spå nu: Hvem var det som slo dig?

⁶⁴И покривши Га, бијаху Га по образу и питаху Га говорећи: Прореци ко Те удари?

⁶⁵Og mange andre spottord talte de til ham.

⁶⁵И друге многе хуле говораху на Њ.

⁶⁶Da det nu blev dag, samledes folkets eldste og yppersteprestene og de skriftlærde, og de førte ham frem i sitt rådsmøte

⁶⁶И кад свану, сабраше се старешине народне и главари свештенички и књижевници, и одведоше Га у свој суд

⁶⁷og sa: Er du Messias, da si oss det! Men han sa til dem: Om jeg sier eder det, tror I det ikke;

⁶⁷Говорећи: Јеси ли ти Христос? Кажи нам. А Он им рече: Ако вам и кажем, нећете веровати.

⁶⁸og om jeg spør, svarer I ikke.

⁶⁸А ако вас и запитам, нећете ми одговорити, нити ћете ме пустити.

⁶⁹Men fra nu av skal Menneskesønnen sitte ved Guds krafts høire hånd.

⁶⁹Одселе ће Син човечији седити с десне стране силе Божије.

⁷⁰Da sa de alle: Er du da Guds Sønn? Han sa til dem: I sier det; jeg er det.

⁷⁰Сви пак рекоше: Ти ли си дакле син Божји? А Он им рече: Ви кажете да сам ја.

⁷¹Da sa de: Hvad skal vi mere med vidnesbyrd? Vi har jo selv hørt det av hans munn.

⁷¹А они рекоше: Шта нам требају више сведочанства? Јер сами чусмо из уста његових.