¹Og han sa til dem: Sannelig sier jeg eder: Nogen av dem som her står, skal ikke smake døden før de ser at Guds rike er kommet med kraft.

¹И рече им: Заиста вам кажем: имају неки међу овима што стоје овде који неће окусити смрт док не виде царство Божје да дође у сили.

²Og seks dager derefter tok Jesus med sig Peter og Jakob og Johannes og førte dem avsides op på et høit fjell for sig selv alene. Og han blev forklaret for deres øine,

²И после шест дана узе Исус Петра и Јакова и Јована и изведе их на високу гору саме; и преобрази се пред њима.

³og hans klær blev skinnende, aldeles hvite, så ingen bleker på jorden kan gjøre klær så hvite.

³И хаљине Његове постадоше сјајне и врло беле као снег, као што не може белиља убелити на земљи.

⁴Og Elias viste sig for dem sammen med Moses, og de talte med Jesus.

⁴И указа им се Илија с Мојсијем где се разговараху с Исусом.

⁵Og Peter tok til orde og sa til Jesus: Rabbi! det er godt at vi er her; la oss gjøre tre boliger, en til dig, og en til Moses, og en til Elias!

⁵И Петар одговарајући рече Исусу: Рави! Добро нам је овде бити; и да начинимо три сенице: Теби једну и Мојсију једну и Илији једну.

⁶Han visste ikke hvad han skulde si; for de blev meget forferdet.

⁶Јер не знаше шта говори; јер беху врло уплашени.

⁷Og en sky kom og overskygget dem, og det kom en røst ut av skyen: Dette er min Sønn, den elskede; hør ham!

⁷И постаде облак те их заклони; и дође глас из облака говорећи: Ово је Син мој љубазни; Њега послушајте.

⁸Og med ett, da de så sig om, så de ikke lenger nogen hos sig uten Jesus alene.

⁸И уједанпут погледавши, никога не видеше осим Исуса самог са собом.

⁹Og da de gikk ned av fjellet, bød han dem at de ikke skulde fortelle nogen hvad de hadde sett, før Menneskesønnen var opstanden fra de døde.

⁹А кад силажаху с горе запрети им да ником не казују шта су видели, док Син човечји не устане из мртвих.

¹⁰Og de holdt fast ved det ord, og de talte sig imellem om hvad det er å opstå fra de døde.

¹⁰И реч задржаше у себи питајући један другог: Шта то значи устати из мртвих?

¹¹Og de spurte ham og sa: De skriftlærde sier jo at Elias først må komme?

¹¹И питаху Га говорећи: Како говоре књижевници да Илија треба најпре да дође?

¹²Han sa til dem: Elias kommer først og setter alt i rette skikk, og hvad står det skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og bli foraktet.

¹²А Он одговарајући рече им: Илија ће доћи најпре, и уредити све; али и Син човечји треба да много пострада и да се понизи, као што је писано.

¹³Men jeg sier eder at Elias er kommet, og de gjorde med ham alt det de vilde, som skrevet er om ham.

¹³Али вам кажем да је и Илија дошао и учинише с њим шта хтедоше као што је писано за њега.

¹⁴Og da de kom til disiplene, så de meget folk om dem, og nogen skriftlærde som trettet med dem.

¹⁴И дошавши к ученицима својим виде народ многи око њих и књижевнике где се препиру с њима.

¹⁵Og straks alt folket så ham, blev de forferdet, og løp til og hilste ham.

¹⁵И одмах видевши Га сав народ уплаши се и притрчавши поздрављаху Га.

¹⁶Og han spurte dem: Hvad er det I tretter med dem om?

¹⁶И упита књижевнике: Шта се препирете с њима?

¹⁷Og en blandt folket svarte: Mester! jeg har ført til dig min sønn, som er besatt av en målløs ånd;

¹⁷И одговарајући један од народа рече: Учитељу! Доведох к Теби сина свог у коме је дух неми.

¹⁸og når den griper ham, sliter den i ham, og han fråder og skjærer tenner og visner bort; og jeg bad dine disipler drive den ut, og de var ikke i stand til det.

¹⁸И сваки пут кад га ухвати ломи га, и пену баца и шкргуће зубима; и суши се. И рекох ученицима Твојим да га истерају; и не могоше.

¹⁹Men han svarte dem og sa: Du vantro slekt! hvor lenge skal jeg være hos eder? hvor lenge skal jeg tåle eder?

¹⁹А Он одговарајући му рече: О роде неверни! Докле ћу с вама бити? Докле ћу вас трпети? Доведите га к мени.

²⁰Før ham hit til mig! Og de førte gutten til ham, og da han så ham, rev og slet ånden straks i ham, og han falt på jorden, veltet sig og frådet.

²⁰И доведоше га к Њему; и кад Га виде одмах га дух стаде ломити; и паднувши на земљу ваљаше се бацајући пену.

²¹Og Jesus spurte hans far: Hvor lang tid har han hatt det slik? Han sa: Fra barndommen av;

²¹И упита оца његовог: Колико има времена како му се то догодило? А он рече: Из детињства.

²²og ofte har den kastet ham både i ild og i vann for å gjøre ende på ham; men om du formår noget, så ha medynk med oss og hjelp oss!

²²И много пута баца га у ватру и у воду да га погуби; него ако шта можеш помози нам, смилуј се на нас.

²³Men Jesus sa til ham: Om jeg formår? - Alt er mulig for den som tror.

²³А Исус рече му: Ако можеш веровати: све је могуће ономе који верује.

²⁴Straks ropte barnets far: Jeg tror; hjelp min vantro!

²⁴И одмах повикавши отац детињи са сузама говораше: Верујем, Господе! Помози мом неверју.

²⁵Men da Jesus så at folket løp til, truet han den urene ånd og sa til den: Du målløse og døve ånd! jeg byder dig: Far ut av ham, og far aldri mere inn i ham!

²⁵А Исус видећи да се стиче народ, запрети духу нечистом говорећи му: Душе неми и глуви! Ја ти заповедам, изађи из њега и више не улази у њега.

²⁶Da skrek den og slet hårdt i ham, og fór ut av ham. Og han blev som død, så de fleste sa: Han er død.

²⁶И повикавши и изломивши га врло изађе; и учини се као мртав тако да многи говораху: Умре.

²⁷Men Jesus tok ham ved hånden og reiste ham op; og han stod op.

²⁷А Исус узевши га за руку подиже га: и уста.

²⁸Og da han var kommet inn i et hus, spurte hans disipler ham i enrum: Hvorfor kunde ikke vi drive den ut?

²⁸И кад уђе у кућу, питаху Га ученици Његови насамо: Зашто га ми нисмо могли истерати?

²⁹Og han sa til dem: Dette slag kan ikke drives ut uten ved bønn og faste.

²⁹И рече им: Овај се род ничим не може истерати до молитвом и постом.

³⁰Og da de gikk derfra, drog de gjennem Galilea, og han vilde ikke at nogen skulde få vite om det;

³⁰И изашавши оданде иђаху кроз Галилеју; и не хтеше да ко дозна.

³¹for han lærte sine disipler og sa til dem: Menneskesønnen skal overgis i menneskenes hender, og de skal slå ham ihjel, og når han er ihjelslått, skal han opstå tre dager efter.

³¹Јер учаше ученике своје, и говораше им да ће се Син човечји предати у руке људске, и убиће Га, и пошто Га убију устаће трећи дан.

³²Men de skjønte ikke dette ord, og de fryktet for å spørre ham.

³²А они не разумеваху реч, и не смеху да Га запитају.

³³Og de kom til Kapernaum, og da han var kommet inn i huset, spurte han dem: Hvad var det I talte om på veien?

³³И дође у Капернаум, и кад беше у кући запита их: Шта се препирасте путем међу собом?

³⁴Men de tidde; for de hadde talt med hverandre på veien om hvem som var den største.

³⁴А они ћутаху; јер се путем препираше међу собом ко је највећи.

³⁵Og han satte sig og kalte på de tolv og sa til dem: Om nogen vil være den første, han skal være den siste av alle, og alles tjener.

³⁵И седавши дозва дванаесторицу и рече им: Који хоће да буде први нека буде од свих најзадњи и свима слуга.

³⁶Og han tok et lite barn og stilte det midt iblandt dem, og tok det i favn og sa til dem:

³⁶И узевши дете метну га међу њих и загрливши га рече им:

³⁷Den som tar imot et sådant lite barn for mitt navns skyld, han tar imot mig, og den som tar imot mig, han tar ikke imot mig, men imot ham som sendte mig.

³⁷Ко једно овакво дете прими у име моје, мене прима; а ко мене прими, не прима мене него Оног који је мене послао.

³⁸Johannes sa til ham: Mester! vi så en som ikke er i følge med oss, drive ut onde ånder i ditt navn, og vi forbød ham det, fordi han ikke var i følge med oss.

³⁸Одговори Му Јован говорећи: Учитељу! Видесмо једног где именом Твојим изгони ђаволе који не иде за нама: и забранисмо му, јер не иде за нама.

³⁹Men Jesus sa: Forbyd ham det ikke! for ingen som gjør en kraftig gjerning i mitt navn, vil snart efter kunne tale ille om mig.

³⁹А Исус рече: Не браните му; јер нема никога који би именом мојим чудо чинио да може брзо зло говорити за мном.

⁴⁰For den som ikke er imot oss, er med oss.

⁴⁰Јер ко није против вас с вама је.

⁴¹For den som gir eder et beger vann å drikke i mitt navn, fordi I hører Kristus til, sannelig sier jeg eder: han skal ikke miste sin lønn.

⁴¹Јер ко вас напоји чашом воде у име моје, зато што сте Христови, заиста вам кажем: неће му пропасти плата.

⁴²Og den som forfører én av disse små som tror på mig, for ham var det bedre om det var hengt en kvernsten om hans hals, og han var kastet i havet.

⁴²А који саблазни једног од ових малих који верују мене, боље би му било да обеси камен воденични о врат свој и да се баци у море.

⁴³Og om din hånd frister dig, da hugg den av! det er bedre at du går vanfør inn til livet enn at du har dine to hender og kommer i helvede i den uslukkelige ild,

⁴³И ако те рука твоја саблажњава, одсеци је: боље ти је без руке у живот ући, неголи с обе руке ући у пакао, у огањ вечни,

⁴⁴hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes.

⁴⁴Где црв њихов не умире, и огањ се не гаси.

⁴⁵Og om din fot frister dig, da hugg den av! det er bedre at du går halt inn til livet enn at du har dine to føtter og kastes i helvede,

⁴⁵И ако те нога твоја саблажњава, одсеци је: боље ти је ући у живот хром, неголи с две ноге да те баце у пакао, у огањ вечни,

⁴⁶hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes.

⁴⁶Где црв њихов не умире, и огањ се не гаси.

⁴⁷Og om ditt øie frister dig, da riv det ut! det er bedre at du går énøiet inn i Guds rike enn at du har to øine og kastes i helvede,

⁴⁷Ако те и око твоје саблажњава, ископај га: боље ти је с једним оком ући у царство Божје, неголи с два ока да те баце у пакао огњени,

⁴⁸hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes.

⁴⁸Где црв њихов не умире, и огањ се не гаси.

⁴⁹For enhver skal saltes med ild, og ethvert offer skal saltes med salt.

⁴⁹Јер ће се сваки огњем посолити, и свака ће се жртва сољу посолити.

⁵⁰Salt er en god ting; men når saltet mister sin kraft, hvad vil I da salte det med? Ha salt i eder selv, og hold fred med hverandre!

⁵⁰Добра је со; али ако со буде неслана, чим ће се осолити? Имајте со у себи, и мир имајте међу собом.