¹En læresalme av David, da han var i hulen, en bønn.

¹Гласом својим ка Господу вичем, гласом својим Господу се молим.

²Med min røst roper jeg til Herren, med min røst beder jeg inderlig til Herren.

²Изливам пред Њим мољење своје, тугу своју пред Њим казујем,

³Jeg utøser min sorg for hans åsyn, jeg gir min nød til kjenne for hans åsyn.

³Кад изнемогне у мени дух мој. Ти знаш стазу моју. На путу, којим ходим, сакрише ми замку.

⁴Når min ånd vansmekter i mig, kjenner dog du min sti; på den vei jeg skal vandre, har de lagt skjulte snarer for mig.

⁴Погледам надесно, и видим да ме нико не зна; нестаде ми уточишта, нико не мари за душу моју.

⁵Sku til min høire side og se! Det er ikke nogen som kjennes ved mig; all tilflukt er borte for mig, det er ikke nogen som spør efter min sjel.

⁵Вичем к Теби, Господе; велим: Ти си уточиште моје, део мој на земљи живих.

⁶Jeg roper til dig, Herre! Jeg sier: Du er min tilflukt, min del i de levendes land.

⁶Чуј тужњаву моју; јер се мучим веома. Избави ме од оних који ме гоне, јер су јачи од мене.

⁷Gi akt på mitt klagerop, for jeg er blitt såre elendig! Fri mig fra mine forfølgere, for de er mig for sterke!

⁷Изведи из тамнице душу моју, да славим име Твоје. Око мене ће се скупити праведници, кад ми учиниш добро.

⁸Før min sjel ut av fengslet, så jeg kan love ditt navn! De rettferdige skal samle sig omkring mig, når du gjør vel imot mig.