¹Av David. Til dig, Herre, roper jeg. Min klippe, vær ikke døv imot mig, forat jeg ikke, om du tier til mig, skal bli lik dem som farer ned i graven!

¹К Теби, Господе, вичем; граде мој, немој ми ћутати, да не бих, ако заћутиш, био као они који одлазе у гроб.

²Hør mine inderlige bønners røst, når jeg roper til dig, når jeg opløfter mine hender til ditt hellige kor!

²Чуј молитвени глас мој, кад вапим к Теби, кад дижем руке своје к светој цркви Твојој.

³Riv mig ikke bort med de ugudelige og med dem som gjør urett, som taler fred med sin næste, enda der er ondt i deres hjerte!

³Немој ме захватити с грешницима, и с онима који чине неправду, који с ближњима својим мирно говоре, а у срцу им је зло.

⁴Gi dem efter deres gjerning og efter deres onde adferd! Gi dem efter deres henders gjerning, gjengjeld dem hvad de har gjort!

⁴Подај им, Господе, по делима њиховим, по злом поступању њиховом; по делима руку њихових подај им, подај им шта су заслужили.

⁵For de akter ikke på hvad Herren gjør, eller på hans henders gjerning; han skal nedbryte dem og ikke opbygge dem.

⁵Јер не пазе на дела Господња, и на дела руку Његових. Да их разори и не сазида.

⁶Lovet være Herren, fordi han har hørt mine inderlige bønners røst!

⁶Да је благословен Господ, јер услиши глас мољења мог!

⁷Herren er min styrke og mitt skjold; til ham har mitt hjerte satt sin lit, og jeg blir hjulpet; derfor fryder mitt hjerte sig, og jeg vil prise ham med min sang.

⁷Господ је крепост моја и штит мој; у Њега се поузда срце моје, и Он ми поможе. Зато се весели срце моје, и песмом својом славим Га.

⁸Herren er deres* styrke, og han er et frelsens vern for sin salvede. / {* d.e. sitt folks.}

⁸Господ је крепост народа свог, и обрана која спасава помазаника Његовог.

⁹Frels ditt folk og velsign din arv, og fø dem og bær dem til evig tid!

⁹Спаси народ свој, благослови достојање своје; спаси их и уздижи их довека.