¹Og Adam holdt sig til sin hustru Eva, og hun blev fruktsommelig og fødte Kain; da sa hun: Jeg har fått en mann ved Herren.

¹ Adamu margu nda nga wando Hawa. A te gunde mo ka Kaynu hay. A ne: «Rabbi gaakasinay do no ay du alboro!»

²Siden fødte hun Abel, hans bror. Og Abel blev fårehyrde, men Kain blev jorddyrker.

² A hay koyne, a kayno Habila. Habila te hawji, amma Kaynu te alfari.

³Da nogen tid var gått, hendte det at Kain bar frem for Herren et offer av jordens grøde.

³ Alwaati fo kaa ka to kaŋ Kaynu kande fari albarka ka sarga Rabbi se.

⁴Og Abel bar også frem et offer, som han tok av de førstefødte lam i sin hjord og deres fett; og Herren så til Abel og hans offer,

⁴ Habila mo na alman hay-jine naasoyaŋ wi ka sarga. Rabbi mo na Habila nda nga sarga kulu guna k'i ta,

⁵men til Kain og hans offer så han ikke. Da blev Kain meget vred, og han stirret ned for sig.

⁵ amma a mana Kaynu nda nga sarga ta. Kala Kaynu futu gumo-gumo, hal a na mo-kuura haw.

⁶Og Herren sa til Kain: Hvorfor er du vred, og hvorfor stirrer du ned for dig?

⁶ Rabbi ne Kaynu se: «Ifo se no ni futu? Ifo se mo no ni na mo-kuura haw?

⁷Er det ikke så at dersom du har godt i sinne, da kan du løfte op ditt ansikt? Men har du ikke godt i sinne, da ligger synden på lur ved døren, og dens attrå står til dig, men du skal være herre over den.

⁷ Da ni na ihanno te, manti ay ga yadda? Da mo ni na hari laalo te, zunubi go ga gum fu me gaa. A anniya kulu mo ga ye ni do, amma ma te a se jine boro.»

⁸Og Kain talte til Abel, sin bror. Og da de engang var ute på marken, for Kain løs på Abel, sin bror, og slo ham ihjel.

⁸ Alwaato din Kaynu salaŋ nga kayne Habila se, amma kaŋ i go saajo ra, Kaynu kaŋ Habila boŋ k'a wi.

⁹Da sa Herren til Kain: Hvor er Abel, din bror? Han svarte: Jeg vet ikke; skal jeg passe på min bror?

⁹ Rabbi ne Kaynu se: «Man gaa ni kayne Habila?» A ne: «Ay si bay. Wala ay wo ay nya-izo batuko no?»

¹⁰Men han sa: Hvad har du gjort? Hør, din brors blod roper til mig fra jorden.

¹⁰ Rabbi ne: «Ifo no ni te wo? Ni kayne kuro jinde goono ga fun laabo ra ka hẽ ay gaa.

¹¹Og nu skal du være bannlyst fra den jord som lot op sin munn og tok imot din brors blod av din hånd!

¹¹ Sohõ binde ni ga laali laabo ra kaŋ na nga me feeri ka ni kayne kuro ta ni kambe ra.

¹²Når du dyrker jorden, skal den ikke mere gi dig sin grøde; omflakkende og hjemløs skal du være på jorden.

¹² Da ni n'a far, a si ni no nga albarka koyne. Ni ga dira ka windi a boŋ nangu kulu yaamo.»

¹³Da sa Kain til Herren: Min misgjerning er større enn at jeg kan bære den.

¹³ Kaynu ne Rabbi se: «Ay alhakko bisa ay hina.

¹⁴Se, du har idag drevet mig ut av landet, og jeg må skjule mig for ditt åsyn; og jeg vil bli omflakkende og hjemløs på jorden, og det vil gå så at hver den som finner mig, slår mig ihjel.

¹⁴ Guna, ni g'ay gaaray k'ay kaa ne laabo ra, ay ga daray ni se mo. Ay ga dira ka windi yaamo ndunnya boŋ. Boro kulu kaŋ di ay mo g'ay wi.»

¹⁵Men Herren sa til ham: Nei! for slår nogen Kain ihjel, skal han lide syvfold hevn. Og Herren gav Kain et merke, forat ikke nogen som møtte ham, skulde slå ham ihjel.

¹⁵ Rabbi ne a se: «Boro kulu kaŋ na Kaynu wi, ay ga bana bora gaa sorro iyye.» Kala Rabbi na seeda fo daŋ Kaynu gaa, zama boro kaŋ di a ma s'a wi se.

¹⁶Så gikk Kain bort fra Herrens åsyn og bosatte sig i landet Nod*, østenfor Eden. / {* d.e. landflyktighet.}

¹⁶ Woodin banda Kaynu dira ka mooru Irikoy jine. A koy ka goro laabu fo ra kaŋ se i ga ne Nodu, a go Eden se wayna funay haray.

¹⁷Og Kain holdt sig til sin hustru, og hun blev fruktsommelig og fødte Hanok; og han tok sig for å bygge en by og kalte byen Hanok efter sin sønn.

¹⁷ Kaynu margu nda nga wando. A te gunde ka Hanoku hay. Kaynu na kwaara fo sinji ka nga izo maa daŋ a gaa, Hanoku.

¹⁸Og Hanok fikk sønnen Irad, og Irad blev far til Mehujael, og Mehujael blev far til Metusael, og Metusael blev far til Lamek.

¹⁸ Hanoku na Iradu hay, Iradu mo na Metusayel hay, Metusayel mo na Lameku hay.

¹⁹Og Lamek tok sig to hustruer; den ene hette Ada, og den andre hette Silla.

¹⁹ Lameku na wande hinka hiiji, afo maa Ada, afa mo maa Zilla.

²⁰Og Ada fødte Jabal; han blev stamfar til dem som bor i telt og holder buskap.

²⁰ Ada no ka Yabal hay. Nga no ga ti kuuru fu ra gorokoy kulu se baaba, kaŋ yaŋ gonda alman.

²¹Og hans bror hette Jubal; han blev stamfar til alle dem som spiller på harpe og fløite.

²¹ A kayno maa ga ti Yubal. Nga no ga ti moolo nda seese karkoy kulu baaba.

²²Og Silla fødte Tubalkain; han smidde alle slags skarpe redskaper av kobber og jern; og Tubalkains søster var Na'ama.

²² Zilla mo na Tubal-Kaynu hay. Nga no ga guuru-say da guuru-bi jinayey dan. Tubal-Kaynu waymo maa Naama.

²³Og Lamek sa til sine hustruer: Ada og Silla, hør mine ord, Lameks hustruer, merk min tale! En mann dreper jeg for hvert sår jeg får, og en gutt for hver skramme jeg får;

²³ Lameku ne nga wandey se: «Ada da Zilla, araŋ ma hangan ay se. Lameku wandey, araŋ ma hangan ay se. Ay na alboro fo wi, zama a n'ay maray. Ay na arwasu fo wi, zama a n'ay kar se.

²⁴for hevnes Kain syv ganger, da skal Lamek hevnes syv og sytti ganger.

²⁴ I ga bana Kaynu se sorro iyye. Lameku mo, i ga bana a se sorro wayye cindi iyye.»

²⁵Og Adam holdt sig atter til sin hustru, og hun fødte en sønn og kalte ham Set*; for [sa hun] Gud har satt mig en annen sønn i Abels sted, fordi Kain slo ham ihjel. / {* d.e. satt i en annens sted.}

²⁵ Adamu margu nda nga wando koyne. A na ize fo hay, a n'a maa daŋ Sita. Zama a ne: «Irikoy n'ay no ize fo Habila kaŋ Kaynu wi nango ra.»

²⁶Og Set fikk en sønn og kalte ham Enos. På den tid begynte de å påkalle Herrens navn.

²⁶ Sita mo du ize kaŋ maa Enosu. Waato din no borey sintin ka Rabbi maa ce.