1Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
1 Kala Elifaz Teman bora tu ka ne:
2Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
2 «D'i ceeci i ma salaŋ da nin, ni si dukur, wala? Day may no ga hin ka dangay?
3Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
3 A go, nin wo, ni na boro boobo yaamar, Ni na kambe londi-buunay-koyey gaabandi.
4dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
4 Ni sanney doona ka borey kaŋ ga ba ka kaŋ kayandi, Borey kaŋ yaŋ kangey londi bu, ni n'i gaabandi.
5Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
5 Amma sohõ kaŋ a kaa ni gaa, ni gaze, wala? Kaŋ a lamba ni gaa, ni laakalo tun, wala?
6Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
6 Ni Irikoy cimandiyaŋo mana wasa ni se deyaŋ, bo? Ni fundo adilitara mo mana wasa ni se beeje hari, bo?
7Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
7 Ma fongu day, ay ga ni hã, Boro kaŋ sinda taali doona ka halaci, wala? Wala man no i na adilante pati ce fo?
8Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
8 Ay diyaŋ gaa, borey kaŋ yaŋ ga laala fansi ka fari soola, Da borey kaŋ yaŋ ga taabi duma, I ga haŋ kaŋ i duma din wi heemar.
9De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
9 Irikoy funsaro no g'i halaci, A futay dunga no g'i ŋwa.
10Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
10 Muusu beeri ga dundu, Muusu izey mo ga follay jinde tunandi, Amma muusu daŋ kaso hinjey no ga ceeri.
11Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
11 Muusu beeri futo ga bu ham jaŋay se, Muusu way izey mo ga say-say.
12Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
12 Han fo i na sanni fo ciinay te ay se. Ay hanga maa ciina din.
13under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
13 Cin hindiri fonguyaŋ ra no, Saaya kaŋ cine jirbi tiŋo ga boro di.
14Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
14 Kala humburkumay da gaaham jijiriyaŋ n'ay di, A n'ay gaa biriyey kulu jijirandi mo.
15Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
15 Kala biya fo gaaru ka bisa ay jine. Ay gaa-haabiya kulu kay.
16Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
16 Haya din binde ye ka kay, Amma ay mana hin k'a himando fayanka. Himandi fo go ga kay ay jine. Sum! Kal ay maa jinde kaŋ ne:
17Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
17 ‹Boro kaŋ ga bu, A adilitara ga bisa Irikoy wane no? Boro beeri ga ciya hanante ka bisa nga Takakwa, wala?
18Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil*, / {* d.e. ufullkommenhet.}
18 Guna, a mana nga tamey te deyaŋ hari, A malaykey mo, a na taali dake i boŋ,
19hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
19 Sanku fa binde woone yaŋ kaŋ goono ga goro laabu fuyaŋ ra, Borey kaŋ yaŋ i ganda sinjiyaŋ si kala laabu bulungu ra, Ngey kaŋ yaŋ i g'i mutukuru danga naana-baano cine.
20Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
20 Susuba nda wiciri kambu game ra no i g'i bagu-bagu, I ga halaci hal abada, boro kulu si saal.
21Blir ikke teltsnoren dradd ut* hos dem? De dør, men ikke i visdom. / {* så deres jordiske telt (2KO 5, 1.) faller sammen.}
21 I n'i fundi korfa pati, I ga bu laakal-jaŋay ra mo.›