1Til sangmesteren; av David; en salme. Herre, du ransaker mig og kjenner mig.
1Ya RAB, sınayıp tanıdın beni.
2Enten jeg sitter, eller jeg står op, da vet du det; du forstår min tanke langt fra.
2Oturup kalkışımı bilirsin,Niyetimi uzaktan anlarsın.
3Min sti og mitt leie gransker du ut, og du kjenner grant alle mine veier.
3Gittiğim yolu, yattığım yeri inceden inceye elersin,Bütün yaptıklarımdan haberin var.
4For det er ikke et ord på min tunge - se, Herre, du vet det alt sammen.
4Daha sözü ağzıma almadan,Söyleyeceğim her şeyi bilirsin, ya RAB.
5Bakfra og forfra omgir du mig, og du legger din hånd på mig.
5Beni çepeçevre kuşattın,Elini üzerime koydun.
6Å forstå dette er mig for underlig, det er for høit, jeg makter det ikke.
6Kaldıramam böylesi bir bilgiyi,Başa çıkamam, erişemem.
7Hvor skal jeg gå fra din Ånd, og hvor skal jeg fly fra ditt åsyn?
7Nereye gidebilirim senin Ruhundan,Nereye kaçabilirim huzurundan?
8Farer jeg op til himmelen så er du der, og vil jeg rede mitt leie i dødsriket, se, da er du der.
8Göklere çıksam, oradasın,Ölüler diyarına yatak sersem, yine oradasın.
9Tar jeg morgenrødens vinger, og vil jeg bo ved havets ytterste grense,
9Seherin kanatlarını alıp uçsam,Denizin ötesine konsam,
10så fører også der din hånd mig, og din høire hånd holder mig fast.
10Orada bile elin yol gösterir bana,Sağ elin tutar beni.
11Og sier jeg: Mørket skjule mig, og lyset omkring mig bli natt -
11Desem ki, ‹‹Karanlık beni kaplasın,Çevremdeki aydınlık geceye dönsün.››
12så gjør heller ikke mørket det for mørkt for dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset.
12Karanlık bile karanlık sayılmaz senin için,Gece, gündüz gibi ışıldar,Karanlıkla aydınlık birdir senin için.
13For du har skapt mine nyrer, du virket mig i min mors liv.
13İç varlığımı sen yarattın,Annemin rahminde beni sen ördün.
14Jeg priser dig fordi jeg er virket på forferdelig underfull vis; underfulle er dine gjerninger, og min sjel kjenner det såre vel.
14Sana övgüler sunarım,Çünkü müthiş ve harika yaratılmışım.Ne harika işlerin var!Bunu çok iyi bilirim.
15Mine ben var ikke skjult for dig da jeg blev virket i lønndom, da jeg blev kunstig virket i jordens dyp*. / {* d.e. i mors liv.}
15Gizli yerde yaratıldığımda,Yerin derinliklerinde örüldüğümde,Bedenim senden gizli değildi.
16Da jeg bare var foster, så dine øine mig, og i din bok blev de alle opskrevet de dager som blev fastsatt da ikke en av dem var kommet.
16Henüz döl yatağındayken gözlerin gördü beni;Bana ayrılan günlerin hiçbiri gelmeden,Hepsi senin kitabına yazılmıştı.
17Hvor vektige dine tanker er for mig, Gud, hvor store deres summer!
17Hakkımdaki düşüncelerin ne değerli, ey Tanrı,Sayıları ne çok!
18Vil jeg telle dem, så er de flere enn sand; jeg våkner op, og jeg er ennu hos dig.
18Kum tanelerinden fazladır saymaya kalksam.Uyanıyorum, hâlâ seninleyim.
19Gud, gid du vilde drepe den ugudelige, og I blodtørstige menn, vik fra mig -
19Ey Tanrı, keşke kötüleri öldürsen!Ey eli kanlı insanlar, uzaklaşın benden!
20de som nevner ditt navn til å fremme onde råd, som bruker det til løgn, dine fiender!
20Çünkü senin için kötü konuşuyorlar,Adını kötüye kullanıyor düşmanların.
21Skulde jeg ikke hate dem som hater dig, Herre, og avsky dem som reiser sig imot dig?
21Ya RAB, nasıl tiksinmem senden tiksinenlerden?Nasıl iğrenmem sana başkaldıranlardan?
22Jeg hater dem med et fullkomment hat; de er mine fiender.
22Onlardan tümüyle nefret ediyor,Onları düşman sayıyorum.
23Ransak mig, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv mig og kjenn mine mangehånde tanker,
23Ey Tanrı, yokla beni, tanı yüreğimi,Sına beni, öğren kaygılarımı.
24og se om jeg er på fortapelsens vei, og led mig på evighetens vei!
24Bak, seni gücendiren bir yönüm var mı,Öncülük et bana sonsuz yaşam yolunda!