¹Huchiin, deihtakte aw, huai thuchiam i neih jiak un, sa leh kha buahna tengteng ah i kisiangsak ding uh, Pathian laudan siam kawma siangthouna hih kimin.

¹Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!

²Na lungtang uah mun hon awn un; kua tungmah ah ka khial kei uh, kuamah ka hihgawp kei uh, kuamah tungah hamphat ka tum kei uhi.

²Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget.

³Huai tuh siamlouh nou hongtangsak dingin ka chi kei; sih leh sih chiata, dam leh dam chiat dingin ka lungtang uah nou kon vom uh chih tu-ma zekin ka genta hi.

³Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen.

⁴Nou lamah jaw ka pau ngamdan a thupia kon suandan a thupi hi: khamuanna in ka dima, ka haksatna tengteng uah nuamsain ka dimlet a.

⁴Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel.

⁵Masidonia gam ka tun un leng ka sa un muanna himhim a nei tuan kei a, khat lam khat lama hihgimin ka om zota ua; po lam kisualnate bang a oma; sunglam launate bang a om hi.

⁵Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster.

⁶Himahleh, nuaisiaha omte khamuanpa, Pathianin,

⁶Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme;

⁷Tita hongnain hon khamuanta a; a hongna kiain ahi keia, na lungjuandan te uh, na kahdante uh, ka tunga na phattuamngaihdan te uh honhilhin, noumaua a khamuanna mahin leng a honkhamuanta ahi; huchiin, ka kipak nawn sem hi.

⁷dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede mig end mere.

⁸Ka laikhakin honhihlungkham mahleng, ka kisik kei hi; a tungin ahihleh ka kisika, huai laikhakin nou a honhihlungkham chih ka theih jiakin; himahleh sawtlou kal kia ahi a.

⁸Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, -

⁹Tun jaw ka kipak ahi, hihlungkhama na om jiak uh ahi keia, kisikna dinga na lungkham jiak un ahi jaw hi. Koumau jiaka bangmah na tan louhna ding un Pathian deihlam banga hihlungkhamin na om ngal ua.

⁹så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os.

¹⁰Pathian deihlam banga lungkhamnain hotdamna dingin, kisikna a bawla, kisikhuai thil a tun kei; khovel lungkhamna inbel sihna abawl zo nak hi.

¹⁰Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.

¹¹En mah un, Pathian deihlam a lungkhamnain bangchibang chihtakna, bangchibang kihahsiang nopna, bangchibang ki-awilouhna, bangchibang patauhna, bangchibang lunggulhna, bangchibang phattuamngaihna, bangchibang gawtna ahia nou-a dia hontuttak. Bangkim ah huai thu ah na siang uh chih nakihihlang ta uhi.

¹¹Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde beviste I, at I selv vare rene i den Sag.

¹²Huchiin, na kiang uah gelh mahleng, a gilou hihpa jiakin ka gelh keia, a gilou thuakpa jiakin leng ka gelh sam kei, ka tung ua na phattuam ngaihdan uh Pathian mitmuha na kiang ua theihsaka a om theihna dingin ka gelh ahi jaw hi.

¹²Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds Åsyn.

¹³Huaijiakin, khamuannain ka omta him ua; koumau khamuanna kia lou ah leng, Tita kipahna jiakin ka kipak nawn sem ua, nou tengtengin a lungsim na hihhalh sak tak jiakun.

¹³Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået Vederkvægelse fra eder alle.

¹⁴A kiangah banglam peuhah leng noumau honsuang mah le ung, ka zahlak ngal kei ua, zahlak nak sangin bangkim, na kiang ua thu taktak a ka gen jel bang un, Tita maa a kon suan uh tuh thu taktak a honghita ngei hi.

¹⁴Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed.

¹⁵Huan, na vek ua a thu na mandante uh, lau leh ling kawma amah na kipahpih dante uh thei gigein, a lungsim tuh noumau lamah a nak ten nawnsem ta ahi.Thil bangkim ah na tung ua ka muan jiakin ka kipak ahi.

¹⁵Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes Lydigheden hos eder alle,hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven.

¹⁶Thil bangkim ah na tung ua ka muan jiakin ka kipak ahi.

¹⁶Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder.