¹Ipapo Jobho akapindura, akati,

¹Da tok Job til orde og sa:

²Muchatambudza mweya wangu kusvikira rinhiko, Nokundipwanya namashoko enyu here?

²Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?

³Makandituka zvino kagumi; Hamunyari zvamakanditsungirira.

³Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.

⁴Kana ndichinge ndatadza hangu, Kutadza kwangu kuchagara neni.

⁴Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.

⁵Kana imwi muchida kwazvo kuzvikudza pamusoro pangu, Nokundipa mhosva muchiti ndakatukwa;

⁵Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?

⁶Zivai zvino kuti ndiye Mwari asina kundiruramisa, Akandikomberedza nomumbure wake;

⁶Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!

⁷Tarirai ndinochema ndichiti, Ndakaitirwa zvakaipa! Asi handinzwiki; Ndinochema kuti ndibatsirwe, asi handiruramisirwi.

⁷Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.

⁸Akadzivira nzira yangu, kuti ndirege kupfuura; Akaisa rima panzira dzangu.

⁸Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.

⁹Wakandibvisira kurumbidzwa kwangu, Nokunditorera korona yangu pamusoro wangu.

⁹Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.

¹⁰Akandiputsa kumativi ose, ndakaparadzwa; Akadzura tariro yangu somuti.

¹⁰Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.

¹¹Akandimutsirawo kutsamwa kwake, Akati ndiri mumwe wavadzivisi vake.

¹¹Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.

¹²Hondo dzake dzinondiunganira, dzinozvigadzirira nzira kurwa neni. Dzinokomberedza tende rangu nemisasa yadzo.

¹²Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.

¹³Akaisa hama dzangu kure neni, Vazikamwi vangu vava savatorwa chose kwandiri.

¹³Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.

¹⁴Hama dzangu dzandinyengera, Shamwari dzangu, dzaindiziva, dzakandikangamwa.

¹⁴Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.

¹⁵Vanogara mumba mangu, navarandakadzi vangu vanoti ndiri mubvakure; Vanondiona vachiti ndiri mweni.

¹⁵Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.

¹⁶Ndinodana muranda wangu, asi haandipinduri, Kunyange ndichimunyengetera nomuromo wangu.

¹⁶Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.

¹⁷Kufema kwangu kunosemesa mukadzi wangu, Ndinonyangadza vana vamai vangu.

¹⁷Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.

¹⁸Kunyange navana vaduku vanondishorawo; Kana ndichisimuka, vanondipopotera.

¹⁸Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.

¹⁹Shamwari dzangu dzose dzaindiziva, dzinondinzvenga, Vose vandaida vandifuratira.

¹⁹Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.

²⁰Pfupa rangu rinonamatira ganda rangu nenyama yangu, Ndasiirwa ganda rameno angu.

²⁰Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.

²¹Ndinzwirei tsitsi, ndinzwirei tsitsi, imwi shamwari dzangu; nekuti ruoko rwaMwari rwandibata.

²¹Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.

²²Munonditambudzireiko saMwari, Musingaguti nenyama yangu?

²²Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?

²³Haiwa, dai mashoko angu ainyorwa zvino, Haiwa, dai ainyorwa nokudhindwa pabhuku.

²³Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,

²⁴Dai aitemwa nepeni yedare nomutobvu Aitemwa padombo nokusingaperi.

²⁴ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!

²⁵Asi ndinoziva kuti Mudzikunuri wangu unorarama, Uye kuti pakupedzisira uchasimuka paguruva;

²⁵Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.

²⁶Kana ganda rangu raparadzwa pandiri saizvozvo, uye panyama yangu ndichaona Mwari.

²⁶Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,

²⁷Ndichazvionera; uye meso angu achaona iye, kwete mumwe; itsvo dzangu dzapera mukati mangu.

²⁷han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv*. / {* av lengsel herefter, 2KO 5, 2.}

²⁸Kana muchiti, Tichamutambudza sei! Mudzi wemhosva zvauri mukati make!

²⁸Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -

²⁹Ityai munondo, nekuti kutsamwa kucharohwa nomunondo, Kuti muzive kuti kutonga kuripo.

²⁹så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.