¹Ndudzi dzinoitireiko bope, Navanhu vanofungireiko zvisina maturo?

¹Hvorfor larmer hedningene og grunder folkene på det som fåfengt er?

²Madzimambo enyika anozvigadzira, Navabati vanorangana, Kuzorwa naJehovha nomuzodziwa wake, vachiti,

²Jordens konger reiser sig, og fyrstene rådslår sammen mot Herren og mot hans salvede:

³Ngatidambure zvisungo zvavo, Ngatirashe mabote avo abve kwatiri.

³La oss sprenge deres bånd og kaste deres rep av oss!

⁴Iye, agere kudenga-denga, achaseka; Ishe achavadadira.

⁴Han som troner i himmelen, ler, Herren spotter dem.

⁵Ipapo achataura kwavari pakutsamwa kwake, Nokuvavhundusa pahasha dzake huru;

⁵Så taler han til dem i sin vrede, og i sin harme forferder han dem:

⁶Kunyange zvakadaro ndakagadza mambo wangu paZiyoni, iro gomo rangu dzvene.

⁶Og jeg har dog innsatt min konge på Sion, mitt hellige berg!

⁷Ndichaparidza chirevo, chinoti, Jehovha akati kwandiri, Ndiwe mwanakomana wangu; Nhasi ndakubereka.

⁷Jeg vil kunngjøre hvad fastsatt er: Herren sa til mig: Du er min sønn, jeg har født dig idag.

⁸Kumbira kwandiri, ndikupe ndudzi ive nhaka yako, Nemigumo yenyika zvive zvako.

⁸Begjær av mig! Så vil jeg gi dig hedningene til arv og jordens ender til eie.

⁹Muchavapwanya netsvimbo youtare; Muchavaputsanya sehari yomuumbi.

⁹Du skal knuse dem med jernstav; som en pottemakers kar skal du sønderslå dem.

¹⁰Zvino chivai nenjere, imwi madzimambo; Munyeverwe, imwi vatongi venyika.

¹⁰Og nu, I konger, gå viselig frem! La eder advare, I dommere på jorden!

¹¹Shumirai Jehovha nokutya, mufare muchidedera.

¹¹Tjen Herren med frykt og juble med beven!

¹²Tsvodai mwanakomana, arege kutsamwa, mufire panzira, nekuti hasha dzake dzingakurumidza kumuka. Vakakomborerwa vose vanovimba naye.

¹²Kyss* Sønnen, forat han ikke skal bli vred, og I gå til grunne på veien! For snart kunde hans vrede optendes. Salige er alle de som tar sin tilflukt til ham**. / {* d.e. hyld, 1SA 10, 1.} / {** SLM 34, 9; 84, 13.}