¹ Kal a maa Laban ize arey sanney, i go ga ne: «Yakuba na iri baaba harey kulu sambu. Iri baabo arzaka ra no a du darza woone kulu.»

¹Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."

² Yakuba mo laakal da Laban moyduma, a di kaŋ a na moyduma bare nga se.

²Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.

³ Rabbi ne Yakuba se: «Ma ye ni baaba laabu ka koy ni dumey do, ay mo ga bara ni banda.»

³Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"

⁴ Yakuba binde donton ka Rahila nda Laya ce, ngey mo koy saajo ra a kurey do.

⁴Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til sin Hjord;

⁵ A ne i se: «Ay go ga laakal d'araŋ baabo moyduma. Ay di kaŋ a na moyduma bare ay se. Amma ay baaba Irikoyo go ay banda.

⁵og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har været med mig;

⁶ Araŋ bay mo mate kaŋ ay may araŋ baaba se d'ay gaabo kulu.

⁶og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,

⁷ Araŋ baaba n'ay fafagu mo, k'ay alhakku barmay sorro way, amma Irikoy mana ta a m'ay zamba.

⁷medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;

⁸ D'a ne: ‹Icangarey no ga ciya ni alhakko,› kala saaya din kuro kulu ma icangareyaŋ hay. D'a ne mo: ‹Waaliya-waaliyey no ga ciya ni alhakko,› kala almaney kulu ma hay waaliya-waaliyayaŋ.

⁸sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.

⁹ Yaadin no Irikoy n'araŋ baaba almaney sambu k'ay no nd'ey.

⁹Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.

¹⁰ A go mo, alwaato kaŋ kuro ga gunde sambu, ay n'ay boŋ sambu ka di hindiri ra, danga jindey kaŋ yaŋ ga kurey kaaru, waaliya-waaliyayaŋ no, da tombi-tombi nda cangare-cangare-koyyaŋ.

¹⁰Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede

¹¹ Irikoy malayka mo ne ay se hindiro ra: ‹Yakuba!› ay mo ne: ‹Ay neeya.›

¹¹og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg!

¹² A ne: ‹Ma ni boŋ sambu sohõ ka jindey guna. I kulu kaŋ ga kurey kaaru waaliya-waaliyayaŋ no, da tombi-tombi nda cangare-cangareyaŋ, zama ay di hay kulu kaŋ Laban goono ga te ni se.

¹²Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig.

¹³ Ay ya Irikoy no, Betel wano, nango kaŋ ni na tondi sinjanta tuusu da ji, nango kaŋ ni na alkawli sambu ay se mo. Tun sohõ ka fun laabu woone ra ka ye ni hayyaŋ laabo ra.› »

¹³Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"

¹⁴ Rahila nda Laya tu a se ka ne: «Iri gonda baa wala tubu fo no iri baaba windo ra koyne?

¹⁴Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus?

¹⁵ Manti sanda yawyaŋ no a n'iri himandi, zama a n'iri neera, a n'iri nooro kulu ŋwa mo.

¹⁵Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os?

¹⁶ Zama arzaka kulu kaŋ Irikoy kaa iri baaba kambe ra, iri nda iri izey wane yaŋ no. Sohõ binde, hay kulu kaŋ Irikoy ci ni se, kala ni m'a te.»

¹⁶Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"

¹⁷ Saaya din ra Yakuba tun ka nga izey da nga wandey dake yoyaŋ boŋ.

¹⁷Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne

¹⁸ A na nga almaney kulu ku, da arzaka kulu kaŋ a margu, a duura almaney kaŋ yaŋ a margu Padan-Aram kwaara ra, zama nga ma koy nga baaba Isaka do Kanaana laabo ra.

¹⁸og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.

¹⁹ Amma Laban jin ka koy nga feejey hõseyaŋ do. Rahila mo na nga baaba toorey zay.

¹⁹Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin Faders Husgud.

²⁰ Yakuba binde na Suriyanca Laban hiila, zama a mana ne a se nga ga zuru.

²⁰Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte;

²¹ Yaadin binde no a zuru nda hay kulu kaŋ go nga se. A tun ka koy ka gooro daŋandi. A kamba ka guna Jileyad tondey haray.

²¹og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.

²² Zaari hinzanta hane binde i ci Laban se kaŋ Yakuba zuru.

²²Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;

²³ Nga mo na nga nya-izey margu nga banda ka laawalo gana jirbi iyye diraw. A n'a to Jileyad tondey boŋ.

²³han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge

²⁴ Irikoy binde kaa Suriyanca Laban do cin jirbi hindiri ra ka ne a se: «Ma haggoy da ni boŋ! Ni ma si salaŋ da Yakuba hala ilaalo no wala ihanno no.»

²⁴Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!"

²⁵ Laban binde na Yakuba gar, a jin ka nga kuuru fuwo sinji tondo boŋ. Laban da nga nya-izey mo na ngey waney sinji Jileyad tondo boŋ.

²⁵Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget. Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge

²⁶ Laban ne Yakuba se: «Ifo no ni te wo kaŋ ni n'ay hiila ya-cine? Ni n'ay ize wayey mo ku danga wongu tamyaŋ.

²⁶sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger!

²⁷ Ifo se no ni tugu ka zuru? Ni n'ay hiila, ni mana ci ay se mo, hal ay ma ni sallama nda farhã da dooni nda haray da moolo.

²⁷Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Håndpauker og Harper?

²⁸ Ni mana naŋ mo ay m'ay ize arey d'ay ize wayey garbey sunsum. Ni na saamotaray goy te.

²⁸Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var dårligt gjort af dig!

²⁹ To. Ay gonda hina kaŋ ga hasaraw te ni se ay kambe ra, amma ni baabo Irikoyo salaŋ ay se bi cin ka ne: ‹Ma te laakal da ni boŋ. Ma si sanni fo te Yakuba se, hala ihanno no wala ilaalo no.›

²⁹Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!

³⁰ Sohõ binde, baa kaŋ ni faaji ni baaba kwaara se, ifo se no ni n'ay toorey mo zay? »

³⁰Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?"

³¹ Yakuba tu ka ne Laban se: «Zama ay humburu se no. Zama ay ne hambara ni ga ni ize wayey ta ay gaa da gaabi.

³¹Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig!

³² Amma boro kulu kaŋ do ni na ni toorey gar, a ma si funa. Neewo, iri nya-izey jine, kala ni ma guna ka di haŋ kaŋ ci ni wane kaŋ go ay do, m'a sambu.» Zama Yakuba mana bay hala Rahila n'i zay no.

³²Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den.

³³ Laban binde furo Yakuba kuuru fuwo ra, da Laya kuuru fuwo ra, da koŋŋa hinka kuuru fuwey ra mo, amma a mana di ey. A fatta Laya kuuru fuwo ra ka furo Rahila kuuru fuwo ra.

³³Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til Rakels, Telt.

³⁴ Rahila kaŋ na toorey sambu din n'i daŋ yo jinayyaŋ ra ka goro i boŋ. Laban na kuuru fuwo kulu dadabe amma a mana di ey.

³⁴Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet,

³⁵ Kala Rahila ne nga baabo se: «Ay jine bora ma si binya zama ay si hin ka tun ka kay ni jine no, zama wayboro alaada ka bara ay gaa.» Laban ceeci, amma a mana di toorey.

³⁵sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!" Således ledte han efter Husguden uden at finde den.

³⁶ Yakuba binde futu. A deeni Laban gaa. Yakuba tu ka ne Laban se: «Ifo ga ti ay taali? Wala ifo ga ti ay zunubi, kaŋ se ni n'ay ce gana nda konni ya-cine?

³⁶Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd, at du satte efter mig!

³⁷ To. Baa kaŋ ni n'ay jinayey kulu fisi, ni windo jinay woofo no ni gar? Ma kand'a neewo ay nya-izey da ni nya-izey game ra, zama i ma ciiti dumbu iri boro hinka game ra.

³⁷Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem!

³⁸ Jiiri waranko wo kaŋ ay go ni banda, ni feejey da ni hinciney mana te gunde hasaraw, ni feeji gaarey mo, ay mana i ŋwa.

³⁸I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,

³⁹ Wo kaŋ yaŋ ganji hamey tooru, ay mana kand'a ni se, ay no g'a mursa sambu. Ay kambe ra no ni g'a ceeci, baa i n'a zay no, cin wala zaari.

³⁹det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om Natten;

⁴⁰ Yaadin n'ay bara, zaari ra wayno dunga n'ay ŋwa, cin mo, yeeno. Jirbi mo zuru ay moy se.

⁴⁰om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn.

⁴¹ Jiiri waranka no ay go ni windo ra. Ay may ni se jiiri way cindi taaci ni ize way hinka sabbay se, jiiri iddu mo ni almaney sabbay se. Sorro way mo no ni g'ay alhakko barmay.

⁴¹I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret min Løn.

⁴² Da manti ay baaba Irikoyo, ay kaayo Ibrahim Irikoyo, nga kaŋ Isaka mo ga humburu, a go ay banda, doŋ hunkuna ni g'ay sallama no kambe koonu. Amma Irikoy di ay kankamo d'ay kambey taabo, nga mo deeni ni gaa bi cin.»

⁴²Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin Kendelse!"

⁴³ Laban tu ka ne Yakuba se: «Ize wayey wo, ay ize wayyaŋ no. Zankey wo mo, ay wane yaŋ no. Kurey wo, ay wane yaŋ no. Hay kulu mo kaŋ ni goono ga di, ay wane yaŋ no. Mate n'ay ga te ay ize wayey wo se hunkuna, wala mo izey kaŋ yaŋ i hay se?

⁴³Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller de Sønner, de har født?

⁴⁴ Sohõ binde, kaa iri ma koy ka sappe te, in da nin, a ma ciya seeda in da nin game ra.»

⁴⁴Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem os."

⁴⁵ Yakuba na tondi fo sambu ka sinji a ma te seeda.

⁴⁵Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;

⁴⁶ Yakuba ne nga nya-izey se: «Wa tondiyaŋ margu.» I na tondiyaŋ sambu ka gusam ka te fonguyaŋ hari, i ŋwa mo noodin tondi gusamo boŋ.

⁴⁶og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå.

⁴⁷ Laban ne a se Yegar-Sahaduta, amma Yakuba ne a se Jileyad.

⁴⁷Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.

⁴⁸ Laban ne: «Tondi gusam woone, seeda no in da nin game ra hunkuna.» Woodin se no i ne a se Jileyad,

⁴⁸Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!" Derfor kaldte han den Galed

⁴⁹ da Mispa mo, zama a ne: «Rabbi ma kosaray in da nin game ra, saaya kulu kaŋ iri go fayante nda care.

⁴⁹og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og dig, når vi skilles.

⁵⁰ Da ni n'ay ize wayey gurzugandi, da mo ni na wande fooyaŋ hiiji i banda kaŋ manti ay ize no, ma fongu, baa kaŋ boro kulu si no iri banda, kaŋ Irikoy no ga ti seeda in da nin game ra.»

⁵⁰Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!"

⁵¹ Laban ne Yakuba se koyne: «Tondi gusamo wo neeya, fonguyaŋ haro mo neeya, kaŋ ay jisi in da nin game ra.

⁵¹Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!

⁵² Gusamo wo ma te seeda. Fonguyaŋ haro wo mo ma te seeda: Ay si gusamo wo daaru ka koy ni do. Ni mo, ni ma si gusamo wo da fonguyaŋ haro wo daaru ka kaa ay do da hasaraw miila.

⁵²Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig;

⁵³ Ibrahim Irikoyo, Nahor wane Irikoy, i baabo wane Irikoyo, a ma ciiti iri game ra.» Kala Yakuba ze da bora kaŋ nga baabo Isaka ga humburu.

⁵³Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,

⁵⁴ Waato din gaa Yakuba na sargay* salle tondo boŋ. A na nga nya-izey ce i ma kaa ka ŋwa. I ŋwa, i kani mo cino din tondo boŋ.

⁵⁴og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten over.

⁵⁵ Laban mo tun susubay za da hinay. A na nga ize arey da nga izey wayey garbey sunsum, ka albarka gaara i se. Laban dira ka ye ka koy nga bumbo nango ra.

⁵⁵Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin Hjemstavn,