¹ Boro kaŋ wayboro ga hay, a jirbey ya ikaynayaŋ no, Toonante mo no nda taabi.

¹Et menneske, født av en kvinne, lever en kort tid og mettes med uro.

² Tuuri boosi cine no a ga bangay, A ga ye ka lakaw koyne. Sanda mate kaŋ cine bi go no, A ga bisa, a si duumi bo.

²Som en blomst skyter han op og visner, han farer bort som skyggen og holder ikke stand.

³ To, woone dumi boŋ no ni ga ni mo sinji, wala? Ni ga konda ay, iri ma ciiti nda care no?

³Endog over en sådan holder du dine øine åpne, og mig fører du frem for din domstol!

⁴ May no ga hin ka hari hanno kaa haŋ kaŋ si hanan ra? A koy si no!

⁴Kunde det bare komme en ren av en uren! Ikke én!

⁵ Za kaŋ ni na boro jirbey waadu a se, A handey lasaabuyaŋo mo go ni do, Ni na hirri daŋ a se mo kaŋ a si hin ka bisa a gaa.

⁵Når hans dager er fastsatt, hans måneders tall bestemt hos dig, når du har satt ham en grense som han ikke kan overskride,

⁶ Kala ni ma ni boŋ bare a se, a ma fulanzam, Hal a ma nga zaaro kubandi, Sanda boro kaŋ goono ga sufuray goy te.

⁶så vend ditt øie bort fra ham, så han kan ha ro så vidt at han kan glede sig som en dagarbeider ved sin dag!

⁷ Tuuri kaŋ i pati, I ga du ka laakal dake a gaa hal a ga te kobto koyne, Daahir kay, i si jaŋ a gaa kobto kaynayaŋ.

⁷For treet er det håp; om det hugges, så spirer det igjen, og på nye skudd mangler det ikke;

⁸ Baa day kaŋ a kaajey zeen ganda, A tiksa mo bu noodin laabo ra,

⁸om dets rot eldes i jorden, og dets stubb dør ut i mulden,

⁹ Kulu nda yaadin hari kaani maayaŋ do no a ga te kobto, Ka kambayaŋ salle sanda tuuri cindey.

⁹så setter det allikevel knopper ved eimen av vannet og skyter grener som et nyplantet tre.

¹⁰ Amma Adam-ize wo, a ga bu no, ka kani ganda. Oho, a ga nga fulanzama taŋ, man no a go koyne?

¹⁰Men når en mann dør, så ligger han der, når et menneske opgir ånden, hvor er han da?

¹¹ Sanda mate kaŋ cine hari ga ziji ka daray teeko ra, Wala sanda gooru kaŋ koogu cine, A haro ga sundu ka ban,

¹¹Som vannet minker bort i en sjø, og som en elv efterhånden blir grunnere og tørker ut,

¹² Yaadin cine no boro mo ga kani, Kaŋ a si ye ka tun koyne. A si ye ka mo hay koyne, kala beeney ma ban. I s'a tunandi nga jirbo gaa mo.

¹²så legger et menneske sig ned og reiser sig ikke igjen; så lenge himmelen er til, våkner de ikke - de vekkes ikke op av sin søvn.

¹³ Hala day ni yadda, doŋ m'ay tugu Alaahara ra, M'ay tugu hala waati kaŋ ni futa bisa. Ma zaari kosu ay se mo, gaa i ma ye ka fongu ay gaa.

¹³Å om du vilde gjemme mig i dødsriket og skjule mig der til din vrede var over - om du vilde sette mig et tidsmål og så komme mig i hu!

¹⁴ Da boro bu, a ga ye ka funa koyne, wala? Ay tangami jirbey kulu kala ya batu, Hala waati kaŋ ni n'ay barmay.

¹⁴Når en mann dør, lever han da op igjen? Alle min krigstjenestes dager skulde jeg da vente, til min avløsning kom;

¹⁵ Ni ga ce, ay mo ga tu ni se. Ni ga yalla-yalla nda ni kambe goyey.

¹⁵du skulde da rope, og jeg skulde svare dig; efter dine henders verk skulde du lenges.

¹⁶ Amma sohõ ni go g'ay gana, ce daara fo-fo. Manti ni goono g'ay guna no, Zama ni m'ay zunubo fonnay?

¹⁶Men nu teller du mine skritt og akter stadig på min synd.

¹⁷ Ni n'ay taalo daabu zika ra, Ni g'ay laala daabu-daabu mo.

¹⁷Forseglet i en pung ligger min brøde, og du syr til over min misgjerning.

¹⁸ Amma tondi kuuku kaŋ kaŋ, kal a ma halaci. I ga tondi daari hibandi ka kaa nga nango ra.

¹⁸Men som et fjell faller og smuldres bort, og en klippe flyttes fra sitt sted,

¹⁹ Hari zuru do haray tond'ize yaŋ ga barmay, Hari yaa mo ga ganda laabo nyun ka kusa ku, Yaadin cine no ni mo, ni ga boro beeje wi.

¹⁹som vannet huler ut stener og flommen skyller bort mulden, således gjør du menneskets håp til intet;

²⁰ Ni bis'a gaabi duumi, kal a ma ban. Ni g'a moyduma barmay k'a sallama.

²⁰du overvelder ham for alltid, og han farer bort; du forvender hans åsyn og lar ham fare.

²¹ A izey ga du beeray, amma nga ya s'a bay. I ga di kayna mo, a si bay a gaa.

²¹Kommer hans barn til ære, da vet han det ikke, og blir de ringeaktet, da blir han det ikke var.

²² Nga boŋ se no a ga maa doori nga gaahamo ra, Nga boŋ se mo no a bine ga sara.»

²²Bare over ham selv kjenner hans legeme smerte, og bare over ham selv sørger hans sjel.