1Sevincinizi dile getirin gücümüz olan Tanrıya,Sevinç çığlıkları atın Yakupun Tanrısına!
1Til sangmesteren, efter Gittit*; av Asaf. / {* SLM 8, 1.}
2Çalgıya başlayın, tef çalın,Tatlı sesli lir ve çenk çınlatın.
2Juble for Gud, vår styrke, rop med glede for Jakobs Gud!
3Yeni Ayda, dolunayda,Boru çalın bayram günümüzde.
3Stem i sang og la pauken lyde, den liflige citar tillikemed harpen!
4Çünkü bu İsrail için bir kuraldır,Yakupun Tanrısının ilkesidir.
4Støt i basun i måneden*, ved fullmånen, på vår høitids dag! / {* 2MO 12, 2 fg.}
5Tanrı Mısıra karşı yürüdüğünde,Yusuf soyuna koydu bu koşulu. Orada tanımadığım bir ses işittim:
5For det er en lov for Israel, en rett for Jakobs Gud.
6‹‹Sırtındaki yükü kaldırdım,Ellerin küfeden kurtuldu›› diyordu,
6Han satte det til et vidnesbyrd i Josef da han* drog ut gjennem Egyptens land. - Jeg hørte en røst som jeg ikke kjente:** / {* d.e. Josef.} / {** 5MO 4, 33 fg. 5, 22 fg.}
7‹‹Sıkıntıya düşünce seslendin, seni kurtardım,Gök gürlemesinin ardından sana yanıt verdim,Meriva sularında seni sınadım. |iSela
7Jeg fridde hans skulder fra byrden, hans hender slapp fri fra bærekurven.
8‹‹Dinle, ey halkım, seni uyarıyorum;Ey İsrail, keşke beni dinlesen!
8I nøden ropte du, og jeg fridde dig ut; jeg svarte dig, skjult i tordenskyen, jeg prøvde dig ved Meriba-vannene. Sela.
9Aranızda yabancı ilah olmasın,Başka bir ilaha tapmayın!
9Hør, mitt folk, og jeg vil vidne for dig! Israel, o, at du vilde høre mig:
10Seni Mısırdan çıkaranTanrın RAB benim.Ağzını iyice aç, doldurayım!
10Det skal ikke være nogen fremmed gud hos dig, og du skal ikke tilbede utlendingens gud.
11‹‹Ama halkım sesimi dinlemedi,İsrail bana boyun eğmek istemedi.
11Jeg er Herren din Gud, som førte dig op av Egyptens land; lukk din munn vidt op, at jeg kan fylle den!
12Ben de onları inatçı yürekleriyle baş başa bıraktım,Bildikleri gibi yaşasınlar diye.
12Men mitt folk hørte ikke min røst, og Israel vilde ikke lyde mig.
13Keşke halkım beni dinleseydi,İsrail yollarımda yürüseydi!
13Så lot jeg dem fare i sitt hjertes hårdhet, forat de skulde vandre i sine egne onde råd.
14Düşmanlarını hemen yere serer,Hasımlarına el kaldırırdım!
14O, at mitt folk vilde høre mig, og at Israel vilde vandre på mine veier!
15Benden nefret edenler bana boyun eğerdi,Bu böyle sonsuza dek sürerdi.
15Om en liten stund vilde jeg da ydmyke deres fiender og vende min hånd imot deres motstandere.
16Oysa sizleri en iyi buğdayla besler,Kayadan akan balla doyururdum.››
16De som hater Herren, skulde smigre for dem, og deres tid skulde vare evindelig.
17Og han skulde fø dem med den beste hvete, og jeg skulde mette dig med honning fra klippen.