¹“Isn’t a man forced to labor on earth? Aren’t his days like the days of a hired hand?

¹Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

²As a servant who earnestly desires the shadow, as a hireling who looks for his wages,

²Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

³so am I made to possess months of misery, wearisome nights are appointed to me.

³så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

⁴When I lie down, I say, ‘When shall I arise, and the night be gone?’ I toss and turn until the dawning of the day.

⁴Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

⁵My flesh is clothed with worms and clods of dust. My skin closes up, and breaks out afresh.

⁵Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

⁶My days are swifter than a weaver’s shuttle, and are spent without hope.

⁶Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

⁷Oh remember that my life is a breath. My eye shall no more see good.

⁷Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

⁸The eye of him who sees me shall see me no more. Your eyes shall be on me, but I shall not be.

⁸Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

⁹As the cloud is consumed and vanishes away, so he who goes down to Sheol Sheol is the place of the dead. shall come up no more.

⁹Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

¹⁰He shall return no more to his house, neither shall his place know him any more.

¹⁰han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

¹¹“Therefore I will not keep silent. I will speak in the anguish of my spirit. I will complain in the bitterness of my soul.

¹¹Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

¹²Am I a sea, or a sea monster, that you put a guard over me?

¹²Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

¹³When I say, ‘My bed shall comfort me. My couch shall ease my complaint;’

¹³Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

¹⁴then you scare me with dreams, and terrify me through visions:

¹⁴da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

¹⁵so that my soul chooses strangling, death rather than my bones.

¹⁵så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

¹⁶I loathe my life. I don’t want to live forever. Leave me alone, for my days are but a breath.

¹⁶Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

¹⁷What is man, that you should magnify him, that you should set your mind on him,

¹⁷Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

¹⁸that you should visit him every morning, and test him every moment?

¹⁸hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

¹⁹How long will you not look away from me, nor leave me alone until I swallow down my spittle?

¹⁹Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

²⁰If I have sinned, what do I do to you, you watcher of men? Why have you set me as a mark for you, so that I am a burden to myself?

²⁰Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

²¹Why do you not pardon my disobedience, and take away my iniquity? For now shall I lie down in the dust. You will seek me diligently, but I shall not be.”

²¹Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!